“Sig det dog for fanden, som det er”

Efter mange år som kommentator og analytiker af den politiske retorik i medierne har retorikprofessor Christian Kock udviklet en slags “arbejdsskade” i form af en bullshit-detektor. Han kan ikke slå den fra, og det kan være helt pinefuldt at se en politisk spørgetime i Folketinget, hvor modangreb, drillerier, fortielser, grovheder og forskydninger er en del af debatkulturen.

“Mennesker, der systematisk taler på den måde, ville vi ikke kunne holde ud i vores daglige omgang med familie, venner og kolleger. Vi ville vende ryggen til dem og sige: 'Hold op med det der!' Ved at prøve at omsætte de her tricks til daglige situationer kan vi bedre høre, hvor anstødelige de er,” siger Christian Kock.

Støt dalende troværdighed

Djøfbladet har sat professoren i stævne i anledning af hans nye bog ’De lytter ikke’, som han har skrevet sammen med den retorikuddannede journalist Magnus Boding Hansen. Bogens titel er en reference til Christian Kocks første bog ’De svarer ikke’ fra 2011 om politikeres udenomssnak. I ’De lytter ikke’ deler journalisterne hovedrollen med politikerne.
Bogen er et vink med en vognstang til Danmarks journaliststand om, at de skal øve sig i at udfordre politikernes svar, der alt for ofte smyger sig uden om spørgsmålene. Befolkningen har nået et mæthedspunkt, mener forfatterne.

“Vi tror, at politikernes udenomssnak og andre uskikke er en medvirkende årsag til, at der er en stigende utilfredshed, som man godt kan kalde politikerlede. Jeg kan ikke bevise, at uskikken er blevet værre, men jeg tror, at flere i befolkningen er blevet opmærksom på den og trætte af den,“ siger Kock.

Han henviser til, at siden man begyndte at måle forskellige faggruppers troværdighed i 2009, er politikernes oplevede troværdighed sunket år efter år, så den i dag har den laveste placering af alle faggrupper.

Politiske tricks og journalistiske modtræk

Bogen har karakter af en håndbog, der gennemgår konkrete og nyere eksempler fra mediedækningen af dansk politik, hvor politikeres forskellige retoriske tricks dissekeres og begrebsliggøres af forfatterne. Til hvert retorisk trick opstiller Kock og Boding Hansen på bedste bagkloge vis et journalistisk modtræk, der kunne have udfordret politikernes svar bedre.

For undertegnede journalist er bogen sjov læsning, da man (desværre) genkender en del af bogens eksempler, hvor journalisten stiller sig tilfreds med politikernes ikke-svar. Et eksempel: Under folketingsvalget tørner Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) sammen i en debat, hvor de diskuterer flygtningepolitik. Miskommunikationen mellem de to er total, og mens Thorning undviger at svare på Løkkes kritik ved en såkaldt emneforskydning, undviger Løkke at svare på Thornings kritik ved at gå til modangreb. Han anklager Thorning for, at “Nej, der er rigtig mange ting, du ikke forstår.” Her bør journalisten have en opdragende rolle og påtale Løkkes grovhed og samtidig afkræve Løkke et svar på Thornings kritik af Venstres politik, mener Kock og Boding Hansen.

Udenomssnak giver forfremmelser

Eksemplerne i bogen er ikke kun fra erfarne politikere. Politiske novicer som folketingskandidaterne Yahya Hassan fra Nationalpartiet og Anders Stjernholm fra Alternativet (ingen af dem blev valgt, red.) bruger også udenomssnak, der er en rutineret politisk ordfører værdig.

Hassan og Stjernholm er jo nye i politik, og alligevel har de allerede lært sig den her udenomssnak. Hvad skyldes det?

“Det, tror jeg, er en form for socialisering, der sker i den politiske sfære. Jeg tror, at der er en kultur i den politiske verden, hvor det at kunne snakke udenom opfattes som et politisk talent. Tag Henrik Sass Larsen eller Morten Bødskov fra Socialdemokraterne eller Sophie Løhde fra Venstre og den slags typer. De er steget i graderne ved at kunne de her ting,” siger Christian Kock, der ser lignende tendenser i embedsværket.

“Desværre ses det her også i Djøf-sfæren. Rigtig mange jobannoncer for stillinger i administrationen indeholder ordene ’politisk tæft’. Dét, man mener med det, er, at man kan de her ting. Jeg synes, at både vi iagttagere og djøfere, der er i systemet, skal kæmpe imod,” siger Christian Kock og peger på graverjournalisten Jesper Tynells bog ’Mørkelygten’, der afslører, at embedsmænds lydighedspligt over for ministeren nogle gange har forrang for sandhedspligten.

Borgerne vil have budskaberne råt for usødet

Men er den her kultur med udenomssnak ikke opstået, fordi vælgerne straffer politikerne, hvis de taler rent ud af posen?

“Nej, jeg tror egentlig, det er medierne, der straffer politikerne, og politikerne er bange for medierne. Og det retter jo søgelyset mod medierne, der er så optaget af at hænge politikerne ud. For eksempel for at have skiftet mening eller være uenig med deres partifæller. Det at blive klogere er jo en rimelig god menneskelig egenskab, og det vil vælgerne i de fleste tilfælde belønne, men medierne er tilbøjelige til at korsfæste de politikere, der opfører sig sådan,” siger Kock.

Sandheden er altid bedre end udenomssnak, mener Kock, og det er journalistens opgave at aftvinge politikerne ordentlige svar, hvis de ikke gør det frivilligt.

“Mange af de reelle begrundelser for, at man har en bestemt politik, er ikke særlig ideelle. For eksempel kan det være, at man skal spare penge. På uddannelsesområdet ved vi godt, at fremdriftsreform og dimensioneringsreform er sparetiltag, og at fremdriftsreformen er kommet som et resultat af, at man droppede at lave en SU-beskæring. Jamen, så sig det dog for fanden, som det er,” opfordrer Christian Kock.