Læserbrev: Mit talent visner i det offentlige

Da jeg læste lederen i djøfbladet nr. 12 af formanden for offentlige chefer, Henning Thiesen, om fastholdelse af talenter tænkte jeg, ja hvordan i alverden kan min arbejdsplads fastholde mig og mit blomstrende talent?

Jeg betragter mig selv som et af fremtidens talenter, som offentlige og private arbejdspladser åbenbart kæmper om. Desværre, kan jeg bare ikke mærke denne kamp på mit arbejde. Hos os har man fokuseret rigtig meget på produktet, og det er så småt blevet klart for topledelsen, at medarbejdertrivslen halter. Så nu bruger man rigtig mange ressourcer på at lave medarbejderundersøgelser osv., så vi bliver styrket fremover.

Men hvad med mig - her og nu? Jeg er forholdsvis nyansat, og selvom jeg lige fra start gik i gang med at gafle mig flere og flere opgaver og større og større ansvar, så føler jeg mig på ingen måde tilfredsstillet, måske fordi jeg er naiv.

Jeg havde en forestilling om at blive belønnet, når jeg beviser, hvor meget jeg gerne vil skabe resultater og yder en ekstraordinær indsats. Ofte sker det, at jeg dribler rundt med bolden, men ikke kan score, fordi min medspiller står og blokerer målet (en lille metafor på bureaukratiet). Jeg er ikke i tvivl om, at mine nærmeste ledere værdsætter mig og min flid, og at de rigtig gerne vil se mig få succes (og få dem til at shine), men det er, som om kulturen bare ikke er gearet til sådan én som mig. Der bliver kigget skævt til mig og kommenteret, hvis jeg ikke drøner op til buffeten på slaget 12 eller tæller sekunderne, til klokken bliver 16, så jeg kan slukke og lukke og drøne hjem til stegt flæsk med persillesovs. Når jeg rejser mig og forlader onsdagsmødet efter en times kagespisning og small talk uden fagligt indhold, kan jeg mærke misbilligende blikke i nakken.

Mine nærmeste chefer er gode til at fortælle og vise mig, at jeg er heldig. Jeg har fået at vide, at det bestemt ikke er normalt, at en så ung og uerfaren medarbejder får den slags opgaver stukket i hånden, og at jeg da bestemt ikke skal regne med, at lige netop dén progressive udvikling vil fortsætte!? Sagen er bare den, at jeg da bestemt ikke regner med, at farten på min karriere "bare" vil fortsætte i en opadgående kurve. Næh, jeg vil skam kæmpe for at den gør det, for min fighterånd og ambitioner er nemlig kernen i mit talent.

Desværre er luften lige så stille ved at gå af ånden i flasken, magien siver lige så stille bort, og jeg overvejer så småt, om jeg skal bruge mit sidste ønske på at få en ny arbejdsplads i det private.

Hvorfor? Fordi, jeg hører ordene, det "plejer vi ikke", "den forrige i stillingen gjorde sådan her" og "nej, vi lader ikke nyansatte gå i gang med specialkonsulentuddannelsen. Du skal mindst have været her et års tid, og gerne have fået dit første barn", og ”det er bare et arbejde”.

Der er da noget galt! Nulfejlskulturen sidder fastspændt som en styrthjelm på direktørerne, og den hæmmer alt og alle omkring dem. Fagligt korrekte notater bliver friseret med den politiske tættekam til ukendeligheder. Tænk, at der er flere penge i politisk ævle-bævle end i faglig korrekthed og innovativ tænkning om en mere effektiv offentlig sektor.

Jeg er omgivet af så mange dygtige og engagerede medarbejdere, men det er, som om vi alle bliver til en stor kage af leverpostej.

Jeg og mit talent blomstrede, da jeg blev ansat i styrelsen, men efteråret er kommet overraskende stærkt, mine blade er begyndt at visne, og jeg føler endda, at jeg er blevet smittet af den stress, som åbenbart rammer utrolig mange af mine kollegaer… hvorfor mon? Jeg giver Henning Thiesen fuldkommen ret i, at "plejer og nulfejl kan til sammen tage livet af enhver ide, der stikker næsen frem". Jeg stresser ikke over opgaverne eller arbejdsbyrden, jeg stresser over, at jeg føler mig utilpasset og forkert på min offentlige arbejdsplads, hvor det ikke sømmer sig at dyrke sig selv og sine ambitioner og gå efter at blive belønnet.

Klummeskribenten har valgt at være anonym. Redaktionen er bekendt med skribentens identitet og arbejdsplads.