Lars Goldschmidt, manden med landets fjerde største magtnetværk, har altid været risikovillig med sin karriere. Det kan man være, hvis man tør leve, så man altid har råd til at sige op, siger han.
58 år.
Civilingeniør fra DTU og uddannet inden for teater og ledelse.
Ph.d. inden for både teknik og organisation. Adjungeret professor ved Center for Ledelse og Virksomhedsudvikling, CBS, og ved DTU Management. Forfatter til flere bøger.
Gift med Gitte Goldschmidt. De har en datter på 25 år, som læser jura.
Tidslinje:
Teatergruppen Ildfolket.
Energistyrelsen: Sektionschef.
Mærsk Olie og Gas: Medarbejder.
Miljøstyrelsen: Kontorchef.
Dansk Industri: Afdelingschef og direktør.
Arbejdsmarkedsstyrelsen: Direktør.
Dansk Handel & Service: Markedschef.
CBS, CVL: Ledelsesforskning.
Foreningen af Rådgivende Ingeniører: Direktør.
Dansk Industri: Direktør.
Selvstændig konsulent med firmaet Rise & Shine.Lars Goldschmidt bor i Vandkantsdanmark. Man ser ned og ud over Østersøen overalt fra hans kæmpestore grund uden for Allinge på Bornholm. Han og hans kone købte ejendommen i 2005, satte den selv i stand og blev fastboende i 2008. I de sidste syv år har han pendlet til København, ligesom 1.200 andre bornholmere gør det. I maj var det slut med jobbet, og nu er huset med klipperne i baghaven også hans arbejdsplads. Det vender vi tilbage til.
Når han går stille rundt mellem sine træer og granitfigurer med de to store irske ulvehunde i hælene, syner han ikke af så meget. Men to unge sociologer placerede ham for nyligt blandt landets mest magtfulde i bogen ’Magteliten. Hvordan 423 danskere styrer landet’. Her er han nr. fire på deres liste over magtmennesker med de største netværk blandt andre magtmennesker – lige efter Dansk Metals formand, FTF’s formand og erhvervsmanden Lars Nørby Johansen.
Lars Goldschmidt smiler sit lille, stille smil.
”Folk har travlt med at kritisere bogen for ikke at vise den virkelige magt. Men dét, bogen viser, er et taleretsbillede. Jeg var stadig direktør i DI, da de kortlagde netværkene, så jeg havde en stor taleret. Og fordi jeg er en grænsegænger, har jeg knyttet netværk til mange sider. Nu er jeg ikke direktør mere og har mistet min taleret. Nu skal jeg genvinde den på egne vegne.”
Den DTU-uddannede Lars Goldschmidt har altid været en cross-over. Fra ingeniørmatematik til humaniora, fra Mærsk til Miljøstyrelsen, fra teateraktivisme til ledelse, fra embedsmand til forskning, fra offentlig til privat.
For til sidst at kaste sig ud i et politisk projekt om at blive bornholmernes S-folketingsmand efter Jeppe Kofod. Det blev han ikke. De bornholmske socialdemokrater placerede ham som nr. tre af syv på opstillingslisten, og så var løbet kørt.
Men han bliver på Bornholm. Her vil han og hans kone gennem 37 år leve og dø.
I DI – hvor han var direktør for uddannelsespolitik, miljø-politik, IT- og telepolitik og infrastruktur – mærkede de ikke meget til, at han boede i Allinge. Han tog ikke hjemme-arbejds-dage, men havde en lille lejlighed stående til ugens fem dage.
”Lobbyisme er en kontaktsport. Du er nødt til at være til stede. Men de syntes da, jeg var sindssyg.”
I sit stille sind giver man dem ret, når man ser hans seks tønder land, der stod som kornmark, da de flyttede ind. Parret har med egne hænder omskabt landbrugsjorden til plæner, læhegn, trægrupper, småskov, rosengrupper og små biotoper med vandhuller og ’vilde pletter’.
Selve huset var et håndværkertilbud.
”Alt, hvad jeg laver med mine hænder, er afslapning og glæde.”
Som dreng var han et tumle-fumle-barn, som trods sin intuitive kropsfornemmelse ikke var god til sport. Så fandt hans juraprofessor-forældre på, at han kunne komme i et lille snedkerværksted efter skoletid. Det elskede han.
Jeg skal spørge fra taxachaufføren, hvordan man kan være socialdemokrat og ansat i DI?
”Det er jeg jo blevet spurgt om mange gange. Men det er fordi, jeg er socialdemokrat. Mine arbejdsgivere har altid vidst, hvor jeg stod. Det har aldrig været noget problem. Og jeg kunne kun være i DI, fordi dét, jeg sagde i DI, var noget, jeg kunne stå inde for. Jeg har ikke andre holdninger nu, end da jeg var i DI.”
Hans livslange engagement i uddannelse er et eksempel. Senest folkeskolereformen, som var nødvendig, ’fordi vi brutalt ideologisk med opbakning fra meget store dele af samfundet, også mit eget parti, accepterede en reformpædagogik, som svigtede de svageste’, som han siger.
Nogle af os andre skal måske yde lidt mere, end vi gør.
”Vi skal bruge vores menneskelige ressourcer til grænsen af vort potentiale. Ellers overlever vi ikke som stat. Det kræver, at vi er flittige. Men det skal ske på den ordentlige måde med respekt for den enkelte og støtte til den svage.”
Da han meldte sit folketingskandidatur ud forud for valget, måtte DI og han dog skilles.
”Der var jeg helt enig med Karsten Dybvad (DI´s adm. direktør, red.). Fordi jeg var en så offentlig person i DI, som jeg var.”
Han har hele sit liv ønsket at lave politik, understreger han. Timingen var rigtig, hvis han skulle nå det i dette liv.
Som ung var han SF´er, men droppede ud. Der var ikke stor nok interesse på venstrefløjen for at skabe værdier.
Men han var stadig SF´er, da han første gang blev hentet til Dansk Industri. Han bad headhunteren spørge den daværende adm. direktør Hans Skov Christensen, hvor mange SF´ere han havde ansat.
”Hans mente nok, at de havde en enkelt radikal. Og så ansatte han mig som afdelingsleder efter syv samtaler. Senere har han sagt til mig, at han gjorde det, fordi de havde brug for en provokation.”
Det var før, feedback blev moderne.
”Det første år var jeg hver dag i tvivl, om jeg ville blive fyret. Til sidst gik jeg op til Hans og spurgte. Så spurgte han mig til min store forbløffelse, om jeg ville træde ind i direktionen.”
Var det ikke et chok, da det gik op for dig, at du ikke kunne blive valgt til Folketinget?
”Nej, da,” siger han blidt og smiler.
Der er styr på både sjæl og økonomi. Han er faktisk ikke tvunget til at arbejde, hvis det var dét. De har ingen gæld. Ejendommen kostede ingenting, fordi det er Bornholm.
”Det er billigt, det er smukt, og det er muligt.”
De havde altid drømt om stor natur, men selvom banken nok havde sagt ja, kom det aldrig på tale at købe noget dyrt på nordkysten af Sjælland.
”I mit lange liv som lobbyist har jeg haft det grundlæggende princip, at jeg skulle kunne sige op med dags varsel. For så er det min egen skyld, at jeg er, hvor jeg er. Den dag, du ikke kan stå inde for det, du skal stå og sige, kan du sige op.”
Det er en livsforsikring i en verden, hvor man går i bad med krokodiller hver dag.
Han sagde altid til dem, han havde til jobsamtale i DI: Du skal fungere i et miljø med mange stærke, selvglade mænd, som har noget at have det i, og hvis du selv tror, du bliver kørt over, så regn med at blive det.
”Ikke fordi nogen er onde, men fordi der foregår en naturlig masen, når alle os blåhvaler tumler rundt i bassinet. Men jeg kunne jo lide det og vendte tilbage til DI.”
Han har gjort det én gang – sagt op uden et andet job på hånden. Det var som direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen, da ministeren besluttede at flytte arbejdsformidlingen ud i kommunerne.
”Dén handling ville jeg ikke være vognstyrer på. Jeg er ikke nogen god leder for en organisation, som der ikke er noget perspektiv for. Og hele forløbet med, at vi skulle bevise, at det var en god idé, var meget ubehageligt.”
Han fik jobbet som arbejdsmarkedsdirektør, fordi der ikke var andre, der ville, tilføjer han. IT-systemet Amanda var brudt sammen, medarbejderne slidte og direktøren gået, da headhunteren ringede.
”Jeg havde godt set annoncen i avisen og tænkt – hvilken idiot får de til det. Det blev så mig. Jeg tog det, fordi en organisation, som er i kontakt med 700.000 mennesker om året, er samfundsmæssigt enormt vigtig. Havde det været en attraktiv stilling dengang, havde jeg aldrig fået den.”
Det er i øvrigt et godt karriereråd, mener han. Tag de dår-lige jobs, hvis du vil lidt hurtigt frem.
Som ung var han med i noget så flippet som et teaterkollektiv – de boede sammen ude på Sjælland ligesom dem i Odin-teatret. Ildfolket hed de.
Den kropsforankrede og intuitive kommunikation har altid optaget ham.
Lars Goldschmidt har skrevet to ph.d.-afhandlinger. I nummer to skrev han om at være ’arbejdende observatør’ i en gruppe ingeniører, som beregnede dimensionering af rørledninger til boreplatforme.
”Jeg observerede de arbejdsprocesser, jeg var en del af, mens jeg udførte dem. Du får adgang til den tavse viden.”
Det er en semi-antropologisk praksis, som har fået ham til at føre dagbog med selvobservation og procesobservation, når der har været noget særligt på spil i hans job.
Han anbefaler unge djøfere sådant et antropologisk redskab. Det kan bruges overalt. Også på studiet. ’Hvorfor er det, jeg ikke lærer noget?’ Observér.
”En grundlæggende fejl ved universitetet – udover at vi har fejlet med at skabe en flidskultur blandt de studerende – er, at du kun oplever at arbejde sammen med nogle, som ligner dig selv. Men udenfor skal du primært arbejde sammen med nogle, som ikke ligner dig.”
Det er liv og død for en lobbyist at have blikket på den andens virkelighed: Hvad er vigtigt for den anden? Det er samtidig også Lars Goldschmidts bedste råd til den nyuddannede djøfer, som fx skal ud i en mindre virksomhed.
Observér de sociale processer omkring jer. Også selvom det er et fritidsjob i McDonalds i Nordvest. Eller måske især. Træn det, siger han.
”Universiteterne må give de unge nogle analytiske, antropologiske redskaber, som gør dem i stand til at iagttage de sociale processer, som kører omkring dem. For det er på grundlag af dén iagttagelse, at man kan sætte sin egen kompetence i spil. Lad dem skrive opgaver om deres studiejobs og stik op et vist sted, om det så også kan give ETCS-points eller ej.”
Så hvad nu, hvor han ikke længere ejer den taleret, at folk skal lytte til ham? Han varetager fortsat et par tillidsposter for DI og sidder i et antal bestyrelser.
Og så er der det lille konsulentfirma, som han og hans kone startede sammen for 13 år siden. Rise & Shine hedder det, fordi det handler om, hvordan mennesker kan vokse og stråle.
”Nu får jeg lært, hvad det vil sige at være en lille selvstændig erhvervsdrivende. Det er et vildt skifte. Din samfundsmæssige standing og kreditværdighed ryger. Dén, hvis identitet er knyttet til sin position, får et problem i en situation som min.”
Men man mærker, at Lars Goldschmidt er et menneske med mange identiteter. Han har også sit netværk, ”så jeg har det lettere end så mange andre små konsulenter”. Og han har sit Bornholm.
Det var let for ham at blive en del af øens liv. Politik er en god måde at blive integreret på, og han er også næstformand for den nyfusionerede bestyrelse for gymnasiet, erhvervsskolen og VUC.
Og han har sin begejstring.
Det er så vigtigt på en arbejdsplads, siger han. Vis en ikke ubetydelig glæde for jeres sejre. Det er den største gratis gave, du kan give dine kolleger. Sæt dig i spil. Hvis der er noget, din chef er dum til, så hjælp ham med dét, han ikke kan.
Og så det uundgåelige spørgsmål til en politisk aktiv bornholmer: Er det en god idé at udflytte statslige arbejdspladser? To af hans egne gamle arbejdspladser – Energistyrelsen og Miljøstyrelsen – er med i regeringens nye udflytningsplan.
”Det er ren symbolpolitik,” svarer Lars Goldschmidt. Og smiler:
”Men symboler er vigtige.”
Men det skal ske i ædru tilstand. Man skal tænke sig rigtig, rigtig godt om. Og man skal lade være med at påstå, at det løser udkantens problemer.
Han var selv ansat i Mærsk, da hele hans division blev flyttet til Esbjerg. 11 ud af 80 ville med. Han ville ikke. Men udflytningen kom i sidste ende til at fungere, understreger han.
”Jeg blev jo spurgt om dét her hundreder af gange i valgkampen. Og ja, det ville da være dejligt, hvis Bornholm fik 50 statslige arbejdspladser mere. Men der er jo kun virkeligt perspektiv i det, hvis det er nogle, som kan blive stedbundne og udbygge den erhvervsudvikling, som vi har i forvejen.”
København og københavnere har det problem, at det herude opleves som, om de pisser på os, siger han.
”En af forklaringerne på dét er, at det gør de så rent faktisk. Udkanten har det problem, at vi er patologiske hylere. Vi skal holde op med at klage og gøre os selv attraktive. Vi skal ville selv. Intet menneske har lyst til at flytte til en klagekoloni.”
Han vender tilbage til hjertebarnet – uddannelse.
For det er reelt det mest afgørende. Tilgængelige og fremragende ungdomsuddannelser i alle de dele af landet, som vi fortsat ønsker at have folk i.
”Ellers føler du, at du svigter dine børn ved at blive boende eller ved at flytte til.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER