Måske den første djøfer i rummet

25-02-2015
3 min.

Sammen med 50 andre frivillige udvikler Mads Stenfatt rumraketter i fritiden. Et springbræt til at lære nyt og måske også til en tur i rummet.

Mads Stenfatt tager imod i lejligheden i Hellerup nord for København. Bag ham i gangen hænger et billede af Buzz Aldrin – mand nummer to på månen. Mads Stenfatts egne ambitioner rækker ikke helt til en månevandring endnu. Han vil dog gerne en tur i rummet med den raket, som han og kollegerne i foreningen ´Copenhagen Suborbitals´ er ved at udvikle.

”Vi er en gruppe frivillige, som arbejder på at sende et menneske i rummet. Rummet begynder i 100 kilometers højde, så målet er, at en af os skal op i den højde og sikkert tilbage igen. Jeg er projektleder på faldskærmssektionen. Min rolle er at sørge for, at rumkapslen kommer langsomt og sikkert ned igen.”

Mads Stenfatts aftener foregår ofte bag symaskinen i familiens køkken. Her syr han på faldskærme og balluter. En ballute ligner en luftballon med et oppusteligt redningsbælte presset ned over toppen. Et design, der hjælper rumkapslen stabilt ned det første lange stykke, inden opgaven bliver overtaget af en mere klassisk faldskærm.

”Jeg fik en ny symaskine i fødselsdagsgave af min kone. Vores gamle var et rigtigt hakkebræt. Den lille ballute her er det første, jeg har lavet, siden jeg fik symaskinekørekort i folkeskolen.”

Udover at sy regner han på og tester faldskærmene og balluterne. Han blogger også om dem og er lige nu ved at lave en markedsføringsplan for næste testopsendelse, som bliver på Bornholm en gang til sommer. Hvis de to planlagte opsendelser fra havet ud for Bornholm går efter planen, er næste skridt for foreningen at bygge den raket, som skal sende et af medlemmerne ud i rummet.

”Vi har en crash test dummy (testdukke, red.), som vi har testet landinger på. Indtil videre har den mistet et ben, en fod og været ved at drukne. Den er endnu ikke død. Vi bruger den indtil, vi er trygge nok til at sætte et menneske i rumkapslen.”

Hvem, de sender af sted, er endnu ikke besluttet, men Mads Stenfatt har meldt sig i køen til at komme i rummet.

”Min kones reaktion var, at jeg skulle tabe mig lidt, for ellers ville raketten nok ikke komme højt nok op, og min mor er lidt urolig, men ellers synes de fleste bare, det er spændende at høre om.”



I dagtimerne arbejder Mads Stenfatt hos Arriva som ressourceanalytiker i ”det betalte deltidsjob”, som medlemmerne af Copenhagen Suborbitals omtaler deres normale jobs på grund af den tid, de bruger på foreningen. 

Se mere om rumprojektet på
 copenhagensuborbitals.com

Hvornår sender I et menneske i rummet?

”Det er det værste spørgsmål at blive stillet, og det vi altid bliver stillet. Vi har ikke et entydigt svar. Mit gæt er, at det ikke er urealistisk, at vi kan gøre det inden for fem til ti år, hvis vi strammer os an.”

Hvorfor afsender I fra Bornholm?

”Det foregår i et militært øvelsesområde ud fra 12-sømilegrænsen, så vi ender i internationalt farvand. Når vi er der, skal vi ikke spørge nogen om lov. Vi samarbejder dog tæt med de svenske luftmyndigheder og informerer alle, der bør informeres, så der ikke er nogen, der bliver overraskede over pludselige raketaffyringer.”

Hvorfor arbejder du ikke med naturvidenskab?

”Jeg begyndte faktisk at læse fysik, og min kone er også fysiker. Matematikken blev dog for abstrakt, så jeg endte med at tage en HD i afsætning fra CBS.”

Hvad giver det dig at arbejde med raketter?

”Helt basalt er det jo en hobby, hvor jeg har noget at gå op i, som ikke bare er arbejde. Men det er også det at være med til at gøre noget, som ingen har gjort før og at skubbe en grænse.”

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.