Krig kan aldrig kontrolleres

11-03-2015
5 min.

Politikernes tilgang til krigsførelse er præget af naivitet og for megen indblanding i militære anliggender, mener lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Gorm Harste, som netop har udgivet bogen ’Krigen - et ustyrligt system’.

I 2003 udtalte den daværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld, at krigen i Irak ville blive en ”cakewalk” – en ren skovtur. Set i bagklogskabens ­ulideligt klare lys ville han formentligt have ønsket, at han havde holdt tand for tunge, for krigen blev først endeligt afsluttet i december 2011. Og hvor den republikansk dominerende del af Kongressens budgetudvalg i 2002 havde beregnet, at udgifter til krigen ville beløbe sig til 5060 mia. dollars, så vurderede den amerikanske økonom og nobelpristager ­Joseph Stiglitz og økonomiprofessoren Laura Bilmes i deres bog ’The Three Trillion Dollar War’, at den reelle udgift ville ende på 3-6.000 mia. dollars, altså op til 100 gange så meget som oprindeligt forventet.

Men både den massive sprængning af budgettet og Donald Rumsfelds urealistiske vurdering var ganske forudsigelige, ­siger lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Gorm Harste, der netop har udgivet bogen ’Krigen - et ustyrligt system’. Han mener, at det er en illusion, at krig kan kontrolleres, og at politikernes tilgang til krigsførsel er præget af en vis naivitet. 

Kortsigtede politiske beslutninger

”Politikere handler ud fra en anden tidshorisont (end militæret, red.) og tager ikke altid højde for, hvad det er for en kontekst, man står i. De svarer på massemediernes og vælgernes spørgsmål, og så prøver de først og fremmest at vise sig selv som beslutningsdygtige og kontrollerende. Det fungerer slet ikke i krig, for her går kontrollen fløjten, og man er nødt til at beslutte noget andet end det, man først havde besluttet. Det passer slet ikke ind i det politiske systems måde at fungere på,” forklarer han.

Organisationssociologen Nils Brunsson kalder politikernes tilgang til krig for organisatorisk og politisk hykleri. Det ­politiske ­system opererer sammen med massemediesystemet med ­uhyre kortsigtede tidshorisonter sammenlignet med de lidelser, ofres og veteraners pårørende går igennem fra generation til generation. Dermed bliver politisk ansvarlighed til ­reel uansvarlighed i krigens virkelige verden.

Faktisk går over halvdelen af de amerikanske udgifter efter ­diverse krige til omkostninger til krigs­veteraner, der ofte har fået alvor­lige fysiske og/eller psykiske traumer. Ifølge en rapport fra det amerikanske veteranministerium var der i 2012 over 8.000 selvmord og over 27.000 ­selvmordsforsøg blandt amerikanske veteraner. Selvmordstallet er steget ­kraftigt ­siden begyndelsen af ­Afghanistan- og Irakkrigene. I begyndelsen af Irakkrigen valgte George W. Bush at beskære midlerne til veteran­ministeriet kraftigt, hvilket betød, at mange soldater følte, at de måtte føre endnu en krig for at få tildelt et minimum af støtte.

Politikere blander sig i militære anliggender

Politikernes behov for at demonstrere ansvarlighed, handlekraft, kontrol og solidarisk nærkontakt til soldaterne har misledt dem til at gå ind i de operative forsvarsopgaver, og de har derfor blandet sig i alle mulige detailspørgsmål på det militære plan. Det gælder for eksempel for krigen i Afghanistan. 

”Efter at man havde fået Irakkrigen, begyndte man at ­ændre strategi i Afghanistan. Formålet med invasionen i Afghanistan gik ud på at fjerne Al-Qaeda og Taliban. Det gjorde man forholdsvist hurtigt, og man kunne så have skyndt sig ud igen. Men da man så går ind i Irak, og det viser sig, at der ­ikke er masseødelæggelsesvåben, så ændrer man formålet for, hvorfor man er i Irak. Man siger så, at man er der for at indføre demokrati og skabe et samarbejde. Det formål skal man så pludselig også have i Afghanistan, og det er en helt umulig størrelse, for Afghanistan er et meget mindre moderne samfund end Irak. Samtidigt var demokratisk flertalsstyre i Irak allerede fra starten opskriften på en borgerkrig mellem sunnimuslimer og shiamuslimer. Man indfører altså andre politiske mål, som militæret ikke havde regnet med fra starten, og det skaber en meget mere kompleks krig,” forklarer Gorm Harste.

Han mener i forlængelse heraf, at der bør formuleres retlige krav om, at det militære organisationssystem kan sige fra over for politisk strategiske mål, der hverken strategisk eller taktisk er tilstrækkeligt gennemtænkte, og derfor må bedømmes som uigennemførlige.

Store ressourcer på forkerte projekter

Krig kan ødelægge store befolkningssegmenter i adskillige ­generationer, og derfor er det også vigtigt, ”med alle nødvendige midler” at undgå krig, som det også påpeges og er blevet retligt kodificeret i FN’s Charter. Men ofte vælger ­politikere krigen uden at have afprøvet alle andre muligheder. Gorm Harste peger på Irakkrigen som et af de mest klare eksempler på dette.



”Man lod simpelthen ikke våbeninspektørerne være i Irak i tilstrækkelig lang tid. Hans Blix, der ledte våbeninspektørerne i Irak siger i foråret 2003, at man har brug for mere tid. Det drejer sig formentligt om et par måneder, før man da helt sikkert kan sige, at der ikke er masseødelæggelsesvåben i Irak,” forklarer Gorm Harste.

Alligevel valgte en koalition af lande ledet af USA at invadere Irak. Der skete en form for kobling fra ­Afghanistankrigen, som mange anså for at være legitim, fordi man var nødt til at gøre et eller andet efter 11. september, og så til Irakkrigen, som man så også mente, måtte være acceptabel. Omkostningerne ved den beslutning strækker sig langt udover det finansielle aspekt.

”Det er meget tragisk og dyrt at slide en hær op på 2,5 ­millioner mænd, hvoraf måske omkring en million soldater er kommet ud med meget alvorlige psykiske mén. Man får desuden skabt en fuldstændig forudsigelig borgerkrig, som ­vi hverken ved, hvornår slutter, eller om den måske kun er begyndelsen på noget større. Så taler man også om opportunity costs: Altså hvis USA nu havde brugt de ti tusind ­milliarder dollars, som det formodentlig har kostet USA at føre de to krige, på for eksempel skovrejsning i Sahara, hvilke problemer kunne man så have undgået. På meget lang sigt, om halvtreds eller hundrede år, vil man måske sige: Hov, det var det, der var problemet. Man brugte store midler på de forkerte projekter,” ræsonnerer Gorm Harste.

Krigen – et ustyrligt system. Af Gorm Harste.
Aarhus Universitetsforlag.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.