Det var skønt at have en digital succes at prale af. Der var bare lige ét problem, fortæller Per Helge Sørensen i sin klumme.
”Er der ikke engang noget, vi kan djøffe op?”
Projektlederen rystede på hovedet: ”Jeg kan ikke se, hvad det skulle være.”
Jeg sukkede opgivende. Vi havde lovet ministeriet, at i år ville vi lave en ambitiøs indsats over for ”de unge brugere”. Direktionen havde været fuldstændig klar i mælet, da det blev meldt ud tidligere på året: ”Denne gang mener vi det.”
Men den melding, man havde hørt i systemet, var: ”Denne gang mener vi det … heller ikke.”
Måske fordi direktionen havde bakket deres klare melding op med – som sædvanlig – ikke at afsætte penge til den ”ambitiøse indsats”.
Og så var det pludselig december. Og vi sad med årsberetningen. Og akut behov for en ”indsats” … eller et ”initiativ” … eller en eller anden form for ”aktivitet”, der med passende brug af sproglige virkemidler kunne djøffes op til at være ”ambitiøs”.
Jeg skimmede forgæves indberetningerne fra de forskellige afdelinger. Det værste var, at der sad en journalist klar til at slagte os derude. Sidste år havde han anklaget os for at ”svigte de unge” på en helsides inde i avisen. Hvis vi ”svigtede igen”, ville det blive en forside på kultursektionen. Med alt, hvad der fulgte af samråd og §20-spørgsmål. Hele foråret ville gå med at producere bortforklaringer til ministeren.
”Altså … de lavede jo en app ovre i arkivafdelingen,” forsøgte projektlederen.
Jeg orkede næsten ikke at svare. En app? Ja, hurra. Den tidsalder, hvor en organisation automatisk blev ”ung og innovativ” af at lave en app, var jo ligesom overstået. SKAT havde en app. Tyg på den.
”Jeg ved ikke, hvor mange brugere den har,” fortsatte han, ”men den fik en pris.”
Jeg vendte mig med pludselig interesse: ”Hvilken pris?” En ”prisvindende app” kunne man måske arbejde med.
Få timer senere var afsnittet klar. To fulde sider om vores ambitiøse digitale satsning, som ville åbne arkiverne for den unge målgruppe, og som var blevet belønnet med … prisen for årets bedst strukturerede app på programmørforeningens årsmøde. Eller som der stod i årsberetningen: ”Det, mange kalder en digital Oscar.”
To måneder senere blev jeg faktisk helt stolt, da jeg så teksten på tryk i årsberetningen. Sådan! Jeg forsøgte at se avisoverskriften for mig: ”Prisvindende arkiv-app bringer styrelse i front på ungeområdet.” Måske med en forsidehenvisning?
Følelsen varede, helt indtil lederen af arkivet stod ved mit bord samme eftermiddag.
”I er med på, at den er blevet lukket, ikke?” Han pegede på app-artiklen i den nytrykte årsberetning. ”Programmørerne var glade, men der var jo ikke rigtig nogen, der brugte den.”
Og så var det pludselig ikke svært at forestille sig overskriften for sig: ”Styrelse lukker prisvindende unge-app.”
Der ville helt sikkert være en henvisning fra forsiden.
Ledige stillinger