Som djøfbladet kunne berette i sidste uge, kan introverte personer let blive overset, når der skal udpeges nye chefer, på trods af at de ofte har brugbare evner som ledere.
Vi har bedt Bea Kolbe Ebersbach fortælle om sine erfaringer som introvert leder. Hun arbejder som teamleder for seks medarbejdere, der hjælper sindslidende med at få og fastholde et job.
Der er nok ikke ret mange, der vil opfatte mig som introvert. Jeg fungerer fint i en almindelig dagligdag, og jeg kan sagtens small-talke med folk og være social – men når jeg er sammen med mennesker, kræver det mere af mig, end folk måske kan se. Det betyder også, at jeg planlægger min tid ret skarpt: Jeg ved, at når jeg går på arbejde, bruger jeg meget af min energi på det. Jeg kan ikke både have to foredrag, en konference og en 70-års-fødselsdag i samme uge. Så kan jeg næsten ikke hænge sammen.
Man tænker tit, at introverte er generte, men jeg har det faktisk fint med at være på. Det kræver bare meget energi fx at stille mig op og holde foredrag for 100 mennesker. Jeg bliver nogle gange bedt om at komme ud og fortælle om vores projekt og vores resultater, og det kan jeg sagtens. Jeg ved bare, at jeg skal lade op inden, og jeg skal heller ikke ud og spise middag eller i biografen med venner bagefter.
Som leder er jeg meget ikke-hierarkisk. Jeg vil helst dialogvejen. Der er selvfølgelig nogle beslutninger, som det er mig, der skal træffe, fordi jeg har ansvaret – men jeg vil gerne høre, hvad folk har at sige først.
Egentlig agerer jeg som ekstrovert på jobbet. Medarbejderne sætter pris på, at chefen er tilgængelig, og at de kan få deres idéer hørt. Det gør jeg så, og det har jeg det fint med. Jeg bruger bare al min energi, men det er ikke sikkert, at der er ret mange, der opdager det.
Jeg har skullet arbejde med at turde være direkte. Jeg har haft en tendens til at gemme mig bag skærmen, og når der er noget, der skal informeres om, er det nemt at gøre det via mails. Jeg er blevet meget bevidst om, at det er en dårlig måde at kommunikere med medarbejderne på. Jeg har arbejdet meget med at turde give både gode og dårlige informationer ansigt til ansigt. Jeg tror, at alle har det sådan, at det kræver mere at tage svære samtaler ansigt til ansigt – jeg ved bare, at det er ekstra drænende for mig, og derfor skal jeg reservere energi til det.
Til lederudviklingssamtaler har jeg fået at vide, at jeg skal blive bedre til at netværke og blive mere synlig i organisationen. Rent fysisk ligger vores team langt fra resten af organisationen, og hvis jeg var ekstrovert, ville jeg sikkert blæse rundt til arrangementer og ringe til folk for at høre, hvordan det går. Men det ligger ikke naturligt til mig. Hvis jeg skal gøre det, er det noget, jeg skal planlægge.
At være synlig handler rigtig meget om netværk, og det kan være en stor udfordring at skulle være opsøgende. Efter en lang arbejdsdag tager jeg ikke lige til et fyraftensmøde for at netværke. Så skal indholdet på mødet være rigtig spændende, men jeg går, så snart foredraget er slut. Alt det dér bagefter, hvor man snakker og udveksler visitkort, er en overvindelse. Jeg ved, at det er nødvendigt, og prioriterer det indimellem, men det er noget, jeg skal sætte mig op til.
Der kan være en forventning om, at chefen skal med til en masse sociale ting. En fredagsøl med mine kollegaer her kræver ikke så meget af mig, fordi jeg kender dem. Men sommerfester eller julefrokoster med masser af mennesker fra andre afdelinger, som jeg ikke kender, stiller jeg ikke op til voldsomt ofte.
Når man skifter fra at være menig medarbejder til at være chef, er man lige pludselig udelukket fra nogle ting. Her har jeg en fordel, for det er faktisk ikke et tab for mig, at jeg ikke er med i alting på arbejdspladsen. Jeg har det fint med at være for mig selv, og nogle gange er det rart at kunne trække sig lidt.
Ledige stillinger