Økonomiafdelingen hos Blå Kors skal være en konsulentenhed i stedet for en kontrolfunktion. Cand.oecon. Helle Autzen, 38, er økonomi- og it-chef hos hjælpeorganisationen i Silkeborg. Hun ser det som sin vigtigste opgave at gøre økonomistyringen gennemsigtig og enkel. Det skal skabe de bedst mulige rammer for de enkelte behandlingscentre, væresteder, afdelinger for børn og unge og genbrugsbutikker, så de bruger ressourcerne på deres kerneopgaver og ikke på unødig administration. Økonomien i non-profit organisationen er baseret på frivillige bidrag, indtægter fra genbrugsbutikkerne og landskontorets salg af ydelser foruden tilskud fra offentlige myndigheder.