Når din kollega går ned med flaget

11-02-2015
5 min.

Hvordan hjælper du bedst den kollega eller medarbejder, der er helt nede og bide i græsset på grund af stress og/eller depression? Det findes der ikke en universalløsning på. Men et er sikkert - du kan helt afgjort hjælpe.

’Vi ses på mandag’. Det siger vi velment, men ­også ofte henkastet, når vi drøner ud af døren fredag klokken fyraften for at holde weekend. Men for stress- og depressionsramte er det ofte et stort ønske at kunne sige lige netop dén sætning – også selv om det kan være ­rigtig svært at overskue at skulle møde på arbejdet. For selv om vi ikke føler, vi magter at arbejde, er det lige netop det, vi ­gerne vil, for så er vi jo ’normale’. Men det er altså også helt ­normalt at være stressramt. Desværre.

Det kan dog heldigvis lade sig gøre at blive ved med at sige ’god weekend’ til vores kolleger, selv om vi er gået ned med flaget. Og faktisk er det også tit den bedste løsning, lyder det fra to eksperter.

Om det så bare er en enkelt time om ugen, er det nemlig, så vidt det er muligt, vigtigt at holde fast i arbejdet, mener ­Helle Mørk Balling, HR- og forretningsudviklingschef hos Team Sherpa, og erhvervspsykolog Henriette Cranil fra Psykiatri­fonden. For i langt de fleste tilfælde er det den bedste sikring for at komme helt tilbage i fulde omdrejninger bedst og ­hurtigst.

”Forskningen peger på, at den stressede ikke skal have det alt for fredeligt. Når man resignerer i passivitet, så ved vi, at symptomerne forværres, og der er risiko for, at det varer ved. Samtidig kan angsten for at mistet arbejdet fastholde dem i stressen eller depressionen,” siger Henriette Cranil.

Helle Mørk Balling understreger også, at det har stor betydning at kunne holde fast i sin arbejdsidentitet og i en ’normal’ hverdag.

”Hvis du slipper helt, kommer du til at bokse med tankerne: Hvad tænker de andre om mig, og kan jeg overhovedet komme tilbage til jobbet og finde ud af at løse mine opgaver? Men hele det loop sparer du dig selv for, hvis du ikke trækker stikket helt til arbejdet,” siger Helle Mørk Balling.

Hold fast

Helle Mørk Balling og Team Sherpa støtter og rådgiver stress- og depressionsramte og er med i et forskningsprojekt, der har fokus på at få flest muligt af dem med psykiske lidelser tilbage i arbejde eller uddannelse. Og hun kan altså ikke opfordre nok til enten at holde fast i arbejdet eller hurtigst muligt at vende tilbage, hvis man er én af dem, der er bukket under for stress eller depression.

Det kræver dog den helt rigtige indsats fra både arbejdspladsen, lederen og kollegerne, mener både hun og ­Henriette Cranil.

”Det handler ikke bare om at være en god chef og arbejdsplads. Men det lønner sig, for det er dyrt både menneskeligt og økonomisk ikke at tage det alvorligt og undlade den fulde støtte. Og det viser sig ofte, at du kan mere, end du selv tror, hvis du får den rette støtte,” siger Henriette Cranil.

Nærmeste leder er dog oftest den mest afgørende i ­processen, mener de begge.

Men lederen skal også fare med lempe.

”Som chef skal du vise, at den ramte medarbejder er ønsket, for noget af det, de rammes hårdest på, er selvværdet. Men du skal samtidig også sige, at du er klar over, at de ­ikke kan honorere lige nu, og at det er helt ok. Vi skal være opmærksomme på og forstå, at selv nogle små opgaver, som vi ledere synes er små, kan virke meget store for den ramte medarbejder,” siger Helle Mørk Balling.

Ingen rigide planer

Det er både hendes og Henriette Cranils erfaring, at alle kan gå ned med stress og depression. Og det er som sagt deres erfaring, at de hurtigst muligt skal tilbage på arbejdet, hvis de er sygemeldt. Og her er det igen vigtigt, at lederen tager teten.

”Ring vedkommende op og sig: ’Jeg har stor respekt for det her, og jeg vil meget gerne snakke med dig om, hvordan vi får det løst bedst muligt. Og uanset om det er arbejdsmængden, opgaverne eller relationen, så er det vigtigt at få sat ord på knasterne,” siger Henriette Cranil.

Og så er det også afgørende at få en plan – men endelig ikke en rigid plan, understreger Helle Mørk Balling.

”Man kan fx aftale, at vedkommende i starten kommer ind en time hver anden dag og langsomt trapper op. Det er vigtigt at italesætte, at planen sagtens kan ændre sig mange gange undervejs, og der kan skrues op og ned for arbejdstiden og opgaverne. For jo mere jeg har arbejdet med det her, jo mindre kan jeg sætte en fast formel på, hvad der er det rigtige. Det vigtigste er at lytte til den enkelte og sørge for, at det er et individuelt tilrettelagt forløb,” siger Helle Mørk Balling.

Den bedste støtte fra kollegerne

Chefen er som sagt en afgørende brik, men kollegerne og kulturen på arbejdspladsen i det hele taget kan bestemt også gøre det nemmere for den enkelte at komme tilbage på sporet igen.

Ifølge Helle Mørk Balling er det ofte kollegerne, som først opdager, at der er noget galt. Og så er det med at reagere. Jo før det ­bliver opfanget og jo før, der bliver taget affære, jo større er chancen også for, at vores stress- og ­depressionsramte kolleger kommer på benene igen.



”De kan fx tage fat i vedkommende og sige: ’Du ser ikke så glad ud for tiden, er der noget, jeg kan hjælpe dig med’? ­Eller de kan gå til lederen og sige: ’Jeg ved ikke, om jeg har spottet rigtigt, men den og den hænger lidt med hovedet’.”

Og hvis man har været sygemeldt fra arbejdspladsen, handler det endelig ikke om at behandle den tilbagevendte kollega som et råddent æg, siger Henriette Cranil.

”Det er ikke kollegerne, der har hovedansvaret, men de kan være store bidragsydere til, at miljøet omkring den pågældende er så godt som muligt. De kan fx sige: ’Rigtig godt at se dig’ uden at tillægge det alt for stor og dermed problematisk opmærksomhed.”

Helle Mørk Balling er enig i, at man skal passe på med at gøre et alt for stort nummer ud af den stress- eller ­depressionsramte kollega.

”Ja, det er en hårfin balance. Vi skal selvfølgelig være forstående og hjælpsomme, men det skal heller ikke overgøres. For ingen af os har lyst til at falde uden for fællesskabet og være den, der altid skal tages hensyn til,” siger Helle Mørk Balling.

Og så skal vi huske på, at det kan ske for os alle sammen 
– tro det eller ej.

”Men den, der er gået helt ned med flaget, kan heldigvis komme helt op igen – rejsen varer bare længere end fra sidste uge til nu. Det tager tid – og det er meget individuelt, hvor lang tid det tager, og hvordan det skal håndteres, og dét er ­afgørende hensyn at tage,” siger Helle Mørk Balling.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.