Kulturens grundlov

Det var fredag. Jeg sad ved mit bord i direktionssekretariatet. Og for en gangs skyld var jeg i bund. ­Alle de evindelige brandsluknings­notater og ”kan du lige kommentere på denne her”-mails var ryddet af vejen, så jeg ikke alene kunne ­holde fri i  weekenden, men – ­endnu ­vigtigere – kunne møde mandag morgen til en ­dugfrisk indbakke og endelig få hul på ”Det ­Store ­Projekt.”

Jeg manglede bare den sidste mail i indbakken:

Med henblik på vores skriftlige kommentarer fremsendte ministeriet venligst UNESCOS høring om implementering af konvention nummer ditten-dutten-datten om uendelig-lang-snørklet-titel og noget med kulturel mangfoldighed.

Åh, gud. Det var en stinker. Med dobbelt stank og høringsfrist mandag morgen.

Jeg mærkede mig selv synke sammen foran computeren. 

Det ville jo tage tre fulde arbejdsdage at svare på det skidt. Jeg ville være nødt til at identificere de områder, der faldt ind under konventionen … og kontakte de relevante medarbejdere … og bede om deres input … og rykke dem fem gange … og skrive deres ubehjælpsomme bidrag sammen til noget, der gav mening … Og før jeg overhovedet kunne komme så langt, ville jeg … åh, gys og gru … være nødt til at læse konventionen.

Og så var vi slet ikke begyndt at overveje den detalje, at alt dette her skulle ske inden mandag morgen.

For helvede!

Få kilometer væk var min smukke ­kone ­allerede klar til at tage hul på weekenden med en herlig flaske Pinot Noir og børnene ­pacificeret med iPads, og nu skulle jeg ringe 
og sige at…  På grund af en skide konvention, som INGEN MENNESKER I HELE VERDEN interesserede sig for.

Fandme, nej.

Få minutter senere havde jeg – venligst – sendt vores skriftlige biddrag: ”I kan stikke 
jeres forpulede konvention skråt op.”

Eller på djøfsk:

”… betragter konventionen som et afgørende instrument for styrkelse af kulturens stilling i samfundet – herunder ikke mindst for sikringen af den kulturelle mangfoldighed - men vurderer dog ikke, at konventionen - hvad angår vores konkrete aktiviteter - er relevant for institutionens opgaveportefølje.”

Tag den FN-typer!

Mandag morgen var jeg på vej ned til mit bord for at tage hul på ”Det Store Projekt”, da mit blik blev fanget af dommedagstyperne på forsiden af kultursektionen i avisreolen.

”Danmark sylter implementering af kulturens grundlov.”

Mystisk? Var der en grundlov for kulturen? Og hvem var de stakkels fjolser, der havde syltet den?

Jeg var halvt henne ved reolen, da jeg bemærkede et iøjefaldende ord i versaler strøet ud over teksten: ”UNESCO”.