Professor på halvt blus

Kan man nøjes med at være en halv professor? Det spørgsmål har historieprofessor ved Universitetet i Fribourg i Schweiz, Claude Hauser, ofte fået fra undrende kollegaer i branchen i de 12 år, han har delt sin stilling ”lige over” med en kollega.

”Det må være udtryk for jalousi,” ­siger han med et smil.

For han mener, sagtens det kan lade sig gøre, hvis man har gjort sig klart, at man må prioritere benhårdt, selvom det koster på karrierekontoen.

”For mig var det et naturligt valg. Jeg har fire børn, og min familie er meget vigtig for mig. Det handler om livskvalitet, og jeg er glad for, at jeg traf beslutningen, selvom det uden tvivl har haft konsekvenser for min karriere. Jeg har publiceret mindre, haft færre under­visningstimer, et mindre antal stude­rende, og så er jeg nok gået glip af invitationer til spændende forskningskonferencer fra tid til anden. Du må fra start gøre op med dig selv, hvad der er vigtigt for dig i dit liv. Om du føler, at du kan få noget meningsfuldt ud af en halv arbejdsuge. Og så må du opstille nogle realistiske mål. Min ­kone arbejder også 50 procent, og det har fungeret rigtig godt for os alle årene. Vi fortsætter derfor med det, selvom børnene i dag er blevet store.”

Da Claude Hauser og hans kollega i sin tid ansøgte om at dele en professorstilling, var de langtfra sikre på, at det kunne lade sig gøre, da det var et ­up­røvet koncept på universitetet.

”Det var særligt det økonomiske, der optog dem. Vi blev spurgt ind til, om vi virkelig havde gjort op med os selv, hvad det ville koste i tabt ­arbejdsløn. Og om vi var bevidste om, hvilken ­betydning det ville få for os, når vi engang skulle leve af ­pensionen. De hæftede sig til gengæld ikke så ­meget ved, hvordan vi ville organisere ­arbejdet rent praktisk.”

Kræver meget koordinering

Ifølge Claude Hauser bør man over­veje et delejob grundigt, før man kaster sig ud i det. Man skal sørge for, at man har valgt den rette kollega, og man skal være opmærksom på, at det ikke ­bare handler om at ”splitte stillingen op i to”. Selvom samarbejdet fungerer godt og er givtigt og konstruktivt for begge parter, oplever universitetsprofessoren, at han bruger mere tid på at drøfte og tilrettelægge arbejdet med sin makker end kollegaerne, der ”kører deres egen biks”. Da stillingen i sin tid blev ­oprettet, drøftede de med universitetet, hvad der skulle ske, hvis der opstod samarbejdsproblemer. Om de i givet fald skulle finde en anden at dele stillingen med eller gå op på fuld tid. Sådanne formaliteter skal være på plads, fastslår Claude Hauser.

Han er en af pionererne inden for jobdeling i den schweiziske universitetsverden, men i dag er modellen ­blevet mere udbredt:

”Jeg oplever, at et stigende ­antal ­inden for min branche deler jobbet med en kollega. Der er ikke mange ­professorstillinger, så det kan give god ­mening, at man deles lidt om dem, der er. For yngre kvindelige forskere kan det skabe en mere hensigtsmæssig balance mellem familielivet og karrieren. Det her med at dele magten kan imidlertid forekomme vanskeligt – særligt for mænd – fordi det kan opleves som et prestige- og magttab og som udtryk for, at man ikke giver opgaven fuld prioritet. Men tiderne skifter, og flere og flere er enige i, at selvom det professionelle liv betyder meget, er det også vigtigt at veje det op mod den samlede livskvalitet,” siger Claude Hauser.