Pas ikke kun dig selv

Endnu en gang havde hun sat et avisudklip op på min plads, og endnu en gang handlede det om folk, der var for tykke. Det var jeg måske nok, men jeg forstod aldrig helt, hvorfor min kollega havde brug for konstant at minde mig om det, for det var jo strengt taget min fedtprocent. Det var før, der blev skrevet om mobning på arbejdspladsen, så jeg opfattede ikke, at det var dét, der skete. Jeg tænkte bare, at hun nok ikke kunne lide mig. Og hvad skal man gøre ved det?

Alle har nok haft dårlige kolleger. Dem, der sørger for, at man har ondt i maven søndag aften, fordi man ikke har lyst til at gå på arbejde mandag morgen. Egentlig kan man godt lide sit arbejde, men der er bare en eller to mennesker, der gør, at man nærmest frygter næste dag. Heldigvis er der i dag meget fokus på mobning mellem voksne. Det er jo godt. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvem gør den slags? Hvem er så små, at de har brug for at nedgøre og latterliggøre andre voksne? At mobbe er da kun sådan noget, dumme børn gør.

Et andet sted jeg arbejdede, havde jeg en kollega, som altid skulle gøre mig opmærksom på, hvor dårlig jeg var til teknik. Hun havde helt ret, jeg vidste det godt selv, men hvorfor satte hun sig så ikke for at lære mig det, hun syntes var irriterende, at jeg ikke vidste? Da jeg stoppede på det arbejde – delvist fordi jeg ikke gad at være et sted, hvor sådan nogen som hende fik lov til at sætte stemningen – kastede hun sig over en anden kollega og sagde præcis det samme. Så jeg tænker, at det er hendes måde at hævde sig på. Det er i bund og grund hendes problem. Men det blev mit og siden min kollegas – og i virkeligheden hele arbejdspladsens, for det skaber bare ikke de fedeste vibrationer.

Da jeg talte med min søde eks-kollega et halvt år efter, sagde hun, at hun var flov over, at hun ikke havde gjort noget, da det gik ud over mig – og i øvrigt havde hun nu sagt op. Det vil sige, at vores arbejdsplads havde mistet to ellers glade og loyale medarbejdere, fordi en person mobbede. Og vi havde ikke passet nok på hinanden. Ingen af os havde lyst til at gå til ledelsen, for det ville være lidt som at sladre til mor – og mobning kan være så subtilt og ukonkret, at det kan være svært at bevise.

Der kan være mange grunde til, at man ikke reagerer, når man ser, at en kollega mobber. Måske er man bange. Måske vil man ikke blande sig. Men det synes jeg, at man skal. Det vil jeg i hvert fald gøre fremover. Selvfølgelig vil der på en arbejdsplads altid være nogen, man bedre kan lide end andre. Måske er der ligefrem nogen, man ikke bryder sig om. Dem kan man holde sig fra. Det fungerer som regel fint – men dem, der har brug for at nedgøre og bagtale andre, dem må man stoppe. For alles skyld. For dårlig stemning smitter.

Og så er der gråzonerne, hvor det kan være svært at vurdere, om man selv er ultra-sensitiv eller bare har med et socialt klodset menneske at gøre – som da min venindes kollega en dag sagde: "Jeg har simpelthen tabt mig så meget, så jeg har en masse tøj, du gerne må få…"