Et par år før havde møderne handlet om, hvor meget sukker børn måtte få, og selv om det også er et vigtigt emne, kunne jeg ikke lade være med at føle mig en smule pikeret af, at andre – fremmede – mennesker skulle bestemme, hvad jeg måtte servere til en børnefødselsdag. For det er efterhånden blevet sådan, at dem, der er ”strammere”, får mest taletid, og de har automatisk mest ret. Fordi de er så fornuftige. Og pligtopfyldende. Det gælder også andre steder. Fx når jeg på en tidligere arbejdsplads skulle gå halv fem for at hente børn, og single-pigerne uden familie syntes, det var sjovt at råbe: ’Hva’ så? Er du gået på deltid?’ Engang var man solidarisk med andre, som var et andet sted i deres liv end en selv – nu er det helt legitimt at drille, docere og kommentere andres ”dårlige” opførsel.