Har forhandlet med djævlen

Medierne er spækket med historier om flygtninges farefulde færd mod sikkerhed i et Europa, der har svært ved at finde en fælles strategi til at håndtere den store tilstrømning.

Flygtningepresset og manglen på en fælles asylpolitik har medført et de facto sammenbrud af Dublin-forordningen og sat Schengen-samarbejdet i undtagelsestilstand.

”Det er en kaotisk situation. På trods af mange advarsler har Europa i årevis afholdt sig fra at udvikle fælles politik på området. Nu er man blevet indhentet af virkeligheden,” siger Søren Jessen-Petersen, der er tidligere vice-højkommissær i UNHCR (FN’s flygtningehøjkommissariat, red.).

Europas manglende evne til at leve op til sine højt besungne værdier og til at håndtere den igangværende flygtningestrøm er uanstændig, mener den erfarne topdiplomat.

”I disse uger ser vi Tyskland forsøge at vise lederskab, og det kan de være stolte af. Herhjemme handler det af indenrigspolitiske årsager mest om at stramme reglerne så meget som muligt. Omvendt siger et kinesisk ordsprog, at enhver krise åbner en mulighed. Verdenssamfundet har tidligere håndteret endda langt større flygtningekriser, eksempelvis i Vietnam og på Balkan. Så det kan sagtens lade sig gøre. Men det kræver politisk vilje,” siger Søren Jessen-Petersen.

Blod på hænderne

Efter i årtier at have været topdiplomat i blandt andet UNHCR ved han, hvad han taler om. Søren Jessen-Petersen har gennem sin karriere lært, at det vitterligt er muligt at skabe resultater for verdens flygtninge, selvom det ofte kræver lange og komplicerede forhandlinger. Og selvom man sommetider må forhandle med folk, man helst ikke vil være i stue med.

Under den jugoslaviske borgerkrig havde få krigsherrer lige så meget blod på hænderne som Slobodan Milosevic og Radovan Karadzic. Gennem sit arbejde i UNHCR mødtes Søren Jessen-Petersen ofte med de to serbere. Mens Milosevic foretrak at forhandle bag en kop kaffe i en sofa, indledte Karadzic gerne møderne med den lokale spiritus, slivovitz. For Søren Jessen-Petersen, der vidste, at serbiske militser stod bag drab og fordrivelser af civile, var det en udfordring at holde den kølige diplomatiske facade over for de to ledere.

“De kunne egentligt godt fremstå meget venlige og joviale, hvis ikke det var fordi, man hele tiden sad og tænkte på, hvad de havde gjort. Vi vidste jo, at de havde blod på hænderne, og så sad de og løj os direkte op i ansigtet. Men på den anden side var det vigtigste, at vi kunne forhandle for at hjælpe krigens ofre,” siger Søren Jessen-Petersen.

Han gengiver et råd fra sin gamle ven, Sérgio Vieira de Mello. Den brasilianske topdiplomat, der i 2003 omkom under terrorangrebet på FN’s hovedkvarter i Bagdad, blev i 1990’erne kritiseret for at forhandle med Pol Pot, i forbindelse med repatrieringen af cambodianske flygtninge.  

“Sérgio svarede, at ja, nogle gange må man sætte sig og forhandle med djævlen for at skabe sikkerhed for hans ofre,” siger Søren Jessen-Petersen.

“Du skal altid opføre dig fuldstændig upolitisk, og så skal du acceptere, at du sommetider skal sidde ned med nogle af de værste forbrydere.”

Fodbold over jura

Det var ikke mejslet i granit, at Søren Jessen-Petersen en dag skulle drikke kaffe med nogle af Europas værste krigsforbrydere i nyere tid, da han i 1945 blev født i Nørresundby. Kort efter fødslen flyttede familien til Ordrup, hvor Søren Jessen-Petersen voksede op i et middelklassehjem med to søstre, en hjemmegående mor og en far, der var kontorassistent på Nordisk kabel og tråd. Som ung militærnægter kom Søren Jessen-Petersen et år i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han arbejdede med at sende danske frivillige ud i arbejdslejre i blandt andet Afrika.

Opholdet hos Mellemfolkeligt Samvirke placerede Søren Jessen-Petersen i et internationalt interesseret miljø. Mens han de efterfølgende år gennemførte jurastudiet, var han dog mest optaget af at spille fodbold, og han dimitterede med en ikke prangende eksamen.

“Jeg er ikke et særligt godt eksempel for unge i dag, for jeg havde ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg skulle bruge min uddannelse til, da jeg startede på jurastudiet. Jeg vidste dog, at jeg ikke ville have advokatpraksis – jeg ville ud i verden,” siger Søren Jessen-Petersen.

Da UNHCR søgte medarbejdere til et treårigt ophold i Etiopien, søgte og fik han jobbet. Og pludselig stod han med sin kone og nyfødte barn i Addis Ababa. Opholdet i Etiopiens hovedstad skulle indlede et 40-årigt langt udlandsophold, der skulle gøre ham til en af de højest placerede danskere i FN. Karrieren bragt ham til både USA, Schweiz, Afrika, Nordeuropa og særligt på Balkan, hvor Søren Jessen-Petersen kom til at spille en fremtrædende rolle. Først som særlig udsending for UNHCR, der var ansvarlig for at koordinere hjælpeindsatsen under og efter den jugoslaviske borgerkrig. Og senere i Kosovo, hvor Søren Jessen-Petersen som FN´s særlige udsending fik en central position i bestræbelserne på at få forhandlet en international statusaftale på plads.

Den jugoslaviske borgerkrig

Det er da også Balkan-indsatsen under den jugoslaviske borgerkrig og senere i Kosovo, Søren Jessen-Petersen fremhæver, når han skal fremhæve karrierens største succeser.

“Den måde, vi håndterede fire meget vanskelige år, synes jeg, var en… succes skal man ikke kalde det, for der var jo folk, der blev etnisk udrenset og slået ihjel. Men efter omstændighederne synes jeg, vi lykkedes med at skabe en hæderlig indsats,” siger han og opremser:

“Vi holdt folk i live. Vi fløj forsyninger til Sarajevo. Vi havde konvojer, mange med chauffører fra Dansk Flygtningehjælp, der kørte ind med mad. Vi rejste penge til flygtningene – hvilket ikke var svært, for regeringerne kunne se, at det nyttede – og vi hjalp folk i sikkerhed. Alt sammen, mens vi ventede på en politisk løsning.”

“UNHCR har siden fået meget ros for, at vores folk var modige og kørte ind og evakuerede civilbefolkningen i landsbyer, der stod til at blive indtaget af fjendtlige styrker. Det var et dilemma, for på den måde hjalp du til med den etniske udrensning. Men alternativet var jo døden,” siger Søren Jessen-Petersen.

Til gengæld svigtede UNHCR, da organisationen blev taget på sengen, efter Slobodan Milosevics styrker i marts 1999 sendte over en million kosovoalbanere på flugt. Det skete som reaktion på, at NATO var begyndt at bombe Serbien, efter at landet i årevis havde ligget i væbnet konflikt med den kosovo-albanske separatistbevægelse UCK.

“Vi gjorde det rigtig dårligt, da NATO begyndte at bombe. Vi kunne ikke vide, at så mange ville komme på flugt, men derfor burde vi alligevel have været bedre forberedt. Det tog os to-tre uger at få stablet en nødhjælpsoperation på benene. Vi var for langsomme, og blev da også kraftigt kritiseret.”

Søren Jessen-Petersen tilføjer, at UNHCR udførte en omfattende og effektiv indsats, da først man kom op 
i gear. I løbet af få uger fik man evakueret næsten 100.000 kosovoalbanere til EU, USA og Australien.

“Det siger noget om, hvor meget det internationale samfund kan, hvis det samarbejder. Heldigvis kostede den langsomme start meget få menneskeliv, selvom hver enkelt jo er ét for meget.”

Folkemordet i Rwanda

Et andet lavpunkt i Søren Jessen-Petersens karriere fandt sted i Centralafrika efter folkemordet i Rwanda. Det skete, da han som en del af UNHCR’s ledelse var med til at godkende, at nabolandet Tanzania sendte tusindvis af hutu-flygtninge tilbage til lejre i det tutsi-styrede Rwanda. 

“Man kan bebrejde os, at vi gik med på Tanzanias krav – og dermed ofrede vores beskyttelse af flygtningene. Vi kunne have insisteret stærkere over for den tanzanianske regering, at hjemsendelserne skulle have været mere sikre, værdige og frivillige. Men de blev sendt hjem, og der fulgte et par voldsomme episoder, hvor tutsi-regeringen, til trods for alle dens forsikringer om, at flygtningene kunne vende sikkert hjem, angreb og dræbte ganske mange tusinder af hutu-flygtninge,” siger Søren Jessen-Petersen.  

Kampen om Kosovo

Derimod er Søren Jessen-Petersen stolt over sin indsats som leder af FN’s administration af Kosovo i perioden fra 2004 til 2006. På det tidspunkt var Kosovos status uafklaret, og landet var under administration og beskyttelse af den internationale FN-styrke UNMIK, der blandt andet skulle holde ro mellem den serbiske minoritet og den kosovoalbanske majoritets-befolkning i den lille fattige provins.

Da Søren Jessen-Petersen takkede ja til jobbet som særlig repræsentant for FN’s generalsekretær i Kosovo, var det derfor på betingelse af, at han fik mandat til at begynde en proces, der kunne føre til internationale forhandlinger om områdets endelige status, som enten serbisk autonom provins eller selvstændigt land. 

“Det var helt klart, at vi måtte bevæge processen ud af et dødvande. UNMIK havde været der i fem år, deres ry var meget dårligt, og befolkningens tålmodighed var ved at slippe op. Vores eneste chance var, hvis jeg kunne komme med en ny politik og starte en proces, der kunne føre til forhandlinger om status,” siger Søren Jessen-Petersen.

Han husker, at han før sin ankomst kunne læse en leder i en af Kosovos aviser, som direkte opfordrede den nye FN-repræsentant, hvis navn endnu ikke var kendt, til at holde sig væk. De følgende to år knoklede Søren Jessen-Petersen og hans kolleger med at skabe gensidig tillid mellem parterne og gennemføre en plan, der kunne bringe serbere, kosovoalbanere og det internationale samfund til forhandlingsbordet om områdets fremtid. I 2006 kunne han så trække sig tilbage som FN’s udsending i Kosovo efter to opslidende år. Og med en vished om, at statusforhandlingerne var på rette spor.

“Mit ophold i Kosovo var benhårdt, men da jeg rejste, var jeg meget tilfreds. Den avis, der i sin tid skrev, at jeg skulle blive væk, skrev nu en artikel, hvor de kaldte mig årets mand i Kosovo, blandt andet fordi der nu var gang i statusforhandlingerne. Så min indsats i Kosovo er nok den, jeg er allermest stolt over i dag,” siger Søren Jessen-Petersen.

Stadig vred

I sin selvbiografi fra 2008 ’Flugt og Frihed – Fra den humanitære frontlinje’ skriver Søren Jessen-Petersen, at “vreden, når ikke bare engagementet mangler, men ligegyldigheden hersker, er svær at kontrollere”. 

“Det meste af tiden skal man bare holde vreden i sig, men i min branche handler det jo ikke bare om at sælge nogle tæpper. Det er ikke for at lyde frelst, men det er altså meget ofte menneskeliv, der står på spil,” uddyber han.

Af samme grund har det ikke altid været lige let at kombinere den diplomatiske karriere med et familieliv med kone og børn. 

”Et internationalt arbejdsliv er altid en balance mellem afsavn og belønninger. Risikoen, for at børn bliver rodløse, er en udfordring, der skal tages alvorligt. Omvendt er belønningen, at børn vokser op i et globalt miljø og får perspektiver og venner fra alle verdenshjørner,” tilføjer Søren Jessen-Petersen.

Efter børnene er flyttet hjemmefra, bruger Søren Jessen-Petersen og hans japanske kone blandt andet fritiden på opera og billedkunst. De sidste tre år har de boet i Danmark, hvor Søren Jessen-Petersen efter 40 års fravær efterhånden er ved at falde til igen.

Trods en mere rolig tilværelse har Søren Jessen-Petersen ikke glemt indignationen fra sin tid i verdens brændpunkter. Den bliver ikke råbt ud, men leveret på et formfuldendt og gammeldags rigsdansk, hvor man tydeligt hører f’et, når der siges ’af’.

Flosset renommé

Kritikken kommer frem, når talen falder på, hvordan EU og nationalstaterne forsøger at undslå at tage bare en lille del af den største globale flygtningestrøm i nyere tid.

”Eksperter forudser, at klima-ændringer vil skabe en migration fra syd til nord på mellem 50 til 200 millioner mennesker de næste 20-30 år. Samtidig har du krig, underudvikling og fattigdom i mange områder samt en demografisk udvikling, hvor Afrikas befolkning vil vokse dramatisk, mens Europas befolkning skrumper,” siger Søren Jessen-Petersen.

Han undrer sig over, at vi herhjemme stort set ikke taler om disse problemer.

”I stedet vil man holde folk ude og ’hjælpe i nærområderne’, som allerede tager langt de fleste flygtninge, samtidig med at man skærer i udviklingsbistanden. Det hænger ikke sammen.”

”Man kan ikke bare lukke sine grænser. Hvis ikke man kigger på problemet i sammenhæng, så fortsætter det. Og så kommer der også flygtninge til Danmark,” siger Søren Jessen-Petersen.

Han har på nærmeste hold oplevet, hvordan Danmarks stramme indvandringspolitik og nedskæringer på ulandsbistanden har ændret det internationale samfunds syn på landet.  

”Jeg ved godt, at nogle vil sige, at jeg ikke ved, hvad jeg taler om, men vores internationale renommé er flosset, og det piner mig lidt. For jeg synes, at Danmark er et fint land og har gjort så meget godt. Men lige i øjeblikket – for at bruge en kliché – er det ikke det Danmark, jeg kender. Det er det virkelig ikke. Men jeg er trods alt meget glad for at være tilbage.”