Jeg kommer nu – jeg skal bare liiige

Jeg har fået en hamster, og jeg har døbt den i dag – den hedder Laktosefri Taxi Ulla,” sagde min niece. Først ­fire ­timer senere grinede jeg – for da var jeg færdig med mit arbejde og havde for alvor tid til at lade hendes ord – og absurde navn til et meget lille kæledyr  synke ind.

Jeg havde med glæde sagt ja til at passe ­hende, så jeg burde jo ikke arbejde, men jeg skulle liiige … Det var jo lørdag formiddag, men noget skulle afleveres mandag morgen. Min ene datter skulle for første gang træne mini-fodboldspillere, og jeg ville egentlig være gået ned forbi for at se hende som træner, men jeg skulle ­liiiige … Aflevere noget mandag morgen.

Det, jeg skulle aflevere, var egentlig færdigt, men hvis jeg liiige brugte lidt mere tid på det, så blev det sikkert bedre.

Sådan er det med os freelancere: Vi tjekker ­ikke ind på en arbejdsplads, vi kan ikke sætte et tilfreds flueben, når vi har været på arbejds­pladsen otte timer, og sige, at vi må nå resten i morgen. Men sådan er det måske heller ikke med jer andre?

Det må selvfølgelig, som med ALT andet, ­være samfundets skyld. Eller hvad? Jo, en del af det kan måske skyldes den tid, vi lever i, hvor alle tilsyneladende både på arbejdet, i ­fritiden og på Facebook er helt fantastiske over-­achievers og derfor stresser andre til også at forsøge at være det … Men jeg vil dog godt tage en lille smule af skylden på egne skuldre.

Selvfølgelig er der hele tiden faren for, at hvis ikke jeg hver gang yder mit ypperste, så ­kommer der en, der er yngre, skarpere og har en bachelor i mindfulness og triatlon og tager min plads, så jeg er nødt til at stramme mig an. Men … Og det her må hverken mine børn, min niece eller hendes hamster læse: En del af mig elsker jo at arbejde. Man har uddannet sig til at blive det, man helst vil være, og det kan faktisk ­være ret sjovt at forsøge at gøre sit arbejde så godt som muligt. Det er et hamsterhjul, man selv har installeret …