Ny konkurrencekommissær: "Jeg har frie hænder"

Mens hun affører sig sin sorte Fjällräven-parka, viser hun glad sin seneste tweet på mobiltelefonen - ­et foto af et nyindkøbt spraglet maleri med EU’s blå farve og ­gule stjerner i midten: “Jan Kleins’ Love Colour ­Revolution Colour by the People - EU’s flag with depth, varmth and love. For the office!”

Margrethe Vestager tweeter om alt mellem himmel og jord - både på dansk og engelsk - til sine 78.000 ’followers’. 10.000 flere end da hun forlod Økonomi- og Indenrigsministeriet for at blive EU’s konkurrencekommissær.

Hvornår begyndte du at lægge planer om at blive EU-­kommissær?

“Hæ hæ. Jeg ved godt, at folk tror det, men jeg er ikke ­typen, der lægger planer. Jeg har ikke haft en karriereplan 
fra mine studier til kommissærkontoret,” insisterer hun.

“I den tidlige forsommer talte Helle Thorning-Schmidt og jeg om, at hvis vi stillede med mig som kandidat, så kunne vi få en af de økonomiske porteføljer, fordi jeg både har en faglig baggrund og en politisk baggrund i det økonomisk-
politiske felt. Så snakkede hun med Juncker (EU-kommissionsformanden, red.), og det viste sig, at det ikke var helt utænkeligt.”

Har du i virkeligheden ikke forladt et synkende skib? 

“På ingen måde. Efter en dyb krise, da jeg overtog partiet, har det Radikale Venstre - på vores niveau om jeg så må sige - ligget historisk stabilt i målingerne. Og med en resultattavle som også nærmest er uden sidestykke.”

Men hvis du ser på regeringen som helhed, hvor stor chance tror du så, der er for, at den bliver genvalgt ved 
næste Folketingsvalg? 

“Det ved jeg ikke, men der er da sket større mirakler,” 
lyder det lakoniske svar.

Bange for at ’Margrethe bliver sur’

Ifølge flere magtanalyser er det Danmarks mest magtfulde kvinde, der forlader dansk politik til fordel for posten som EU’s konkurrencekommissær. For på kerneområder er det statsminister Helle Thornings-Schmidt, der har overtaget 
argumenterne fra Margrethe III, som hun spøgefulgt omtales 
- og ikke omvendt.

Det gælder først og fremmest dagpengereformen. Men også en EU-skat på finansielle transaktioner, som både SF, Socialdemokraterne - og i øvrigt også det Radikale Venstres landsmøde - bakkede op om. Ved at lægge en mikroskopisk afgift på finansielle transaktioner ville man lægge en dæmper på kortsigtede spekulationer, lød argumentet. Men Vestager sagde nej.

Ifølge Altinget.dk er “såvel socialdemokrater som SF’ere nervøse for at ’gøre Margrethe sur’, og selv bramfri medlemmer af Enhedslisten har bævet for konsekvenserne ved åbent at kritisere Vestager”.

Hvorfor tror du, folk lader sig intimidere af dig?

“Jeg er som de fleste danskere, tror jeg, relativt ligefrem og forsøger at skære tingene til, så vi kan løse problemer i stedet for det modsatte. Jeg giver ikke folk ret for at give dem ret. For min egen erfaring er, at det er meget nemmere at samarbejde med folk, når man ved, hvor de står.”

Finansskatten og pressechefen

Stemningen falder et par grader, når man borer i, ­hvorfor ­Vestager som økonomiminister egentlig bekæmpede finans­skatten. Og om hun stadig vil gøre det som medlem af kom­
­mis­sionen, hvor den støttes af især den franske økonomi­kommissær Pierre Moscovici, som hun skal arbejde tæt 
sammen med.

“Vi har beskattet den finansielle sektor herhjemme mere. Det, synes jeg, er godt,” understreger Vestager og henviser 
til, at især bankernes såkaldte lønsumsafgift er blevet sat op.

Men er der noget skadeligt ved finansielle transaktioner, som man kunne begrænse med en finansskat?

“Det er muligt, hvis man gjorde det på globalt plan. Så tror jeg godt, det kunne give mening.”

Men er det ikke totalt urealistisk - der vil jo altid være nogen lande, der vil være imod?

“Det må du jo gerne mene, men det mener jeg altså ikke.”

Ifølge Altinget.dk har kilder i både Dansk Industri og regeringen en anden forklaring på Vestagers modstand - nemlig at flere af partiets topfolk har tæt tilknytning til banksektoren, der mere end noget andet har bekæmpet en finansskat med næb og klør.

Din tidligere pressechef Lars Nielsen blev direktør for ­Public Affairs i Finansrådet, og derefter skiftede de radikale holdning i det her spørgsmål. Kan du forstå, at folk tror, der er en sammenhæng?

“Nej, det kan jeg faktisk ikke,” siger Vestager.

“Hvordan skulle det, at vi sætter skatten op og finder en ­effektiv beskatningsform, illustrere, at vores tidligere pressechef har haft held med at lobbye os?”

Dine kritikere påpeger, at Finansrådet immervæk stadig har undgået den finansskat. De har da opnået det, de ønskede? 

“Nemlig at den finansielle sektor bliver beskattet hårdere på en mere effektiv måde?” Vestager griner hånligt.

“Jeg synes, det er fantastisk, at du bruger din kostbare interviewtid på at forfølge en konspirationsteori om, at vi skulle være i lommen på vores tidligere pressechef, fordi vi sætter skatten op på én måde i stedet for at sætte skatten op på en anden måde.”

Hun lægger hænder og albuer på bordet, læner sig ind 
over bordet og stirrer mig lige ind i øjnene. Der føles pludselig ­varmere ude i den bidende kulde på Gothersgade.

Overtager styringen

Til trods for - eller måske netop på grund af - sin ­kontante facon er Margrethe Vestager populær i brede kredse. Da hun senere samme aften skal optræde i radio-programmet ­Cafe Hack sammen med Ørkenens Sønner, er det ikke Vestager, men en af skuespillerne der beder om en autograf.

“Tænk sig, at der bliver klappet så meget af en politiker,” noterer radiovært Søren Dahl, da hun gør sin entré i Christians Kirke, hvor programmet optages i anledning af julen. Christianshavnerkirken er også Vestagers kirke, så præsten, Flemming Pless, kender hende. Hvad hans første indtryk var?

“Det ord, der kommer til mig, er ’sej’,” siger Pless og ­husker, at Vestager engang underviste hans konfirmander.

“Hun overtager styringen med det samme. De opfatter 
hende som en autoritet på den fede måde: ’Her må vi høre efter’.”

Autoritet og kompetence. Rygtet er løbet i forvejen til Bruxelles, hvor Margrethe Vestager har skiftet den sorte ­Fjällräven-parka ud med en mørkegrøn frakke.

“Hun har et virkelig godt ry,” bekræfter en centralt ­placeret EU-kilde på en café nær Berlaymont-bygningen, hvor ­Vestagers chauffør har parkeret hendes gulbrune Mercedes foran hovedindgangen.

Oppe på 10. sal bliver den nye konkurrencekommissærs første opgave - udover at få hængt sin moderne kunst op - ­indirekte at efterforske sin nye chef, den luxembourgske ­kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Et internationalt konsortium af journalister afslørede nemlig få dage efter den nye kommissions tiltrædelse, at Luxembourg har givet hundredvis af multinationale virksomheder så store skattefradrag, at de reelt kun har betalt symbolsk skat. Alt sammen mens Juncker var finans- og premierminister. Hvilket også er gået ud over andre EU-lande, fordi virksomhederne på magisk vis har overført overskuddet fra deres aktiviteter i EU’s øvrige 27 lande til det lille fyrstendømme og ladet det beskatte der.

Skal efterforske egen chef

Er du ikke inhabil, når du skal efterforske en sag, som din egen chef er viklet ind i?

“Nej, det er jeg ikke. Jeg har fuldstændig frie hænder til at undersøge sagerne, som jeg gerne vil.”

Men hvis kommissionen skal beslutte at indbringe Luxembourg for EF-domstolen, så sidder han jo for bordenden?

“Ja, men det er jeg ikke bekymret for. Der er ikke plads til, at nogen af personlige grunde kan række hånden op og sige ’nej, det mener jeg ikke’.”

Ikke desto mindre er det velkendt, at de enkelte lande bruger deres kommissærer til at fremme nationale sager. Mens djøfbladet sidder i konkurrencekommissærens vente­værelse, passerer tre diplomater fra det danske udenrigsministerium forbi ind til Vestager. De “vil godt lige høre, hvordan man får forståelse for den danske position” i en sag ­vedrørende det danske retsforbehold.

National lobbyisme eller ej, påpeger Vestager, har Juncker kun én stemme lige som de øvrige 27 kommissærer. Og “han ville i givet fald nok få svært ved at få stemt i gennem,” at der ikke skulle lægges sag an, hvis efterforskningerne konkluderer, der er grundlag for bøder eller retssager.

Vinden vender for skatteundgåelse

Netop spørgsmålet om støtte til - og beskatning af - ­store 
multinationale virksomheder kommer til at fylde en stor 
del af Vestagers femårige mandat. Allerede inden Vestager 
og afsløringerne om Luxembourg (også kaldet LuxLeaks) er landet i Bruxelles, åbnede den foregående kommission i juni tre separate undersøgelser for at afgøre, 
om Apple, Starbucks og Fiat i henholdsvis Irland, Holland 
og Luxembourg har fået særbehandling.

“Dem har vi opprioriteret med henblik på at gøre dem færdige i løbet af første halvår 2015. For så ved vi meget mere om, hvordan sådan nogle skatteaftaler ser ud, hvis der i dem er forskelsbehandlinger for virksomheder. Mistanken er jo, om den skatteaftale, du har fået, er meget bedre end den, jeg kunne have fået. For har du det, så er det statsstøtte, og det må man ikke.”

Men hvis Luxembourg har behandlet alle virksomheder lige lempeligt, så har man teknisk set ikke gjort noget ulovligt? 

“Så er det ikke i min butik, om jeg så må sige, for så er det ikke statsstøtte, de har forbrudt sig mod. Så kan man gå en anden vej ved at harmonisere skattelovgivningen. Det ­gælder for eksempel forslaget om at lave en fælles konsolideret ­selskabsskattebase, altså at virksomheder betaler skat af den samme skattebase, uanset hvilket europæisk land de har en del af deres forretning i.”

Men det kræver jo enstemmighed blandt EU’s medlems­lande, hvor mange er stærkt imod?

“Der føler jeg, vinden er ved at vende. Det er også derfor, jeg har været meget anerkendende over for det journalistiske arbejde, der er blevet lavet i forbindelse med LuxLeaks, fordi jeg tror, det har været med til at flytte debatten om, hvad der er rimeligt, og hvad der ikke er.”

Udelukker intet

Hvad vil du gerne have opnået efter fem år her i kontoret?

“At flere mennesker oplever, at der er nogen til at se efter, at der er ordentlige og fair forhold, f.eks. i forhold til sådan noget som statsstøtte, så skatteyderne ikke bliver røvet ved højlys dag.”

Tanken må have strejfet dig, at det her kunne være et springbræt for at vende tilbage som statsminister, når Lars Løkke har haft en tur ved roret?