Djøfere om udflytningen

Vi får medarbejderflugt

”Jeg er ikke nødvendigvis uenig i regeringens beslutning om at flytte styrelser ud i landet, men i måden det bliver gjort på,” siger en anonym tillidsrepræsentant, der arbejder i en styrelse, der skal flytte til Jylland.

”At flytte styrelser til større provinsbyer kan skabe drift og liv i byen og området, men jeg tror, at det at flytte til en lille flække i den anden ende af landet i stedet vil skabe medarbejderflugt. Altså ingen tilflytning til byen og med massivt videnstab som konsekvens. Der er ingen langsigtet plan for udflytningen, så ingen af os ved, hvilke konsekvenser det vil få at blive eller blive opsagt. Det virker meningsløst at fortsætte af samme spor, når nu undersøgelser af andre udflytninger to år efter viser, at effekten ikke blev som ønsket.”

Glæder mig til at høre udenrigsministerens argumenter

”Der er ingen faglig begrundelse for at flytte os til Aarhus. Tværtimod,” siger senioranalytiker Louise Riis Andersen, Djøf-tillidsrepræsentant i DIIS, som er en selvejende forskningsinstitution under Udenrigsministeriet. DIIS´s ledelse og bestyrelsesformand gik med det samme ud med skarp kritik af flytningen.

”Vi må så også erkende, at reaktionen viser, at tidsånden ikke er med akademikere i København. Ligegyldig hvad vi har sagt, har vi fået i hovedet, hvad det er, vi ikke kan gøre lige så godt i Aarhus som her. Centrum for sikkerheds- og udenrigspolitik ligger i København, men i den offentlige debat er det blevet os, som nu skal løfte bevisbyrden for, at DIIS er bedre placeret i København end i Aarhus. Jeg glæder mig til at høre udenrigsministerens faglige begrundelse for det.”

Hvad skal vi i Rønne?

Karina Find er djøfer i det lille sekretariat for Rådet for Socialt Udsatte, der skal flyttes til Rønne.

”Socialt udsatte er primært koncentreret i storbyer. Alle vores samarbejdspartnere befinder sig i København, Jylland og på Fyn. Hvis det her sker, skal vi bruge rigtig mange penge og tid på rejseaktiviteter. Det giver absolut ingen faglig eller økonomisk mening.”

Vi forhandler pendlervilkår til Viborg

”Der udestod langt flere spørgsmål end svar, og det var skuffende at opleve, at regeringen ikke havde svar på nogle af de helt centrale spørgsmål, da den lancerede et så stort projekt,” lyder det fra jurist Jeanette Christensen, som er tillidsrepræsentant for bl.a. de 40 djøfere i Natur- og Miljøklagenævnet, hvor alle fik et chok, da beskeden kom om, at de skal flytte til Viborg.

Her en uge efter er stemningen stadig meget trykket, men alle gør deres bedste for at støtte hinanden.

I dag ved de, at de skal flytte senest i 2017 og til hvilken bygning. Deres ledelse har også meldt ud, at flytningen udgør en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet – hvad der er vigtigt, for det giver rettigheder både for dem, som har mulighed for at flytte med til Viborg, og for dem, som ikke har.

”Der er mange af mine kolleger, som ikke kan flytte til Viborg, navnlig på grund af ægtefælle og børn. Men der er også mange, som er åbne for at blive i nævnet og pendle til Viborg, hvis det kunne lade sig gøre. Det sidste afhænger helt af, om vi kan få tilbudt så fleksible arbejdsforhold, at man ikke nødvendigvis behøver flytte bopæl for at blive i nævnet.”

De fremtidige arbejdsvilkår skal nu forhandles med ledelsen.

”Resultatet vil være helt afgørende for, om det i de kommende år kan lykkes at fastholde nok medarbejdere i nævnet til, at vi både kan holde vores høje faglige kvalitet og sagsbehandlingsfristerne,” understreger hun.

”Nævnet er en meget videnstung arbejdsplads med meget erfarne medarbejdere, som behandler klagesager af høj kompleksitet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil kunne måles direkte på sagsbehandlingstiderne, hvis det ikke lykkes at få forhandlet de rette vilkår på plads.”

Det er enormt indgribende i mit liv

Natasya Grage er jurist i Udlændingestyrelsen, som skal flytte til Næstved. Hun er alene med tre børn, har ikke råd til bil og skal med to busser, før hun kan stå på toget til Næstved.

”Det vil tage mig 3,5 timer om dagen, hvis jeg er rigtig optimistisk, og hvis jeg kommer til at sidde i bygningen i Jernbanegade ved siden af stationen. Men dér bliver der ikke plads til os alle.”

”De timer kan kun tages et sted fra: Fra privatkontoen. Altså fra mine tre børn og min daglige motion. Jeg er enormt glad for mit job og det kollegiale sammenhold. Vi er ildsjæle sammen. Jeg er slet ikke færdig med dét job, så det opleves enormt indgribende, fordi der ingen faglig begrundelse er for det. Jeg føler mig sat til tælling. Det ene øjeblik tænker jeg, at det skal kunne lykkes med at pendle. Det andet øjeblik, at det ikke går, og at jeg må lede efter et nyt job.”

Hun spørger sig selv, hvor mange kolleger hun har mistet ved udgangen af 2016, hvor udflytningen ifølge seneste melding fra ledelsen skal ske.

”Fra nu af vil mange have antennerne ude og læse jobannoncer.”

Hendes egne overvejelser ender hver gang det samme sted:

”At det kunne være meget værre. Jeg har mit gode helbred, jeg er ikke fyret, og mit job skal ikke flytte til Brønderslev, som nogens skal. Men 3,5 times transport om dagen er en meget høj pris for mig og mine børn. Og for alle mine kolleger.”

Djøferne når at finde nyt job

I Banedanmark, som skal flytte 270 medarbejdere til Ringsted, tager Djøf-tillidsrepræsentant Thor Galland det relativt roligt.

”Vi ved endnu ikke, hvor mange djøfere der skal flytte med ud. Men jeg tror ikke ret mange af dem i givet fald kommer til at pendle til Ringsted. De når at finde nyt job inden, for der skal først bygges et nyt domicil dernede. Enten finder de et nyt job uden for Banedanmark eller et andet job i Banedanmark. Ledelsen har sagt, at man i videst muligt omfang vil prøve at tage hensyn til medarbejdernes ønsker.”