Britiske partier screener kandidaters talent

Da The Conservative Party i 2001 endnu en gang gik til parlaments­valg med en opstillingsliste domineret af hvide mænd, besluttede man internt i partiet, at det var på tide at se på, hvordan man kunne få en mere mangfoldig repræsentation. Man bad derfor erhvervs­psykolog og forsker Jo Silvester, der tidligere havde hjulpet virksomheder med den samme problematik, om hjælp.

På det tidspunkt blev ansøgere, der ønskede at stille op for de konservative, bedt om at gennemgå et evalueringsforløb, baseret på et program fra officersskolen Sandhurts, der primært fokuserede på, hvor gode ansøgerne var til at formulere sig og debattere. Hvis man bestod forløbet, kom man på en liste over godkendte kandidater og kunne herefter ansøge om at blive opstillet i en lokal valgkreds. Valgkredsene kunne dog også vælge at gå udenom listen og nominere deres egen kandidat, og kritiske røster i partiet mente, at hele proce­duren gav mænd uddannet fra eksklusive privatskoler med stærke netværk en unfair fordel.

Jo Silvester, professor i psykologi ved City ­University ­London, blev bedt om at udvikle et nyt ­evalueringsforløb, som dels skulle være moderne, grundigt og objektivt og ­baseret på den bedste praksis fra erhvervslivet, og dels ­skulle gøre processen mere transparent og fair over for kvinder og ­minoritetsgrupper

For at indkredse, hvilke kompetencer en dygtig politiker skal besidde, interviewede Jo Silvester og hendes kolleger en lang række medlemmer af The Conservative Party og fandt ud af, at der generelt var bred enighed om, hvad en politiker skal kunne.  

”Det er vigtigt, at politikere kan kommunikere deres visioner og værdier ud og give vælgerne en grund til, at de skal vælge dem. De skal desuden være empatiske og kunne knytte relationer til andre samt være gode til at samle støtte. ­Robusthed er vigtigt, fordi politik er et virkeligt hårdt arbejde, der kræver engagement døgnet rundt. Man skal for eksempel være i stand til at håndtere negativ pressedækning,” forklarer Jo Silvester. 

Kloge-Åger trækker stemmer

Det bedste pejlemærke for, hvor godt en politiker vil præstere, er, ifølge professoren, intelligens.

”Vi har det med at overse det faktum, at politikere har brug for intelligens for at kunne håndtere den komplekse ­rolle, det er at være politiker, men da vi undersøgte de konservatives resultater ved valget i 2005, fandt vi ud af, at der var en ­signifikant korrelation mellem evnen til analytisk kritisk tænkning og kandidaternes evne til at trække stemmer hjem. Det er ­ikke den eneste faktor, men det er en af de vigtigste,” fortæller Jo Silvester.

Én slags politikere var dog ikke populære. Neurotikere – ­følelsesmæssigt ustabile personer – blev af deres kolleger ­bedømt til at være mindre effektive politikere.

Den britiske forsker har sidenhen udført en lignende ­undersøgelse blandt lokalpolitikere over hele det politiske spektrum, der bekræftede resultaterne.

”Vores analyse af svarene viste, at der synes at være en høj grad af enighed om, hvad en dygtig politiker skal ­kunne. Der er ikke forskel mellem de forskellige partier. Den ene ting, der adskiller partierne, er politisk overbevisning. De er ­ikke overraskende meget opmærksomme på, at deres ­kandidater har det pågældende politiske partis værdier,” forklarer Jo ­Silvester.

Efter at have kortlagt den dygtige politikers anatomi lancerede Jo Silvester et nyt evalueringsforløb for de konservative bestående af fem øvelser: Kompetenceinterview, offentlig tale, intray-øvelse, gruppeøvelse og en psykometrisk test, der efterfølgende er blevet ændret til et skriftligt essay. Forløbet tager seks timer, og alle øvelser er knyttede til aspekter af det at være politiker og adskiller sig ikke synderligt fra, hvad man vil kunne opleve under et ansættelsesforløb i en virksomhed.

”I gruppeøvelsen ser bedømmerne på, hvordan den individuelle kandidat er i stand til at interagere med andre kandidater, når de sammen skal løse et problem, mens man i intray-øvelsen skal vise, hvordan man vil prioritere information. Det kompetencebaserede interview er ikke bare en sludder for en sladder. Man bliver bedt om at bevise, hvornår og hvordan man har demonstreret bestemte kompetencer, for eksempel engageret et stort publikum og udvist hårdførhed og beslutsomhed,” understreger Jo Silvester.

Ansøgerne bliver bedømt på fem kriterier: Kommunikationsfærdigheder, intelligens, evne til at relatere til andre mennesker, anlæg for at lede og motivere, robusthed og drive samt politisk overbevisning. Bedømmelserne bliver foretaget af et firepersoners panel, som består af to parlamentsmedlemmer og to andre partimedlemmer plus en ekstern bedømmer, der alle er blevet trænet i at bruge kriterierne.

”Den store forskel på det nye system, og det, man ­havde før, er, at man tidligere ikke havde et sæt af kriterier, som de forskellige bedømmere brugte konsekvent. ­Bedømmerne får heller ikke mere lov til at se kandidaternes cv’er, så de kan kun vurdere dem på, hvordan de klarer sig i øvelserne,” ­forklarer hun.

Mere mangfoldighed

Siden indførslen af det nye evalueringsforløb har The Conservative Party oplevet en kraftig fremgang af kvindelige politikere og politikere med minoritetsbaggrund. Hvor der i 2001 blev valgt 14 kvinder fra de konservative ind i Underhuset, blev der ved det seneste valg stemt 68 kvinder ind, og hvor de konservative i 2001 ikke havde et eneste parlamentsmedlem med minoritetsbaggrund, blev der ved seneste valg stemt 7 kandidater ind. 

Jo Silvester mener dog ikke, at hun kan tage æren for ­forbedringerne.

”Det, evalueringsforløbet har gjort, er at sætte fokus på, hvordan man kan identificere og udvikle politisk talent. De fleste går ind i politik, fordi de har adgang til personer, der kan hjælpe dem med at opbygge et netværk og få ­kontakter, men det har folk med minoritetsbaggrund og kvinder i mindre grad adgang til. Så der er brug for flere formelle procedurer for at få dem frem. Vi lavede en undersøgelse af ledere med minoritetsbaggrund i den offentlige sektor, og det er ­tydeligt, at de har fundet det sværere at komme ind på den politiske arena, fordi de mangler mange af de uformelle kontakter til det politiske miljø, der kan hjælpe dem. Vi ser det langsomt ændre sig, men vi er langt længere fremme nu i forhold til at forstå, hvorfor vi har problemer, og hvad vi kan gøre. Men der er ikke er nogen nem løsning, vi må fortsætte med arbejdet,” siger hun.