Studerende begår de samme fejl igen og igen i opgaver. En retoriker vil fejlene til livs med ny bog. Her giver hun nogle af sine tips.
Hvordan opdager man sine egne fejl? Det kan være vanskeligt, men der er nogle forskellige mulige greb, der kan hjælpe.
- Læg teksten væk i nogle dage, så du kan læse den med friske øjne.
- Print teksten ud. Det giver en anden læseoplevelse.
- Kopiér teksten over i et nyt dokument, hvor du bruger en anden font og skriftstørrelse. På den måde ser teksten ny ud.
- Læs teksten højt – meget gerne for andre. Når du læser højt, kan du tydeligere mærke, om der er noget galt med sætningerne, og mærke, om indholdet er rigtigt og klart formuleret.
Kilde: Louise Fischer-Nielsen
Gennem et par år har retoriker Louise Fischer-Nielsen læst stribevis af specialer igennem for venner, bekendte og folk fra sit kontorfællesskab. Efter at have rundet 20 specialer kunne hun til sin ærgrelse se et tydeligt mønster: De samme sproglige fejl gik igen hos såvel humanister som samfundsvidenskabelige studerende.
Listen over hyppige fejl har hun brugt som skelet i bogen ”Typiske sproglige fejl i specialer og store opgaver – og hvordan du retter dem”, der netop er udkommet.
Louise Fischer-Nielsen understreger, at det er forskelligt fra fag til fag, hvor afgørende sproget er. Men grundlæggende giver det autoritet at have styr på sproget.
”Selvfølgelig er der altid en fejl eller to – men hvis du ikke har gjort dig umage med at luge ud i stavefejlene, kan læseren sagtens tænke, om du så overhovedet har gjort dig umage med resten? Opgaven kan jo være rigtig god alligevel, men det smitter bare af,” siger hun og påpeger, at det samme gælder for mange af de job, som en universitetsuddannelse kan føre til: Dårligt og upræcist sprog mindsker troværdigheden.
Men hvad er det, der kikser i specialerne og andre store opgaver? Her er tre af de ting, som du bør holde dig fra i dine opgaver.
Som resultat af en mangeårig tradition for et krøllet og indholdstungt sprog, som via de teoretikere, der har formet faget, er blevet den gængse måde at skrive på, og hvor der ofte optræder adskillige pointer inden for et enkelt punktum, benytter mange studiers pensumlitteratur sig af en indviklet skrivestil, der smitter af på de studerende.
Beklager – det var en forfærdeligt rodet sætning, hvilket du nok bemærkede. Et problem med mange specialer er imidlertid, at de studerende ikke opdager deres egne lange sætninger, påpeger Louise Fischer-Nielsen.
”Det er en misforståelse, at komplekst akademisk indhold også skal udtrykkes komplekst. Når man skriver et speciale, vil bedømmerne nok være på et højere akademisk niveau end skribenten. Men bliver teksten alt for snørklet, begynder man som læser at tænke, om det her bare lyder flot, men ikke er det. Derimod rykker det virkelig noget for læseren, hvis man som studerende kan vise, at man ikke bare forstår noget komplekst og måske endda kan tænke videre, men også kan formidle det letforståeligt.”
Vil du undgå, at sætningerne vokser ud af kontrol, er det vigtigt at få pointen frem i starten af den enkelte sætning. Som en dansklærer ville sige det: Kryds og bolle skal stå forrest i sætningen. Og sæt så i øvrigt punktummer frem for at tilføje indskudte sætninger.
Et overskueligt sprog er ikke kun en fordel for læseren. Det giver også fordele for dig som skribent.
”Man forstår tingene meget bedre, når man skriver dem. Når man arbejder med at skrive enkelt og klart, kan man tænke med selv og gennemskue, om man er på vej ud af et sidespor. Som jeg skriver i bogen, er klar tale udtryk for klar tanke,” siger Louise Fischer-Nielsen.
Akademiske tekster betragtes ofte som distancerede, og derfor forventes det, at der bliver holdt en vis armslængde og taget forbehold, når der konkluderes.
Hvis du synes, at den foregående sætning er besværlig at læse, hænger det sammen med, at den er spækket med passive udsagnsord. ”Betragtes”, ”forventes”, ”bliver holdt” og ”konkluderes” har det til fælles, at læseren ikke kan se, hvem der fx betragter og forventer.
”Når vi læser, leder vi efter en afsender. Vi vil gerne vide, hvem der handler. Derfor er sætninger med passive udsagnsord ofte svære at læse,” fortæller Louise Fischer-Nielsen, der understreger, at det inden for nogle fagtraditioner er vanskeligt at undgå passiverne, fordi det er udelukket at skrive ”jeg”.
Men derudover er passive udsagnsord sjældent en god løsning. De kan endda stå i vejen for, at du får den anerkendelse, du fortjener.
”Jeg støder tit på gode pointer, hvor jeg skriver en kommentar til skribenten om, at der mangler en litteraturhenvisning – og så viser det sig, at det er skribentens egen pointe. Skriver man passive sætninger, kan det blive usynligt, at man selv har tænkt. Det er en skam, fordi egne analyser er noget af det, man for alvor bliver belønnet for,” betoner Louise Fischer-Nielsen.
Det kan selvfølgelig gå over gevind, hvis der står ”jeg problematiserer”, ”jeg vurderer” og ”jeg konkluderer” i afsnit efter afsnit.
”Alt med måde – men min oplevelse er, at folk snarere falder i den overakademiske grøft end det modsatte. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har læst et speciale, der var for sprogligt simpelt,” siger Louise Fischer-Nielsen.
Den følgende del af artiklen vil forklare, at det er vigtigt hele tiden at fortælle læseren, hvad der skal ske i næste afsnit, og at opsummere pointerne, når afsnittet er omme.
Sætningen herover er et eksempel på det, som Louise Fischer-Nielsen kalder metatekst: tekst, der forklarer, hvad der sker i næste afsnit. Metatekst er en god genvej til at skabe struktur i teksten.
”I den akademiske genre går det ikke, at man overlader det til læseren at tænke selv. I fiktionen må man gerne være mystisk og lade et citat stå uforklaret, så det kan summe i læserens hoved. Det kan være meget engagerende i skønlitteratur, men som studerende skal man vise læseren, hvad man tænker. Det skal læseren ikke gætte sig til,” forklarer hun.
Metatekst er ikke kun en fordel for læseren. Det hjælper også dig som skribent med at holde overblikket. Indleder du fx et afsnit med at skrive, at du nu ”vil forklare sammenhængen mellem den øgede fleksibilitet i virksomhedernes organisering og væksten i atypiske ansættelser”, har du denne metatekst som en rettesnor, du kan vende tilbage til for at sikre dig, at du når frem til de nødvendige pointer i løbet af afsnittet.
På samme måde bør du afslutte hvert afsnit med en opsummering. Også selv om du måske synes, at læseren selv burde kunne regne ud, hvad der er det centrale i afsnittet.
”Det handler egentlig bare om at bruge den akademiske skrivestil helt nede i det enkelte afsnit: Metateksten opstiller en hypotese, som man så giver nogle belæg for, hvorefter man kommer med en konklusion.”
I sin bog zoomer Louise Fischer-Nielsen også ind på en række konkrete stavefejl og kommaproblemer, der ofte optræder i specialer. På et mere overordnet plan går det ud over sproget, at studerende ofte holder deres ufærdige tekster tæt til kroppen.
”Min oplevelse er, at studerende er for nærige med at vise deres ting til andre. Hver gang man har skrevet noget, bør man sende det ud til andre, der kan gå det igennem. Det behøver man ikke vente med, til man er helt færdig. Arbejder man på den måde, undgår man også at sidde alene med teksten, og det vil nok gøre processen rarere for mange.”
Hvorfor er studerende så tilbageholdende med at vise teksterne frem?
”Når man beder andre læse sine tekster, er det en nervepirrende proces, fordi man sætter sig selv på spil. Det kan være rigtig hårdt at få feedback, og der er også mange, der kan blive meget bedre til at give feedback, sådan så de ikke kun udpeger alt det, der er dårligt. Mange steder er feedback desværre ikke en del af den akademiske tradition, men det kan man godt overveje, om man ikke skal bruge noget mere som studerende.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER