Bandedrenge drømmer også om villa og vovse

Hvordan var det at interviewe dem?

”De havde alle begået noget groft, men de var smaddersøde, når jeg sad og snakkede med dem. De var først lidt skeptiske over, at jeg ville optage samtalerne, men jeg lovede, at deres svar ikke ville blive udstillet i medierne. De var meget skeptiske over for medierne, som, de mener, fremstiller dem som en bande. Selv ser de sig bare som en gruppe venner.”

Sad du alene med dem?

”Ja. Jeg mødtes med dem under sikre rammer hos den private aktør, men jeg sad alene med dem under interviewene. De var som sagt søde at tale med, og det var også det, jeg havde fået fortalt inden.”

Hvad fandt du frem til?

”At de faktisk har samme mål som de fleste andre. De drømmer om familie, børn og hus. De ved bare ikke hvordan, de kan opnå det, og de mener, at det er systemet, der skal hjælpe dem. De har svært ved selv at tage ansvar for at nå derhen. De sætter sig selv i en slags offerrolle, de ikke kan komme ud af.”

Hvad holder dem ellers 
tilbage?

”De har ikke realistiske midler til at nå deres mål. De har afvigende normer og overholder ikke regler i samfundet. De mangler motivation for aktiveringen og for at komme i arbejde. De fralægger sig ansvaret og oplever en stempling fra samfundet. Deres netværk holder dem tilbage, og vigtigst af alt så har de en høj grad af stress og uro, som gør, at de har svært ved at strukturere helt grundlæggende ting i deres liv.”

Hvad betyder det for dem?

”De har mange personlige problemer, og det er ikke noget, som aktiveringssystemet tager så meget højde for.”

Hvordan kan man så hjælpe dem?

”Det kræver alternative og kreative løsninger, hvor økonomi og refusionsregler i kommunen og jobcentrene måske ikke giver plads til så meget ­kreativitet i arbejdet med den her
slags ­unge.”

Hvad kan konklusionen bruges til ude i virkeligheden?