28.9.2015
af
Mads Matzon
Martin Fristrøm har eget firma, og et ekstra halvt år på universitetet ville få studie og job til at balancere. Men det hindrer nye regler.
Lige inden Martin Fristrøm begyndte på kandidaten på SDU, startede han og en kammerat virksomheden Demovare, som opkøber og sælger returvarer inden for forbrugerelektronik.
”Det er computere, tv og den slags ting. Varer, som allerede har været åbnet, og som vi videresælger, fordi der stadig er værdi i dem. Virksomheden vokser støt, og vi har fået mere og mere arbejde. Jeg ville derfor gerne have været gået ned på to fag pr. semester og så trukket studiet lidt ud. Med mere end to fag bliver det en kamp at få det til at køre rundt.”
Han har allerede søgt studierådet om lov til at forlænge med et halvt år, men fik nej på grund af studiefremdriftsreformen.
Der er derfor en reel mulighed for, at han – ligesom mange andre studerende Djøf-medlemmer – dumper minimum et fag med vilje.
”Jeg har faktisk aldrig blanket før. Jeg synes ikke, det er den måde, man skal gøre det på. Man skal sgu ikke blanke, medmindre man har en rigtig god grund. Det synes jeg, det er i mit tilfælde, for jeg har ikke mulighed for at følge alle fag. Jeg kan så vinde cirka en måned ekstra til at læse op til reeksamen.”
Martin Fristrøm er lige begyndt på andet år af kandidatuddannelsen i Global Logistics and Supply Chain Management. Men selv om arbejdet i hans virksomhed er meget studierelevant, overvejer han, om han skal droppe uddannelsen helt for at få ordentlig tid til virksomheden.
”Det er en hård beslutning at tage, når man har brugt fire år på studiet. Men jeg brænder for virksomheden, og det første år er så afgørende. Jeg kan ikke byde min kammerat, at han skal knokle alene med den.”
Han fortæller, at SDUs egen iværksætterorganisation, IDEA House, har vurderet, at virksomheden har vækstpotentiale. Han kan ikke forstå paradokset i, at han på den ene side bliver opfordret til at iværksætte på studiet og på den anden side ikke må bruge tid på det.
”Jeg er nok desværre blevet ramt af reformen på en måde, der ikke var tiltænkt. Jeg har studeret hele mit liv og har lavet en virksomhed, som jeg føler kan blive større end den tomandsvirksomhed, den er nu. Jeg vil bare gerne have noget praktisk erfaring, og reformen har tvunget mig til at overveje, om jeg skal hoppe helt fra studiet.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER