Demokratieksport i krise

Jørgen Elklit (JE): ”Siden 1990’ere har man haft den opfattelse, at demokratier med ordentlige valg, inddragelse af civilsamfundet, et retssystem og stærke institutioner var det, man skulle sikre. Det blev ikke anfægtet, og andre samfundsindretninger blev ikke taget alvorligt. Når det blev formuleret højtideligt, var der henvisninger til menneskerettighederne og retten til at deltage i styringen af eget land. Også i ­modtagerlandene var der en forestilling hos nogle om, at det var den vej, man ville. Hvis vi ser på det i dag, er nogle ting bedre, men ikke så meget at man får tårer i øjnene.”

AS: ”Hvordan vil du forklare den udvikling?”

JE: ”Det første er, at man skal forstå den lokale kontekst ­bedre. Der er for mange ’one-size-fits-all’ fejl. Valg kan nemt ­cementere de lokale sociale opdelinger, som ofte er vigtigere end valget selv. Fx kastesystemet i Nepal, etnisk stemmeafgivning i Afrika eller opdelingen mellem sunni- og shia-muslimer i Irak. I Kenya i 2007 var den tekniske optælling af ­resultatet helt afgørende, da kandidaterne Odinga og Kibaki fra hver sin etniske koalition ville blive nærmest lige store. Det havde ­donorerne ikke fattet, og da det system fik lov at svigte, eksploderede tingene. Det samme i Irak i 2005, hvor opgørelsesmåden betød, at sunnierne blev underrepræsenteret i den grundlovs­givende forsamling. Det har jo haft fatale konsekvenser.”

AS: ”En sikker kontekstforståelse betyder vel også, at man ved præcist, hvordan det lokale politiske spil fungerer? Men betyder vores måde at anskue tingene på, at vi dybest set ikke forstår konteksterne?”

JE: ”Tingene bliver afgjort lokalt, og det handler om at få ­adgang til de reelle beslutningstagere. Men ofte har folk ­nogle relationer til hinanden, som ikke er tilgængelige for os. Hvordan Irak i virkeligheden fungerer er svært at forstå i Washington og København. Det kan der være en tilbøjelighed til at glemme. På den anden side, i Lesotho i 2001, forsøgte vi at bryde et dødvande omkring valgsystemets indretning. Da ­lederen af valgkommissionen i Ghana og jeg sad alene med ­justitsministeren, som havde betydelig magt, fordi han var den stærke mand i LCD (politisk parti i Lesotho, red.), kom gennembruddet, da han forstod vore idéer. Det gælder om at opnå den slags situationer, men det er meget svært at sætte på en formel. Og så hjælper det jo heller ikke, at vi så hurtigt udskifter personalet på ambassaderne, og at vi pludselig trækker os ud af lande, hvor kontinuitet måske ville give os en chance for at fordybe os.”

Fra unipolaritet til multipolaritet

AS: ”En anden faktor er den nye multipolaritet. Vestens evne til ensidigt at sætte den internationale dagsorden er aftagende, og lande som Kina og Rusland har en større udenrigspolitisk rækkevidde. I hvor høj grad er unipolaritet en forudsætning for succesrig demokratipromovering?”

JE: ”Det entydige internationale pres på udviklingslandene er væk. BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, red.) trækker sig på visse punkter bort fra en vestlig retning. Kinesisk indflydelse i Afrika styrker andre modeller og ­andre samarbejder, hvor modtagerlandet ikke skal leve op til ­donorernes normer. Og så giver de vestlige lande selv, inklusiv Danmark, køb på menneskerettighedsidealerne, når det er hensigtsmæssigt, som i forhold til Tibet og Kina. Hvorfor skal et fattigt afrikansk land så ikke have lov til at gøre det samme?”

Manglende forståelse for folkedybet

AS: ”En tredje faktor er tvivlen om den folkelige forankring af demokrati i udviklingslandene. Hos de politisk relevante folkelige kræfter er der ikke-demokratiske strømninger, som ­afviser menneskerettighederne, og som vil have vestlig indflydelse ud, for eksempel IS i Mellemøsten, Al Shabaab i Somalia, Boko Haraam i Vestafrika. De har et værdisæt, som vi ikke vil ­røre med en ildtang, men nogle steder har de en stærkere folkelig forankring end de civilsamfundsaktører, som vi har ­yndet at støtte, som ofte er i mindretal i hovedstaden, der er oplært i vores sprogbrug. Hvad sker der, når de mennesker, vi så som ligesindede, giver udtryk for nogle livsanskuelser, vi ikke kan vedkende os?”

JE: ”Her er vi ved kernen. Hvordan skal spændingen mellem det og vore forskrifter løses? Lider de af falsk bevidsthed, eller ved vi faktisk bedre? Det er et rigtigt vanskeligt dilemma. Udgangspunktet er et ønske om at gøre det bedste, men i Vesten har vi historisk haft opfattelsen, at vi ved bedst. Jeg mener stadig, at demokrati er bedre end noget andet – ingen tvivl om det – men når vi har svært ved at indføre det, hvor står vi så?”

Vestens legitimitet er udfordret

AS: ”Glansen er i et vist omfang gået af den vestlige samfundsmodel, som tidligere var ledestjerne for forskellige folkelige bevægelser globalt, båret af begreber som frihed, national selvbestemmelse, menneskerettigheder og demokrati. Men ­denne aktive omfavnelse er svær at få øje på nu. Foruden finans-, ­miljø- og flygtningekriserne har Vestens renommé ikke haft godt af, at demokratipromoveringen i nogle sammenhænge er blevet associeret med militære og økonomiske interesser.”

JE: ”Den vestlige model har nogle steder mistet troværdighed. Hvis vi behandler mennesker forskelligt, hvor er vi så med hensyn til lighed? Hvordan kan USA med sin sociale og økonomiske ulighed være et forbillede? Når vi selv bliver set som et land med en nedladende holdning til fremmede, og når EU ikke gør noget ved et land som Ungarn, hvad er der så i vores model, der er så yndigt? Man kan godt forstå, at der er nogen, der undrer sig. Men det betyder jo ikke, at vores ­model slet ikke har noget at tilbyde, for det synes jeg bestemt, den har.”

AS: ”Nogle mener, at danske handelsinteresser sagtens kan varetages over for autoritære lande. Samtidig skærer vi i ­støtten til de multilaterale organisationer. Er det ikke en dårlig idé at lade handel være styrende for vores forhold til verden nu, hvor multipolariteten stiger? Som et lille land bør vi vel primært tilstræbe international orden?”