Din chef har også været barn engang

13-03-2015
2 min.
Uanset hvor meget vi prøver, kan vi løbe fra vores ophav. Foto: Kitty/Shutterstock

Er chefen irriterende nok til at gøre dig rødglødende? Husk, at han er, som han er, fordi han har lært det hjemmefra, skriver Maise Njor i sin klumme.

”Gamle nar”, råbte min far til manden, som nok var 20 år yngre end ham selv. De havde kørt en form for chicken-race mod hinanden på en ensrettet gade, og nu holdt de snude mod snude og gassede op, og jeg sad ved siden af min far og overvejede at hoppe ud og gå resten af vejen på arbejde.

Min søde far havde tilbudt at køre mig i regnvejret, og nu havde det udviklet sig til en situation, hvor det handlede om meget andet, end hvem der skulle bakke. Principper, sgu. Noget, der kan få bilister, mænd og andre tosser op i det røde felt. Og selv om min far for en gangs skyld kørte den rigtige vej ned ad en ensrettet gade og dermed havde retten på sin side, ville jeg ønske, at han bare opgav kampen. Han var barnlig, han var rethaverisk, han var irriterende, og jeg var flov over at være hans datter.

To timer senere sad jeg til et møde og blev så irriteret på min chef, at jeg tyrede en kuglepen i hovedet på ham, fordi han bad mig gøre noget, jeg mente var uretfærdigt. Barnlig, rethaverisk og irriterende kan åbenbart gå i arv…

Opvæksten forsvinder aldrig

Vi kan fortrænge, benægte eller gå i terapi, vi kan afskrive familien – men de klistrer. Måske er vi, som vi er, fordi vi er et produkt af vores far og mor, eller også løber vi alt, hvad vi kan, for ikke at blive som vores forældre – men vi er stadig en form for produkt af dem. Forleden så jeg et program om Lars Larsen, og jeg blev faktisk helt rørt over at høre om hans opvækst hos en enlig, skrøbelig mor, som flere gange havde forsøgt selvmord.

”Så tror da pokker, at han har brug for at tjene penge og omgive sig med noget så blødt og dejligt som dyner,” tænkte jeg. For man kan tude nok så meget ned i madrassen, og man kan være træt af sin opvækst og sit ophav, men det går ikke væk af den grund.



Når man som chef får tyret en kuglepen i øjet af en hystade af en middelmådig medarbejder, skal man huske, at hun højst sandsynligt reagerer, som hun gør, fordi hun er produkt af noget, hun ikke selv har valgt. Og når man som hysterisk undersåt bliver ukontrollabelt rasende på en chef, fordi han er så kontrollerende og irriterende, skal man huske, at han bare er, som han er, fordi han har lært det hjemmefra.

Når krudtrøgen har lagt sig, og medarbejderen har sagt undskyld og samlet kuglepennen op, kan man overveje, om man ikke skal tilgive hinanden, fordi vi alle bare er resultatet af vores opvækst. Hver dag behøver ikke at være et chicken-race.

1 kommentar
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Jens Peter Madsen, storyteller

20.03.2015 kl. 09.39

Det fantastiske ved det er jo også at man har mange positive reaktionsmønstre med fra sin barndom - som for eksempel at børn smider ting i hovedet på hinanden og et øjeblik efte leger de igen sammen som om det slet ikke var sket. Barndommen vi bærer med os er ikke blot et åg som vi bærer men også et fantastisk aktiv, hvis vi tør gå i forbindelse med den. Det gælder om at huske, mærke og sanse sin barndom og have det med som et bevidst aktiv i voksenlivet. Det har jeg eksperimenteret med i mit børneliv projekt gennem mange år - Tak for klummen !

0 Kommentar
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.