Feministen, der vil sætte prostitution fri

18-11-2015
10 min.

Blandt USA's gadeprostituerede oplevede vicegeneralsekretær i den danske afdeling af Amnesty International, Trine Christensen, hvordan prostitutionsforbud udsætter sexsælgerne for stigmatisering og øget risiko for overgreb.

Amnesty har solgt sin sjæl”, skrev en harmdirrende kønsdebattør, da Amnesty International på en konference i Dublin besluttede sig for, at man fremover vil arbejde for en global afkriminalisering af prostitution.

Dermed hældte Amnesty en stor sjat benzin på en debat, der altid har været benhård og polariseret. Mens fortalerne for at lovliggøre prostitution – eller sexarbejde, som de foretrækker at kalde det – drog et lettelsens suk over Amnestys udmelding, trak andre i harnisk.

“Amnestys beslutning tilgodeser og beskytter alfonser, menneskehandlere og bordelejere frem for de mange, som tager skade af et liv i prostitution. Amnesty svigter med sin beslutning de prosti-tuerede ved at ignorere de økonomiske og voldelige strukturer, der knytter sig til prostitution, og som medfører, at flertallet af prostituerede udsættes for yderligere marginalisering, udnyttelse, vold og undertrykkelse,” lød det fx i en pressemeddelelse fra LivaRehab, Center for behandling og rehabilitering af kvinder.

Midt i debatten stod vicegeneralsekretær i Amnestys danske afdeling Trine Christensen, der blev modtaget af journalister med snurrende kameraer, da hun efter konferencen i Dublin landede i Kastrup Lufthavn.

Foto: Ricky John Molloy
Blandt USA's gadeprostituerede oplevede vicegeneralsekretær i den danske afdeling af Amnesty International, Trine Christensen, hvordan prostitutionsforbud udsætter sexsælgerne for stigmatisering og øget risiko for overgreb.
Blå bog

Alder:  44.

1999: Cand.merc.int. Handelshøjskolen (i dag CBS).

1999-2010: Researcher for Amnesty i USA.

2010-2013: Policychef i Amnestys danske afdeling.

2013-: Vicegeneralsekretær i Amnestys danske afdeling.

Bor i Holte og har to børn.

“Jeg måtte forklare, at det jo ikke er fordi, at vi i Amnesty er begyndt at tro på idéen om den lykkelige luder. Det handler om at hjælpe dem, der vil ud af prostitution, og at give dem, der vælger at leve af at sælge sex nogle ordentlige forhold. Og ingen af de to grupper bliver hjulpet ved en krimi-nalisering,” siger Trine Christensen på sit lille kontor i Amnestys danske hovedkvarter ved Gammel Torv i København.

Reolerne er tæt pakket med ringbind og bøger om menneske-rettigheder, og på væggen hænger en plakat med et af foto-grafens Richard Mosses pink DR Congo-motiver. På bordet ligger den mauretanske fange Mohamedou Ould Slahis ’Dagbogen fra Guantánamo’ som en trist påmindelse om, at selv vestlige demokratier har svært ved at overholde de mest basale menneskerettigheder.

”Efter murens fald var der kæmpe håb om, at der nu ville ske fremskridt for demokrati og menneskerettigheder, og det gik da også bedre i et par år. Men efter angrebene i USA den 11. september var det trist at se, hvordan mange lande nu begyndte at gradbøje menneskerettighederne,” siger Trine Christensen, der selv oplevede angrebet på World Trade Center på nærmeste hold.

Voldtaget af betjente

Året før saudiarabiske selvmordsterrorister styrede to kaprede passagerfly ind i de ikoniske skyskrabere på Manhattan, var den nyuddannede Trine Christensen flyttet til byen med sin kæreste. Her havde hun næsten tilfældigt fået job i Amnesty Internationals nyopstartede amerikanske researchafdeling. Trine Christensen besøgte indianerreservater for at undersøge vold og voldtægt af indianske kvinder, og hun lavede research i storbyernes prostitutionsmiljøer for at skrive om vilkårene for hjemløse LGBT-personer (Lesbian, Gay, Bi- og Transsexual).

”Det var virkelig intenst at stå under broerne med de hjemløse i Los Angeles og Chicago og New York. Det var her, jeg første gang kom i kontakt med hele problematikken om kriminalisering af sexarbejde, for det var noget, en del af de hjemløse LGBT-personer var tvunget ud i,” siger Trine Christensen.

Modsat Danmark, hvor både køb og salg af seksuelle ydelser er lovligt, og kun rufferi er kriminaliseret, er alle tre ting ulovligt i USA.

”Det åbnede mine øjne for, hvor dårligt prostituerede blev behandlet af politiet, netop fordi de var kriminaliserede. Jeg glemmer aldrig, da jeg talte med en indiansk, transseksuel kvinde, der var blevet gennempryglet og voldtaget af to politibetjente i Los Angeles, da hun var ude og sælge sex. Hun ville jo aldrig fortælle politiet om sådan et overgreb, for hun var jo allerede selv ved at gøre noget ulovligt ved at sælge sex,” siger Trine Christensen.

USA kriminaliserer ikke kun sexkunder, men også sælgere, og er dermed mere restriktiv i forhold til prostitution end Danmark og endda Sverige, hvor sexkøb er forbudt ved lov. Trine Christensens research overbeviste hende om, at alle aspekter af prostitution bør afkriminaliseres.

Forbud hjælper ikke

Derfor var hun enig i den beslutning, som Amnesty International efter flere års grundig research og store diskussioner, kom frem til under mødet i Dublin. En beslutning, der er en del af en international trend, hvor også WHO og Human Rights Watch nu taler for afkriminalisering, forklarer Trine Christensen.

”Vi kunne bare se, at kriminalisering af prostitution gør sexarbejderne mere udsatte for vold og seksuelle overgreb fra både kunder og politi, der ofte har straffrihed. Samtidig gør et forbud det sværere at bekæmpe hiv og aids,” siger hun.

Som feminist var det ikke lige let for Trine Christensen at være genstand for den kritik, som eksempelvis Dansk Kvinde-samfund rettede mod Amnestys beslutning.

”Det var hårdt at få at vide, at vi går alfonsernes ærinde, for det mener vi jo ikke, at vi gør. Alle er jo enige om, at sex-arbejderen selv skal afkriminaliseres. Den store diskussion handler om, hvorvidt køberne og rufferne skal kriminaliseres eller ej. Men fronterne er trukket utrolig hårdt op,” siger Trine Christensen.

Hvor den ene fløj groft sagt mener, at sexsalg er et almindeligt erhverv, der fuldt ud bør legaliseres og sidestilles med alle mulige andre erhverv, mener den anden fløj, at prostitution er skadeligt og kvindenedgørende, og at man ved at kriminalisere køberen og bagmanden sender et vigtigt signal om, at det er forkert.

”Op til vores beslutning har vi talt med begge parter. Det har været en utrolig hård diskussion, hvor begge beskylder den anden part for at være antifeministisk og underminere kvindernes rettigheder. Man putter konstant hinanden i kasser og skyder hinanden ting i skoene,” siger Trine Christensen, der understreger, at der er stor forskel på steder som USA eller Hong Kong, hvor alle aspekter af prostitution er forbudt, og Danmark, hvor kun rufferi i dag er ulovligt.

Forskelsbehandling i plantagens biograf

Et ofte hørt hjemligt argument mod prostitution er, at mange af de prostituerede kommer fra hårde kår. Og at det i sig selv er skadeligt at være prostitueret. Men det afviser Trine Christensen, er det generelle billede.    

”Der er ikke videnskabeligt belæg for, at sexarbejdere har flere traumer med sig i bagagen end andre og derfor er prostituerede. Men er man havnet i prostitution på grund af en dårlig barndom, har man jo brug for psykologfaglig hjælp til at komme ud af prostitution. Så ikke engang denne udsatte gruppe bliver hjulpet af kriminalisering,” siger hun.

Hun tilføjer, at Amnesty International jo fortsat arbejder for at bekæmpe tvang og trafficking af prostituerede. Og at man herhjemme meget gerne så flere offentlige midler afsat til at hjælpe sexarbejdere, der vil skifte branche.

At Trine Christensen har skabt en karriere, der fokuserer på internationale problematikker som prostitution og menneskerettighedskrænkelser, er måske ikke så underligt. Skønt hun er født i København, tilbragte hun halvdelen af sin barndom i Singapore, Portugal og Tanzania, hvor hendes far var ansat som maskinmester på en sukkerplantage. Moren var hjemmegående, mens Trine og hendes søster gik på en international skole. Når plantagens kantine hver søndag blev omdannet til biograf for plantagearbejderne, opstod en situation, som føltes forkert, selvom den otteårige Trine Christensen ikke rigtig kunne sætte fingeren på problemet.

”Der var en ordning, hvor de to forreste stolerækker var forbeholdt de hvide børn. Så mens plantagearbejderne kom i god tid og stod i kø for at få en god plads, behøvede min søster og jeg jo bare komme i de sidste fem minutter, inden filmen startede,” siger Trine Christensen.

Da Tanzanias socialistiske præsident, Julius Nyerere, på et tidspunkt nationaliserede sukkerproduktionen, blev rollerne byttet om.

”Nu skulle vi lige pludselig sidde bagerst i biografen, og jeg kan huske, at det satte mange tanker i gang. Jeg tænkte, at det var absurd, at vi i første omgang skulle sidde foran, bare fordi vi var hvide.”

11. september 2001

Efter nationaliseringen flyttede den lille familie i et par år til Langeland og derefter til Portugal. Som 15-årig vendte Trine Christensen tilbage til Danmark og endte måske ikke så overraskende med en international uddannelse i sprog og økonomi fra Handelshøj-skolen. Som nyuddannet 28-årig fik hun arbejde i Amnestys researchafdeling i New York. Kvinden, der skulle blive hendes chef, havde tilfældigvis været på ferie i Danmark og efterladt sit kort på Amnestys danske kontor, hvor Trine Christensen arbejdede frivilligt.

Sammen med sin kæreste fandt hun en lille lejlighed i Greenwich Village i New York. I en periode var der problemer med det varme vand i boligen, hvorfor parret tog bad i det lokale træningscenter. Da Trine Christensen en septembermorgen havde overstået sit morgenbad og gik udenfor, undrede det hende, at alle folk på gaden stod og stirrede ind mod det sydlige Manhattan.

”Jeg tænkte, at der måske var sket en ulykke, og kiggede ned ad gaden, men kunne ikke få øje på noget. Så jeg spurgte folk, hvad det var, de kiggede på. Så pegede de op, og jeg kiggede op på den øverste del af tårnene, som røgen bølgede omkring,” fortæller Trine Christensen.

Hun nåede at ringe og sige til sin søster, at hun var okay, inden telefonnettet brød sammen. Så tog hun hjem til sin chef.



”Vi stod på min chefs tag, mens tårnene faldt sammen. Så gik vi op til Sankt Vincents Hospital for at donere blod.”

Finanskrise og fyringer

Angrebet satte den lille researchafdeling under pres. Både personligt – fordi en af Trine Christensens kollegaer mistede sin far under angrebet – men også professionelt, fordi Bush--administrationens ’krig mod terror’ med The Patriot Act, hemmelige CIA-torturfængsler og oprettelsen af lejre, som den i Guantánamo, underminerede menneskerettighederne i hidtil uset grad. Et mere lavpraktisk, men hårdere angreb på Amnestys arbejde kom med finanskrisen. En del af organisationens mest gavmilde støtter gik konkurs samtidig med, at organisationens medlemmer pludselig havde færre penge. Den faldende finansiering betød, at Amnesty måtte fyre hver tredje ansatte i New York. Trine Christensen fik lov at blive, men kun i en deltidsstilling. Samtidig blev den research, hun havde lavet i flere år, skåret væk.

”Det var et kæmpe chok. Men jeg tog en beslutning om, at jeg ikke ville blive og arbejde deltid, fordi jeg vidste, at jeg så ville blive ked af det og bitter,” siger hun.

Det spillede også ind, at hun og kæresten havde fået børn og mere og mere savnede familien i Danmark. Selvom det ikke var en let beslutning, forlod de New York. 

”Lige da vi var flyttet hjem, må jeg indrømme, at jeg på et tidspunkt sad bag hækken i Holte og tænkte, ’hvad har jeg gjort’. Men så sms’ede min søster og spurgte, om jeg havde set, at Amnesty i Danmark søgte en policychef. Det havde jeg ikke, for jeg stod med flyttekasser og børn. Men jeg søgte og fik jobbet. Og så blev jeg glad igen,” siger Trine Christensen.

Jobbet som vicegeneralsekretær er anderledes end da hun tog på research-ture til amerikanske indianerreservater. En stor del af arbejdet handler om at have det overordnede ansvar for alt fra medlemskontakt, lobbyarbejde og kampagner samt ikke mindst fund-raiserindsatsen, hvoraf en stor del af de indsamlede midler kanaliseres via hovedorganisationen i London og ud til forskellige kontorer i Afrika, Latin-amerika og Asien.

En anden del af arbejdet består i at lægge stemme til Amnestys holdning om alt fra afkriminalisering af prostitution til en bred vifte af menneskerettighedsproblematikker over hele verden. Når man så afslutningsvis beder hende vurdere, hvordan det på et globalt plan går med de menneskerettigheder, som det hele jo handler om, er svaret ikke specielt opløftende.

”Globalt er der i disse år en stor modbevægelse og kritik af menneskerettighederne, som mange ser som en form for vestlig imperialisme. Og vi ser lande som golfstaterne og Kina få større global magt på grund af deres økonomiske betydning, selvom de krænker menneskerettighederne. Det store håb er selvfølgelig, at verdens civilsamfund kan gøre en forskel, som det skete med Det Arabiske Forår. Det er befolkningen, der skal bære kampen videre,” siger hun.  

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.