Fra curling- til stasiforældre

”Jeg synes også godt, at man må ringe, hvis man ser et af børnene ryge nede ved biblioteket,” sagde en anden.

”Hørt, hørt” mumlede de andre og lød som det britiske parlament.

Et par år før havde møderne handlet om, hvor meget sukker børn måtte få, og selv om det ­også er et vigtigt emne, kunne jeg ikke lade ­være med at føle mig en smule pikeret af, at ­andre – fremmede – mennesker skulle bestemme, hvad jeg måtte servere til en børnefødselsdag. For det er efterhånden blevet sådan, at dem, der er ”strammere”, får mest taletid, og de har automatisk mest ret. Fordi de er så fornuftige. Og pligtopfyldende. Det gælder også andre steder. Fx når jeg på en tidligere arbejdsplads skulle gå halv fem for at hente børn, og single-­pigerne uden familie syntes, det var sjovt at råbe: ’Hva’ så? Er du gået på deltid?’ Engang var man solidarisk med andre, som var et andet sted i deres liv end en selv – nu er det helt legitimt at drille, docere og kommentere andres ”dårlige” ­opførsel.

Hvad er det i tiden, der gør, at folk opfører sig sådan? Måske er det fordi, folk er pressede – noget af det første, der ryger, når man har for travlt, er jo venligheden.

Nedskæringer øger stressniveauet og fornemmelsen af, at man er i konkurrence med dem, der engang var ens gode kolleger, og så ryger man så højt op i gear, at man tager uvenligheden og kontrol-behovet med sig videre til forældremøder og køen i Fakta og alle andre steder.

Måske er det fordi, vi selv voksede op uden nogen som helst overvågning fra ­voksne. Der var ingen til at stoppe, at vi til børnefødsels­dage ikke bare spiste den E-nummer- og ­sukkerholdige kage, men også stearinlysene, og bagefter moslede ud i haven og hoppede i en å med tøj på. Så vi er røget over i den anden grøft, hvor vi vil kontrollere ALT, vores børn foretager sig, og helst også, hvad de andre forældre laver.