7.10.2015
af
Lars Lønstrup
På få årtier har forskerjobbet forvandlet sig fra et af de bedste på det akademiske arbejdsmarked til et af de mest stressende. Og forskere i midlertidige stillinger er hårdest ramt, viser en ny undersøgelse om stress på universiteterne.
Einar Baldvin Baldursson
62 år.
Cand.psych., Århus Universitet, 1980.
Specialist i Arbejds- og Organisationspsykologi, Dansk Psykologforening, 2003.
Lektor i arbejdspsykologi, Aalborg Universitet (AAU), 1999-2001.
Selvstændig organisationspsykolog og psykologisk fagkonsulent for PROSA, 2001-2005.
Lektor i Socialpsykologi, arbejds- og organisationspsykologi, Institut for kommunikation, AAU, 2005-.
Har udgivet en række videnskabelige artikler og bøger om stress og arbejdsliv, blandt andre: ’What is in a Name’. Sammen med T. Cox. Work and Stress Vol 15. 4, London, (2000).
’Brikker til en evolutionær neurosocial teori om stress’. Sammen med B.T. Pedersen og Peter Carlsen. Psyke og Logos, 2013-2.
Leder af Center for Tests og Eksperimental Socialpsykologi (CETES) i samarbejde med professor Constantine Sedikides, Universitetet i Southampton, England. 2011-.
Susanne Ekman
41 år.
Cand.scient.anth., Københavns Universitet, 2000.
Ph.d. i ledelse, Copenhagen Business School (CBS), 2010.
Post.docs på Lund Universitet og CBS.
Adjunkt på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC.
Har udgivet bogen ’Authority and Autonomy paradoxes of modern knowledge work’.
Har udgivet en række internationale artikler og bogkapitler om ledelse og arbejdsliv.
Klummeskribent i Weekendavisen, Ideer.
Har modtaget Nykreditfondens forskertalentpris (2014).Danske forskere er mere pressede og stressede end deres gamle studiekammerater, som har fået arbejde uden for universitetet.
Det fremgår af en ny undersøgelse fra Akademikerne blandt godt 25.000 akademikere med lønmodtagerjobs, hvoraf de 1.300 er ansat på universitetet.
Undersøgelsen viser, at 14 pct. af forskerne i høj eller meget høj grad er stressede i hverdagen mod 10 pct. af de øvrige akademikere. At forskere mellem 30 og 59 år er mere stressede end deres yngre og ældre kolleger, og at forskere med stress savner støtte og opbakning fra deres ledere. Således oplever næsten hver tredje universitetsansatte (32 pct.), at stress er den enkeltes eget problem, mens det tilsvarende tal på det øvrige akademiske arbejdsmarked er 25 pct.
Hovedforklaringen på tendensen er, at forskerne både skal undervise mere og forske mere. Og hårdest pressede er et voksende antal forskere i midlertidige stillinger, som kun kan gøre sig håb om en fast stilling og en sikker fremtid i forskningens verden, hvis de publicerer i internationale tidsskrifter samtidig med, at de underviser flere studerende. Mange forskere kan ikke få ligningen til at gå op og bliver derfor stressede, når de alligevel forsøger.
Det siger to arbejdslivsforskere, der begge har forsket i stress samtidig med, at de selv er en del af universitetsverdenen som henholdsvis adjunkt (Susanne Ekman) og lektor (Einar B. Baldursson).
”Kulturen i universitetsverdenen har altid været, at man arbejder i noget, der ligner døgndrift, når et forskningsprojekt skal gøres færdigt. Det var tidligere muligt uden at få stress, fordi man med 100 pct. sikkerhed vidste, at man ville blive kompenseret med perioder uden de store undervisningsforpligtelser. Men i dag er undervisningskravene markant større og muligheden for at restituere tilsvarende mindre. Så en af forklaringerne på de her stress-forekomster er simpelthen overbelastning,” siger Einar B. Baldursson.
Han er fastansat som lektor på Center for Klinisk Hverdagspsykologi på Aalborg Universitet.
”Jeg har aldrig oplevet, at der var bare tilnærmelsesvis overensstemmelse mellem de opgaver, der skal løftes, og de hænder, der er til rådighed på de universiteter, jeg har været ansat,” siger Susanne Ekman.
Susanne Ekman har skrevet ph.d.-afhandling om ledelse af vidensarbejdere og deres stress-risiko på CBS, været post.doc på både CBS og Lunds Universitet og er i dag ansat i endnu en midlertidig stilling som adjunkt på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC.
”Bare i min tid er præstationskravene øget fra, at du som ph.d.-studerende kunne nøjes med at skrive din afhandling til, at du nu skal publicere en eller flere artikler i internationale tidsskrifter sideløbende med din afhandling og sideløbende med, at du underviser. Bagefter venter de midlertidige stillinger som post.doc., hvor du selv skal skaffe finansiering til din løn, eller adjunkt, som er et skridt nærmere på målet om fastansættelse som lektor. Mange falder fra undervejs, og blandt os, der hænger på, når mange at blive halvgamle i midlertidige stillinger, der oprindeligt var tiltænkt yngre forskere,” siger Susanne Ekman.
Arbejdsvilkårene i de midlertidige stillinger er krævende.
”Vi lægger typisk langt mere undervisning og vejledning, end vi får løn for, og får hverken afspadsering eller ekstra forskningstid til gengæld. Vores timeregnskaber er ren fiktion, men alle lader som om, det går op, for der står de første 35 velkvalificerede, unge forskere i midlertidige stillinger og samme mål som dig og ånder dig i nakken,” siger Susanne Ekman.
Einar B. Baldursson fremhæver, at den virkelighed, Susanne Ekman beskriver, er markant anderledes end den, han selv trådte ind i for 25 år siden.
”Dengang jeg begyndte at arbejde på universitetet, hørte jobbet som forsker og underviser til de bedste på det akademiske arbejdsmarked. Man havde en høj grad af indflydelse på sine egne arbejdsbetingelser, og stress forekom yderst sjældent. Men i dag er mange af de stress-problemer, der kendetegner det moderne arbejdsmarked, særligt udbredte på universiteterne. Det er ikke kun den fysiske belasting ved at arbejde for meget, men også usikkerheden om din egen rolle og dine fremtidsmuligheder der stresser. Som forsker skal du i princippet tjene to herrer; institutlederen, som har et stærkt fokus på forskning, og studielederen, for hvem undervisning er det eneste, der tæller. Det giver nogle svære arbejdsvilkår, fordi det er uigennemskueligt, hvad der egentlig forventes af dig, og hvornår du har gjort det godt nok.”
Einar B. Baldursson fortæller om en yngre mandlig forsker-kollega, som han flere gange rådede til at søge væk fra universitetet.
”Han var ganske vist et stort aktiv på sit institut, fordi han var dygtig til at administrere og organisere og påtog sig en masse vigtige opgaver, som andre ikke havde anlæg for eller lyst til – fx at oprette nye studieretninger. Men han fik aldrig forsket, og det er jo et ufravigeligt krav, hvis du vil gøre dig håb om en fast stilling. Han lyttede ikke rigtig til mig, følte sig overbevist om, at hans ledere ville bygge en stilling til ham, men på et tidspunkt udløb mulighederne for tidsbegrænsede ansættelser, og så røg han ud. Ingen af hans ledere tog ansvar for den kurs, han havde valgt, og fortalte ham, hvordan det ville ende. Det, tror jeg, desværre er typisk. Det undrer mig ikke, at hver tredje forsker i den nye AC-undersøgelse siger, at de oplever stress som deres eget, og ikke arbejdspladsens, problem.”
Hos de forskere, som har en god leder, reduceres risikoen for stress meget markant, viser AC-undersøgelsen. Kun syv pct. af de universitetsansatte med en god nærmeste leder oplever i høj eller meget høj grad stress i hverdagen, mens hele 30 pct. af de forskere, der ikke har en god leder, i høj eller meget høj grad er stressede i hverdagen.
”Ja, den nærmeste leder er utrolig vigtig for ens arbejdsmiljø,” fastslår Susanne Ekman.
”Lederen kan selvfølgelig ikke ændre de strukturelle vilkår i universitetsverdenen – eksempelvis at universiteterne år for år skal uddanne en stadig større del af en ungdomsårgang og tilbyde stadig flere uddannelser. Men den gode leder vil være lydhør og forhandlingsvillig i forhold til at finde praktiske løsninger for sine medarbejdere i stedet for at bruge konkurrencepresset og ængstelsen for udskillelse som virkemidler til at få dem til at levere mere. Og den ængstelse er jo helt reel. En stor del af de yngre forskere kommer ikke videre i universitetssystemet, men må finde ansættelse uden for universitetet, og hvordan lederen tackler den situation, kan gøre en verden til forskel for den medarbejder, der sidder i et arbejdsliv, som næsten er umuligt at få til gå op.”
Personligt er Susanne Ekman ”afsindigt glad for”, at hun ikke er leder på et universitet.
”Med til jobbet hører jo også at give de medarbejdere, der bliver sorteper og ender uden job, en forklaring, som de kan bruge til at komme videre i deres arbejdsliv. Det kan ikke være nogen let opgave.”
Det er da heller ikke kun forskerne, men også deres ledere, der er mere ramt af stress, end ledere på andre akademiske arbejdspladser. Således viser AC undersøgelsen, at 13 pct. af universitetslederne i høj eller meget høj grad er stressede i hverdagen mod 10 pct. af lederne på andre akademiske arbejdspladser
”Man kan argumentere for, at det sandsynligvis ikke er de dårlige, men snarere de gode universitetsledere, som bliver stressede, fordi de får det dårligt med ikke at kunne løse den opgave, de er ansat til at varetage,” siger Einar B. Baldursson.
”Som institutleder er du i princippet personaleleder, men reelt har du ikke mulighed for at løfte opgaven, fordi du skal forene to gensidigt modstridende hensyn. Det ene hensyn er at tilfredsstille studielederens behov for at trække noget undervisning ud af den ansatte, det andet hensyn er til den ansatte selv, som er nødt til at bruge en større del af sin arbejdstid på at forske, hvis han/hun vil gøre sig håb om en fastansættelse. Hvis du skal leve med det vilkår, er det faktisk en fordel, hvis du kan udvikle en kynisme, som gør, at du ikke tager problemet ind i dit eget følelsesliv. For det vil forebygge, at du selv bliver stresset,” siger Einar B. Baldursson.
Læs mere:
Find hele rapporten om stress blandt universitetsansatte her: ac.dk/publikationer
Wright, S., & Rabo, A. (2010). ’Introduction: anthropologies of university reform’. Social Anthropology, 18(1), 1-14.
Kirsten Marie Bovbjerg (red.): ’Motivation og Mismod – Effektivisering og stress på offentlige arbejdspladser’, Aarhus Universitetsforlag.
Ledige stillinger