7.10.2015
af
Mads Matzon
Danni Richter Larsen har arbejdet frivilligt på en skole i Afrika. Han ville prøve noget, der lå langt fra dagligdagen på politistationen i Roskilde. Han endte med våde øjne den dag, han sagde farvel til børnene.
Fem minutters gang fra Roskilde Station arbejder Danni Richter Larsen som anklagerfuldmægtig hos Midt- og Vestsjællands Politi. Han elsker sit arbejde med at møde i retten, procedere, skrive anklageskrifter og hvad der ellers hører til. I august skulle man dog lidt længere end til Roskilde for at møde ham. Der var han nemlig frivillig på en skole i Tanzania, hvor han underviste børn i engelsk og matematik.
”I juni måned afsluttede jeg en større narkosag. I den forbindelse tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve at rykke mig og lave noget helt andet i en kortere periode. Noget der hverken lugtede af at være jurist eller anklager.”
Han havde længe leget med tanken om at tage til Afrika og fandt derfor en organisation, der formidler kontakt mellem folk, der vil være frivillige, og projekter, der kan bruge dem. Fjorten dage efter han afsluttede narkosagen, stod han i Tanzania.
”Det var i en by, der hedder Newlands. Et klassisk fattigt område med lerhytter og folk, som ikke har ret meget. Jeg skulle undervise 60 elever på én gang i alderen 6 til 11 år. Jeg stod alene med det – det var rimelig heftigt.”
Skolen lå i forbindelse med et børnehjem, og mange af skolebørnene boede på hjemmet. Danni Richter Larsen har ikke selv børn og var spændt på, hvordan de afrikanske børn ville tage imod ham.
”Det tog ikke mere end to dage, inden de havde knyttet sig til mig. På et tidspunkt sad jeg på en stol uden for børnehjemmet og tog mig en lur, mens børnene spiste frokost. Da jeg vågnede, sad en syvårig pige og knugede sig ind til mig.”
Ud over oplevelsen med at møde børnene og lære dem noget, mener han også, at han fik noget arbejdsmæssigt med hjem til politistationen i Roskilde.
”Bekræftelsen af, at man nogle gange faktisk kan lykkes med meget få ressourcer. I statslige myndigheder skal tingene nogle gange overtænkes vildt meget – vi samler en masse akademikere sammen, og så overtænker vi det. Det behøver ikke at være sådan hver gang.”
Meget mod egne forventninger blev han lidt våd i øjenkrogene, da han sagde farvel til skolen og børnene efter en måned i Tanzania.
Han fortæller, at folk, der møder ham på gaden, måske ikke lige tænker ´Afrika-frivillig´ som det allerførste.
”Men der er altså også brug for mere klassiske Djøf-typer dernede. Folk der kan strukturere, organisere og effektivisere. Alt det brugte jeg da også.”
Var du træt af jobbet derhjemme?
”Nej, bestemt ikke. Jeg elsker mit arbejde og kunne ikke forestille mig at lave noget andet, men hvis man skal rykke og udvikle sig, så er man nogle gange nødt til at angribe det på en helt anden måde. Komme lidt væk fra det hele.”
Betalte du selv rejsen derned?
”Ja. Flybillet og ophold. Det kostede omkring 10.000 kroner.”
Hvordan var det at komme tilbage til kontoret i Danmark?
”Underligt. Jeg kom fra Tanzania-tid, hvor alt var afslappet, og tingene sker, som de sker, når man lige har tid. Så kom jeg tilbage til strukturen i anklagemyndigheden, som jeg godt kan lide, men tempoet skulle lige tilbage.”
Hvad gjorde du i forhold til jobbet herhjemme?
”Jeg tog tjenestefri i en måned. Mine chefer har nu set mig komme hjem og have endnu større lyst til at tage ansvar og lede og udvikle. Og så er retfærdighed en kerneværdi i anklagemyndigheden, og det at undervise frivilligt for børn, der ikke har meget, er også udtryk for retfærdighed, da alle fortjener mulighed for at gå i skole.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER