Tue Holmberg er ejer og adm. direktør i HolmbergInc.
Ja, overskriften har selvfølgelig helt bevidst en vis kant. Ikke desto mindre mener jeg, at pointen holder hele vejen. Gennem de sidste 16 år har jeg haft fornøjelsen at rådgive et væld af virksomheder om god kommunikation, herunder i høj grad inden for Employer Branding, medarbejder- og rekrutteringskommunikation. Employer Branding er helt kort disciplinen at markedsføre en virksomhed som arbejdsgiver med det mål at kunne tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere.
Jeg har bevæget mig på tværs af brancher, sektorer og virksomhedstyper. Private, offentlige og ja, jeg har også arbejdet med advokathuse (og revisorer, der har nogle af de samme udfordringer). Nåh ja, så er jeg da for resten også selv medlem af Djøf.
Sådan har vi altid gjort
Undervejs i min karriere er jeg igen og igen stødt på det samme fænomen. Når det kommer til advokatbranchen – og i særligt høj grad på de større kontorer – virker det, som om man kun kan finde ud af at gentage sig selv.
Grundtesen er, at det at være advokat er en livsstil. Og med det menes, at arbejdet groft sagt kommer før alt andet. Målsætningen for en ung jurist skal per definition være at blive partner. Ellers er vedkommende ikke tilstrækkeligt ambitiøs (eller dygtig). Sådan har det været for partnerne, for partnerne før dem, og partnerne…
Talenterne forsvinder
Formlen har altså bevist sit værd, og den er der derfor ingen grund til at ændre på. Og så måske alligevel. Ikke for alle, men jeg tror, at der ligger en gylden forretningsmulighed for den advokat, der samler den op. Idéen er så enkel, som den nærmest kan blive: advokatkontoret med nogenlunde normale arbejdstider. For når man som jeg kommer lidt omkring, møder man igen og igen den samme profil.
Her er tale om en yngre jurist/advokat, der er begyndt i advokatbranchen, men kun for at forlade den efter nogle få år. Det sker, når de må erkende, at deres ønske om at have tid til at have familie og venner ikke er foreneligt med livet som klassisk advokat. De er hverken slappe, dumme, dovne eller mindre dygtige end deres kolleger. Mange af dem, jeg har mødt, har tværtimod været knivskarpe.
Fælles for dem er blot, at de mener, at der er mere i livet end bogstaveligt at stå til rådighed på mail og telefon 24 timer i døgnet syv dage om ugen.
Et af de seneste eksempler var en kvindelig advokat, der havde nået Director-niveau – altså sidste skridt før partnertitlen. Hun var blevet mor og havde nu indført sin egen politik om at slukke for telefonen og ikke læse mails i perioden 17.30-19.30. Her ville hun give reelt nærvær til sin familie. Beskeden til hende var imidlertid utvetydig: Den gik ikke, og enten rettede hun omgående ind, eller også måtte hun finde et andet sted at være. Det gjorde hun så. I dag har hun forladt branchen og arbejder i en organisation, der har en anden prioritering af balancen mellem arbejde og fritid.
Det er dyrt
Når man som jeg ved noget om, hvad det koster at rekruttere og uddanne en advokat, virker sådan en politik ikke synderligt velovervejet. Og det er egentlig hele min pointe. Hvorfor skal det være enten/eller ud fra devisen ’sådan har vi altid gjort’? Kan det ikke være både/og, så man kan rumme både dem, der giver alt til arbejdet, og de lige så dygtige kolleger, der har andre prioriteter i livet end arbejde?
Kan man virkelig ikke udvikle en alternativ forretningsmodel, hvor man deler opgaverne ud på to-tre personer? De kommer selvfølgelig ikke til at tjene det samme som en partner i et klassisk set-up. Men jeg tror nu, at der er masser af jurister, der vil være helt tilfredse med at tjene 1 mio. kr. om året i stedet for 3 mio., hvis gevinsten er, at de ser deres børn mere, end au pair’en gør.
Set fra et kommunikativt synspunkt ligger der samtidig en rent ud sagt fantastisk brand-position og venter på dem, der formår at udvikle og formidle en alternativ organisationsform i en verden, hvor alle tilsyneladende tænker og handler ens.