"Jeg kan nemt sætte mig ind i mange nye ting"

18.11.2015

af

Vibeke Tyrre Pedersen er netop startet i nyt job i Danmark efter ti år i henholdsvis Beijing og Boston. Det er de internationale erfaringer frem for hendes cand.oecon. baggrund, der gav hende jobbet.

Da Vibeke Tyrre Pedersen tog til Beijing for ti år ­siden var det som medfølgende hustru. Hun havde fået orlov fra jobbet i to år. Men to år blev til fem og ­siden til yderlige fem i Boston, og hun var ikke længere sikret et job at ­vende hjem til. Det betød, at hun i ny og næ fik den tanke, om hun overhovedet kunne få et job, når familien besluttede sig for at vende hjem til Danmark igen.

”Jeg havde hørt fra mange, at det kan være svært, når man har været medfølgende hustru, men så tænkte jeg, at så måtte jeg jo bare skabe mit eget job.”

Og det var fuldstændig sådan, det ­foregik, da hun ­boede i udlandet. For ganske vist tog hun ud som medfølgende ­hustru, men der gik ikke længe, før hun selv var i job. Mens familien var i Beijing, netværkede Vibeke ­Tyrre Pedersen sig til et job som freelance­økonom hos en dansk kvinde, der ­ansatte personale til OL-afviklingen. ­Siden fik hun et job som engelsklærer i en børnehave via en kinesisk bekendt. Og hun arbejdede også hos Europæisk Rejseforsikring i Beijing i et år.

Særlige kompetencer som expat

Da familien på fem senere flyttede til USA, kontaktede ­Vibeke Tyrre ­Pedersen Den Danske Skole i Boston, fordi hun gerne ville fortsætte med at undervise – denne gang på ­modersmålet. Hun kom til at undervise både børn og ­voksne, der stod over for at skulle til Danmark. Siden blev hun ansvarlig for hele ­skolen. Og hun underviste også i dansk for flere amerikanske sprogs­koler via Skype.

Det var også via Skype, at hun landede sit job i Danmark – rent faktisk havde hun samtaler på to forskellige job – et ­økonomjob og ét i en helt anden boldgade. Hun blev tilbudt dem begge.

Da Vibeke Tyrre Pedersen ikke kunne dokumentere ti år med klassiske Djøf-job, fremhævde hun  både i CV og ­under samtalerne  de kompetencer, der er blevet styrket i alle de år, hun har været i udlandet. Hun er fx blevet en eminent ­netværker.

”Og så lagde jeg meget vægt på, at jeg meget nemt kan sætte mig ind i ­mange nye ting og lynhurtigt kan ­finde ud af, hvor man får oplysninger fra. Jeg ­pointerede, at jeg er god til at samarbejde med andre, der måske ikke ­lige har den samme profil og baggrund som jeg. Samtidig har jeg gentagne ­gange set, at ting kan foregå på andre ­måder end den danske, og det gav stof til efter­tanke.”

Det gik op for hende, at den danske måde faktisk ofte er at foretrække.

”På den måde bliver tingene sat lidt i perspektiv, og det ­betyder også, at man måske har en mindre tendens til at ­brokke sig,” siger Vibeke Tyrre ­Pedersen.

Hun kunne som nævnt vælge ­mellem to job – et barsels­vikariat hos ­Region Midtjylland og et job som såkaldt ­’Relocation Officer’ hos Aarhus Universitet. Hun takkede ja til det sidste.

”Her kan jeg bruge mine ­personlige expat-erfaringer. Jeg skal hjælpe udenlandske professorer med alt ­lige fra opholdstilladelser, ­arbejdstilladelser, sygesikring, bolig og børnehave. ­Udover mine egne erfaringer har jeg via min sprogskoleundervisning talt med en masse udlændinge, der var på vej til Danmark – så jeg ved, hvad de ­gerne vil vide, og hvad de gerne vil ­have ­støtte til.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet