EU systematiserer billig arbejdskraft

Med en europæisk ungdomsarbejdsløshed på omkring 25 procent har Juncker-Kommissionen valgt at bruge 14,7 milliarder euro på uddannelsesområdet, og som en del af det nye initiativ kan kandidater med en universitetsuddannelse komme i praktik. Praktikstedet får gratis arbejdskraft og kandidaten et stipendium på mellem 275 euro og 425 euro om måneden.

Simikka Marie Hansen og Ditte Holm Sørensen har begge sagt ja tak til EU-Kommissionens tilbud om at udforske det europæiske arbejdsmarked. Tidligere udvekslingsophold satte gang i drømmen om at få fodfæste på et arbejdsmarked uden for Danmark. Og de mener begge, kommissionens nye ordning har givet dem præcis den mulighed.

”EU-programmet er helt klart en motiverende faktor og en af grundene til, at jeg valgte at gøre det,” siger nyuddannet psykolog Ditte Holm Sørensen fra Københavns Universitet, der skal i praktik hos en forsker på Edinburgh Universitet.   

”Dels føler man sig ikke fuldstændig arbejdsløs, og dels er det et startskud. Man laver noget meningsfuldt, og man får nogle penge for at lave det, også selvom det ikke er specielt mange penge,” fortsætter hun.

Programmet gav også Simikka Marie Hansen, der har en kandidatgrad i byplanlægning og kommunikation fra ­Roskilde Universitet, mod på at flytte tilbage til Berlin, og praktikpladsen hos det tyske cykelforbund ADFC har ­indtil videre givet hende en tidsbegrænset deltidsstilling samme sted.

”Hvis jeg havde taget mine dagpenge med i de tre måneder, man kan, så havde sandsynligheden for, at jeg havde fået et job, nok ikke været så stor. Nu er jeg kommet ind den anden vej, hvor jeg har været en arbejdskraft i otte måneder for stort set ingen penge, som så har ført til et job. Det, synes jeg, har været en super positiv oplevelse,” siger Simikka ­Marie Hansen.

Det smager af udnyttelse

Jørgen Stamhus, lektor på Institut for Økonomi og ­Ledelse i Aalborg, mener, det nye europæiske program er dybt ­problematisk, og at hjælpen fra EU resulterer i udnyttelse.

”Når man har et eksamensbevis i hånden, så er man ­ikke i målgruppen for praktik længere. Så skal man finde et job på jobmarkedet. For mig at se, er det en institutionalisering af noget løntrykkeri på EU-plan. Her sætter EU-Kommissionen det jo i system, og det, synes jeg, er meget problematisk,” ­siger han.

”Det kommer nemt til at minde om, at man udnytter nogle færdige kandidater til noget, der minder om almindeligt lønarbejde og så benævner det praktik. Hvem kontrollerer, hvad de laver? Det er der ingen, der gør. Det er i strid med den danske model, hvor princippet er, at har du en kandidatgrad, så har du også ret til en kandidatløn.”

For Ditte Holm Sørensen i Edinburgh betyder ordningen et legat på rundt regnet 330 euro om måneden, når hun på­begynder sin praktik, og hun er udmærket klar over den økonomiske udfordring.

”Stipendiet og de penge, jeg har sparet op, prøver jeg at strække ud over nogle måneder, så jeg frem til januar kan ­leve et hæderligt liv. Men jeg søger allerede et deltidsarbejde, for jeg ved godt, at jeg bliver nødt til at have et ekstra arbejde ved siden af praktikken,” siger hun.

EU-Kommissionens talsperson for Uddannelse, Kultur, Ungdom og Sport, Nathalie Vandystadt, vil ikke stille op til interview. I et skriftligt svar til djøfbladet afviser hun kritikken og understreger, at kommissionen ser praktikopholdet som en del af kandidaternes uddannelse, selvom opholdet ­ikke giver ECTS-point, og at virksomheder derfor ikke kan påkræves at betale løn til kandidaterne.

Simikka Marie Hansen udfordrede dog den præmis. Hendes uopfordrede ansøgning til det tyske cyklistforbund ADFC gav hurtigt pote, og så hun stillede ét krav: 

”Jeg sagde til dem, at jeg ikke kunne få det til at løbe rundt, hvis der ikke var en eller anden form for løn fra deres ­side, for jeg fik kun 375 euro om måneden fra Erasmus+. Og det gik de med til, så jeg fik 300 euro om måneden fra forbundet.”

Ikke praktik, men elendigt lønnede jobs

Tilbage på Aalborg Universitet undrer det arbejdsmarkedsforsker Jørgen Stamhus, at EU-Kommissionen fastholder, at nyuddannede kandidater er i praktik, når programmet ikke indeholder uddannelseselementer.

”Praktik er en fin ting, og det er en etableret del på en række uddannelser, også her i landet, men der skal være et uddannelsesmæssigt sigte med det, og det skal uddannelsesinstitutionen kontrollere,” siger han og uddyber:

”Der er ikke sat noget læringsmål op i de her programmer, og i det øjeblik kandidaterne bliver udskrevet af uddannelsesinstitutionerne, har de ikke mere med dem at gøre. Det bliver nemt til en slags lønarbejde, der er elendigt aflønnet.”

I Berlin oplevede Simikka da heller ikke nogen EU-krav til praktikstedet. Hun indgik på lige fod med forbundets øvrige ansatte.

”I hele min praktikperiode har jeg stort set ikke haft noget at gøre med universitetet. Jeg fik en helt normal oplæring af medarbejdere, og jeg blev kastet lige ud i det. Så jeg ­føler ­også, at jeg har fået rigtig meget ansvar – måske også mere end, hvad man kunne forvente, men jeg synes jo bare, det har ­været fedt.”

Fraråder universiteterne at godkende programmet

Det europæiske initiativ kommer ifølge ­Jørgen Stamhus ikke til at ryste det ­danske arbejdsmarked – fagbevægelsen vil ­ganske enkelt ikke acceptere det. Og han mener ­ligefrem, landets uddannelsesinstitutioner skal tænke sig godt om, før de anbefaler ­opholdet til deres nye kandidater.

”Jeg tror ikke, det får stor udbredelse her i landet, for fagforeningerne vil ikke se med milde øjne på, at virksomheder begynder at tage udenlandske akademikere ind uden at betale dem en løn. De vil nok også ­vælge Danmark fra, for de kan ikke leve her for den slags penge grundet vores høje leve­omkostninger,” siger han.

”Det er meget uklart for mig, hvilket ­uddannelsesmæssigt sigte programmet har. Den enkelte kandidat kan se det som en ­investering i egen fremtid, men det er ikke en ordning, jeg mener, danske uddannelsesinstitutioner skal beskæftige sig med og ej ­heller blåstemple.”