Selvom Danmark rangerer som verdens mindst korrupte land, stikker vi os selv blår i øjnene, hvis vi tror, at korruption slet ikke eksisterer herhjemme.
Transparency International definerer korruption som: Misbrug af betroet magt for egen vindings skyld. Korruption har mange ansigter og kan findes som nepotisme, afpresning, bedrageri, underslæb og bestikkelse.
Ifølge Transparency Internationals årlige korruptionsindeks var Danmark i 2014 verdens mindst korrupte land.
Tidligere i år vågnede den danske offentlighed op til noget af en overraskelse, da politiet i en koordineret aktion arresterede 13 personer og varetægtsfængslede seks mænd, heriblandt offentligt ansatte. Ifølge politiets sigtelse har de anholdte været involveret i at give og modtage bestikkelse, konkret ved at offentlige indkøbere har modtaget penge og rejser af to IT-firmaer, som de købte ydelser hos.
Sagen har fået Region Sjælland til at annullere indkøb af IT-udstyr for 126 millioner kroner.
Og selvom sagen endnu ikke er ført for en domstol, er der på baggrund af den viden, der hidtil er sluppet ud, tale om en grov og alvorlig korruptionssag, vurderer statsautoriseret revisor og formand for Transparency Internationals danske afdeling, Knut Gotfredsen.
”Der er ikke tale om et enkelt beklageligt fejltrin, men om en kynisk praksis, som har medført kriminalitet så grov, at strafferammen ikke bare er en mindre bøde, men op til seks års fængsel. Korruptionen er tilsyneladende udført konsekvent og meget systematisk gennem en årrække,” siger Knut Gotfredsen.
At offentligt ansatte fængsles i en bestikkelsessag er langt fra normalt i Danmark, der i 2014 lå på en førsteplads på Transparency Internationals årlige opgørelse over korruptionsniveauet i landes offentlige sektorer. Selvom Danmark med en score på 92 af 100 mulige point ligger forrest i det globale felt, skal vi ikke tro os fuldstændig korruptionsfri, mener Andreas Christensen. Han er advokat og partner hos Horten Advokater og arbejder blandt andet med at rådgive offentlige indkøbere om indkøbs- og udbudsprocesser. Et område, hvor Andreas Christensen oplever, at firmaer ofte går over stregen i deres forsøg på at smøre de offentlige indkøbere til at indgå aftaler.
”Jeg oplever, at offentlige indkøbere bliver tilbudt for eksempel ’uddannelsesophold’ i et eksotisk land, hvis han køber et bestemt produkt. Når man så spørger ind til turens indhold, så handler det mere om fornøjelse end uddannelse,” siger Andreas Christensen.
Hvornår et uddannelsesophold er relevant, og hvornår det er smørelse, er ofte en gråzone. Andreas Christensen har oplevet, at en klient blev inviteret på produktionsbesøg med inkluderet skiferie. En anden klient blev uden faglig grund inviteret til Sydeuropa – formelt for at besigtige materiel – reelt for, at producenten kunne traktere den mulige indkøber med gode middage og oplevelser. Begge dele er ulovligt. Offentligt ansatte må i situationer som disse stort set ikke modtage nogle former for gaver eller ydelser fra klienter, påpeger Andreas Christensen. Det vil nemlig kunne stille spørgsmålstegn ved, om den offentligt ansatte bruger skattepengene optimalt – og derudover kan firmaers udgifter til rejser og restaurantbesøg i sidste ende kun betales ved, at produktet bliver dyrere.
”Det har sommetider været svært at vinde lydhørhed omkring, at der foregår noget problematisk. Derfor hilser jeg denne her sag velkommen, selvom den er forfærdelig for de mennesker, der er involveret,” siger Andreas Christensen.
Når Andreas Christensen oplever, at det kan være svært at skabe lydhørhed over for problemet med private firmaer, der på ulovlig vis tilbyder offentligt ansatte rejser og middage i forventning om fyldte ordrebøger, kan det måske hænge sammen med, at Danmark er et af verdens mest tillidsfulde og mindst korrupte lande. Det skyldes, at man i efterhånden mange hundrede år har haft stort fokus på at bekæmpe korruption, forklarer post.doc. i historie Mette Frisk Jensen, der er projektleder på danmarkshistorien.dk, som drives af forskere fra Aarhus Universitet.
”Stærkt forenklet kan man sige, at vores korruption i dag er så lav, fordi vi har opfattet den som et problem siden 1600-tallet. Siden enevældens indførelse i 1660 har kongen haft behov for dygtige og loyale embedsmænd til at konsolidere og udøve sin magt.”
Konkret fratog kongen adelens monopol på at sidde i magtfulde embeder. I stedet forsøgte man aktivt at frembringe en veluddannet stand af embedsfolk, kaldet kongelige tjenere, der skulle være juridisk uddannede, og som blev ansat ud fra deres evner i stedet for deres klasse.
Adelsfolk med de rette kvalifikationer kunne fortsat blive kongelige tjenere, men fælles for dem alle var, at de skulle sværge troskab til kongen og ikke mindst over for kongens kasse, statskassen. Mens dygtige embedsfolk blev forfremmet og hædret, blev korrupte og tyvagtige embedsfolk fyret og retsforfulgt.
Allerede i 1676 bliver både det at give og modtage bestikkelse gjort kriminelt, og i de følgende årtier vedtages en række love som kriminaliserer bedrageri og underslæb for embedsmænd.
Mette Frisk Jensen har skrevet ph.d. om graden af korruption i det danske embedsværk i starten af 1800-tallet, og her kunne hun se resultatet af flere hundrede års fokus på problemet.
”Allerede i begyndelsen af 1800-tallet har man fået gennemført en kultur, hvor der stort set ingen bestikkelsessager er. De fleste sager, der på dette tidspunkt rejses mod embedsmænd, drejer sig om underslæb,” siger Mette Frisk Jensen.
Mellem 1819-1829 opretter centralmagten i København desuden et rejsehold af højesteretsdommere og kontrollanter, der rejser rundt i landet og tjekker regnskabsbøgerne hos rigets embedsmænd.
”Det er helt afgørende, at man etablerer en retsstat, der effektivt kan opdage og retsforfølge korrupte embedsfolk. Samtidig får man efterhånden indført en såkaldt weberiansk forvaltning, som særligt fokuserer på at ansætte embedsfolk efter deres evner og ikke deres baggrund. Man ansætter ikke bare sin fætter eller svigersøn, og det fører gradvist til en professionalisering af embedsværket,” siger Mette Frisk Jensen.
De flere hundrede års fokus på problemet har gjort, at Danmark i dag er relativ lidt korrupt, hvilket kan være medårsag til landets høje niveau af social tillid og måske også til den store opbakning til velfærdsstaten. En opbakning, der formenlig ikke ville være lige så stor, hvis befolkningen oplevede, at de mange skattepenge forsvandt i korruption, mener Mette Frisk Jensen.
Korruptionsniveauet har dog ikke kun været nedadgående siden enevældens tid.
Spørger man Knut Gotfredsen om, hvorvidt der de seneste 10 år har været en stigning i korruptionen i Danmark, svarer han forsigtigt bekræftende.
”Ja, det vil jeg nok sige, men det skyldes især en række sager i den finansielle sektor, hvor der særligt inden krisen har været gode muligheder for lettjente penge,” siger Knud Gotfredsen.
Det er formentlig årsag til, at undersøgelser viser, at danskerne generelt opfatter landet som mere korrupt end for fem år siden.
“Man havde en periode fra 1980, hvor man stille og roligt deregulerede finanssektoren, og hvis du ikke laver en regulering og håndhæver den, så vil der altid være nogle svage sjæle, der falder for fristelsen. Men lige efter, at man kom sig efter chokket over finanskrisen, begyndte myndighederne dog at genindføre dele af tidligere tiders regulering,” siger Knut Gotfredsen.
Mette Frisk Jensen påpeger, at selvom vi i de seneste år har oplevet en række korruptionssager, er Danmark stadig et af verdens mindst korrupte lande. Hvor Danmark som nævnt har en score på 92 point ud af 100 på Tranparency Internationals korruptionsindeks, så scorer to ud af tre lande under 50 point.
”Man skal ikke skrive, at der ikke er korruption i Danmark, for det er der. Men det er nærmest uendeligt meget værre i alle andre lande. I Danmark kan du ikke bestikke myndighederne, såsom en politibetjent eller en dommer, og du skal ikke have penge op af lommen på borgerservice. Vores politikere har ikke villaer i Monaco eller en bankkonto på Caymann Islands. Den slags finder sted i andre lande,” siger Mette Frisk Jensen.
Kort fortalt drejer sagen sig om, at ansatte i de to IT-firmaer Atea og 3Ait i en årrække har bestukket offentlige indkøbere til at indkøbe services. Bestikkelsen har bl.a. bestået af dyre middage, rejser til Dubai og USA, samt angiveligt et løfte om at sponsorere travbanen i Nykøbing Falster. Alle nægter sig skyldige. Formanden for Transparency Intertational Danmark, Knut Gotfredsen, er overrasket over sagens omfang, og at den tilsyneladende har strakt sig over flere år:
“Sagen har fået mig til at tænke på et Hitchcock-citat: `To mennesker kan kun holde på en hemmelighed, hvis den ene er død’. Der har været så mange involveret, at det er utroligt, at de kunne holde det hemmeligt så længe,”.
Stjal fra kongen
Omkring midten af 1600-tallet var det moderne ideal om den ubestikkelige statstjener langsomt ved at slå igennem i takt med statsmagtens vækst, og de ældre feudale leveregler blev anset for korruption. Ifølge opslagsværket Den Store Danske er Danmarkshistoriens måske mest berømte eksempel på korruption fra København i 1640’erne. Christian 4.s svigersøn Corfitz Ulfeldt var udnævnt rigshofmester, det højeste embede i kongeriget, og han udnyttede sin position til at stjæle enorme summer til sig selv.
Massebestikkelse
FN’s Olie for mad-program, der blev etableret i 1995 for at afbøde sanktionerne rettet mod Saddam Husseins styre i Irak, er blevet kaldt for verdens største korruptionsskandale. Halvdelen af de 4.500 virksomheder, der havde handlet med den irakiske indkøbscentral, havde betalt bestikkelse, dokumenterede en uafhængig undersøgelseskommission under FN i 2005.
Ifølge FN var 22 af virksomhederne danske, men efter at Bagmandspolitiet havde vurderet beviserne, blev retsopgøret skåret ned til at omfatte 14 danske virksomheder. I et forlig med den danske stat valgte 13 af virksomhederne frivilligt at betale fortjenesten på Irak-handlerne til statskassen, heriblandt Novo Nordisk, som betalte den største sum på 30 mio. kr. Den sidste danske virksomhed blev dømt skyldig i retten.
Grådige borgmestre
I landets kommuner er der også flere berømte sager om korruption. I 1981 blev den daværende socialdemokratiske Aalborg-borgmester Marius Andersen tvunget til at gå af og senere idømt seks måneders fængsel for at have modtaget bestikkelse fra en storentreprenør i form af et mosgrønt badeværelse.
I Farum-sagen idømmes tidligere Venstre-borgmester Peter Brixtofte to gange to års ubetinget fængsel for mandatsvig og embedsmisbrug. På baggrund af Brixtoftes forbrug af dyre vine og restaurantbesøg fastsatte retten også en vejledende øvre grænse for offentligt ansattes forbrug ved restaurantbesøg på 1.000 kr. pr. kuvert.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER