Fortællinger virker

Fortællingen som form er stærk og effektiv, fordi den styrer vores opmærksomhed og farver vores opfattelse af et givent emne.

Derfor er fortælling et meget populært og anvendt redskab i en række forskellige sammenhænge. Det er fx ikke tilfældigt, at politiske partier, der fortæller godt som Dansk Folkeparti, har fremgang. Mens partier, der fortæller dårligt som Socialdemokraterne, har 
tilbagegang. 

Det siger litteraturforskeren Leif ­Søndergaard. Hans udgangspunkt er ­litteraturhistorien og hans egen forskning i fortælleformer. Samtidig bruger han sin litterære indsigt til at tolke ­såvel aktuelle som historiske samfundsforhold. Og forskellen mellem roman og virkelighed er faktisk mindre, end mange tror, fremhæver han.

”Min forskning viser, at den ­faktiske og den fiktive fortælling er formet på samme måde, og at den opfattes på samme måde. Så om fortællingen er sand eller falsk, er med andre ord ikke altid afgørende for dens gennemslagskraft. Det giver fortælleren en nøgle­rolle,” siger Leif Søndergaard.

Som første eksempel på en indflydelsesrig fortæller peger han på journalisten og forfatteren Tom Buk-Swienty, der skrev bestsellerne 'Slagtebænk Dybbøl' og 'Dommedag Als'.

Bøgerne gør en 150 år gammel krig frisk, levende og nærværende, og derfor turde man i DR sprænge alle rekorder og investere over 170 mio. kr. i Ole Bornedals tv-serie, der bygger på Tom Buk-Swientys udlægning af begiven­hederne.

”Så uden Tom Buk-Swienty var 150­-­året for Danmarks store nederlag til Tyskland nok blevet markeret, men det havde aldrig fået den folkelige appel, som en dyr og stærkt omdiskuteret tv-serie skabte,” fastslår Leif Søndergaard.

Nøglen til bøgernes succes er ifølge Leif Søndergaard, at Tom Buk-Swienty bruger de samme plot-drevne greb og virkemidler, som romanforfattere har brugt igennem flere hundrede år; at han bygger sine personer op på samme måde som i en roman. Samt at han bruger filmiske virkemidler ved at zoome ind og ud og ved at skifte scener og synsvinkler.

”Rent indholdsmæssigt, synes jeg, Tom Buk-Swientys store scoop er, at han også viser den prøjsiske side af historien og fortæller, at deres soldater var nøjagtig lige så rædselsslagne som vores egne,” siger Leif Søndergaard.

Virkelige fortællinger sælger

En anden journalist, der har haft succes med at fortælle samtidshistorie med greb fra den fiktive fortælletradition, er Peter Øvig Knudsen, der har solgt flere bøger end langt de fleste skønlitterære forfattere herhjemme.

”Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden er ligesom Buk-Swientys ­bøger tæt understøttet af kildemateriale, men de er fortalt som en krimi med en række karakteristiske genretræk. Vi ­følger sideløbende bandens aktiviteter og ­politiets efterforskning og blænder frem og tilbage mellem de to lejre op mod det dramatiske højdepunkt: Røveriet i Købmagergade.”

Leif Søndergaard mener, at det er et godt spørgsmål, om vi overhovedet havde interesseret os så ­meget for ­Blekingegadebanden, hvis det ikke havde ­været for Peter Øvig Knudsens bøger.

”Peter Øvig gør fx ­politibetjenten Jesper Egtved Hansens død i Købmagergade nærværende for os, mens vi har sværere ved at forholde os til alle de danske soldater, der i de senere år har måttet lade livet eller helbredet som følge af vores aktivistiske udenrigs­politik. Det viser, hvor stærkt fortællinger virker – og dermed også, hvor stor indflydelse den dygtige fortæller kan få på os,” siger Leif Søndergaard.

Både Peter Øvig Knudsen og Tom Buk-Swienty er eksponenter for en ­tendens i bogbranchen, som er, at ­virkeligheden sælger.

”Også mange af vores ­skønlitterære forfattere blander fakta og fiktion i deres bøger. Knud Romer har skrevet en roman om sin barndom, som har trukket ham og Nykøbing Falster frem af anonymiteten. Hanne Vibeke Holst har skrevet om sin far, Knud Holst, og gjort ham mere kendt, end han selv ­formåede som digter; og Claus Beck-­Nielsen har taget sammenblandingen af fiktion og fakta til helt nye højder ved at udslette og begrave sig selv og sit navn – for så at genopstå under et nyt navn.”

Disse litterære forfattere imødekommer et stort behov hos nutidens læsere.

”Vi vil læse om noget, der rent faktisk er sket. Det er ikke længere nok med en ’det kunne være sket’-ramme omkring fortællingen. Vi vil have den ægte vare, eller også skal vi i hvert fald bringes i tvivl,” siger Leif Søndergaard.

Det har den politiske nyhedsformidling også opdaget. Her har medier og journalister været meget optagede af, hvad der rent faktisk skete i en kælder under Odense Congress Center den 3. juni i år.

Pokerspil i Venstre

”Ifølge en af de fortællinger, journalisterne har fortalt om opgøret mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen om formandsposten i Venstre, er deres møde i kælderen et pokerspil, 
og spillet handler om, hvem der blinker først,” siger Leif Søndergaard.

”Det gjorde Kristian Jensen, og det skete, fordi han indså, at Lars ­Løkkes begær efter at forblive Venstres ­leder var så stor, at Løkke var parat til at skade og splitte partiet for at få sin 
egne ambitioner opfyldt.”

I en helt anden fortælling havde Lars Løkke Rasmussen faktisk besluttet, at han ville overlade formandsposten til Kristian Jensen, men så mødte han to helt almindelige danskere på en rasteplads. Og de overtalte ham til at forblive som Venstres leder. Denne fortælling dukkede først op et halvt år efter begivenhederne i kælderen i Odense, og den blev fortalt af Løkke selv i en bog af to politiske journalister.

”Kun tiden kan vise, hvilken fortælling der vil blive stående som den, danskerne tror på. Men at de er så vidt forskellige, understreger en vigtig pointe i fortællingens natur: Der findes ikke én sandhed eller én virkelighed, men kun forskellige udlægninger af sandheden og virkeligheden. Og det ­giver jo igen fortælleren en nøglerolle,” siger Leif Søndergaard.

Dansk Folkeparti fortæller godt

Leif Søndergaard er ikke i tvivl om, hvilket politisk parti herhjemme, der fortæller den bedste historie om sig selv: Dansk Folkeparti (DF), der ­ifølge en meningsmåling i slutningen af sidste år for første gang overhalede ­både Venstre og Socialdemokraterne som landets største parti.

”DF har forstået, at den mest effektive måde at få folk i tale er at bruge fortællinger. Den menneskelige bevidsthed er nemlig litterær. Vi forstår simpelthen bedst igennem fortællinger, viser hjerne­forskningen. Derfor er fortælling også så effektiv som politisk kommunikation,” siger Leif Søndergaard.

Dansk Folkepartis succesopskrift er at holde fast i nogle ganske få fortællinger, som de kører igen og igen i forskellige variationer, forklarer han.

”DF har en ret stærk social profil i forhold til gammeldanskerne – ikke mindst blandt de ældre medborgere. 
Og partiet er stærkt kritisk over for fremmede – indvandrere, ­flygtninge og organisationer med hovedsæde uden for Danmark. Når budskaberne er så klare, bliver det lettere at finde fortællinger, der understøtter dem. Når 
de andre partier diskuterer komplicerede spørgsmål som fx konsekvenserne af den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og arbejdskraft inden for EU, taler Dansk Folkeparti om at genindføre en grænsebom, så vi kan holde det alt sammen ude. Det er et enkelt og letforståeligt billede – vi ser det for os – og så betyder det mindre, at billedet ­ikke giver særlig meget mening i den virkelige verden. Det virker, og de andre partier har tilsyneladende svært ved at finde modtræk.”

Socialdemokratiet fortæller dårligt

Et af de partier, der har det sværest ift. Dansk Folkeparti er Socialdemokraterne, som ifølge valgforskerne er blevet forladt af en stor del af de vælgere, som i dag stemmer DF. Men Socialdemokraternes evne til fortælling er heller ­ikke særligt god efter Leif Søndergårds ­mening. Han ser finansminister Bjarne Corydon som partiets ledende fortæller i disse år.

”Corydons og Socialdemokraternes fortælling er, at de vil bevare velfærden ved at skære i den, og den fortælling er altså meget svær at afsætte til partiets kernevælgere. Selv så dårlig en sag som dagpengeforringelserne, som Social­demokraterne stemte imod, før de kom i regering, er de i dag så forpligtet på, at de straffer et af deres egne folketingsmedlemmer (Jan Johansen, red.), når han i solidaritet med partiets oprindelige fortælling om velfærd og lighed går imod partilinjen og forsøger at udbedre nogle af dagpengeforringelserne.”

Men handler Jan Johansen-sagen ­ikke om, at han er en blåøjet idealist, som ikke har begreb skabt om realpolitik?

”Nej, jeg mener, han er realist. Et ­parti kan ikke blive ved med ­nærmest konsekvent at gå imod sin egen ­fortælling – uden at blive straffet. ­Socialdemokraterne har som det første ledende regeringsparti siden ­1970´erne kurs mod at miste regeringsmagten 
efter kun en enkelt periode, og ­partiet bløder, fordi det har svigtet sin egen grundlæggende fortælling. Uligheden i det danske samfund er voksende på Socialdemokraternes vagt, og partiets ledende kræfter taler om en konkurrence- frem for en velfærdsstat. Det gør man ikke ­ustraffet.” 

Læs mere: