Er offentlige ledere onde?

Ondskaben har mange navne i velfærdsstaten: ’Topstyring’, ’kolde hænder’, ’regneark’, ’djøfere’, ’administration’ og ’Finansministeriet’. Sådan skrev Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg for nylig i en klumme, hvor han pirker til vores selvfølgelige ret til at bashe djøfere til enhver tid.

Kritikken af administrationsregimet er ikke uberettiget, fastslog han. Den reflekterer en magtforskydning i velfærdsstaten fra professionerne til administratorer.

Men kritikken er samtidig populistisk.

For djøferne og New Public Management kuppede sig ikke til magten. De fik den, fordi ildsjælene med de varme hænder ikke kunne regere deres egne institutioner og ikke kunne styre økonomien, lød kulturredaktørens opsang over den søvngængeragtige Djøf-kritik.

Tilbud om hjælp til djøferne

Nu prøver en ny bog at give den store strukturelle forklaring på værdisammenstødet mellem de professionsuddannede som lærere, politifolk og sundhedspersonale, der oplever, at Djøf-segmentet tromler hen over deres faglighed, og så på den anden side generalisterne fra universitetet, som har fået opgaven med at bestyre politikernes overordnede prioriteringer.

Bogen – ’Ledelseskrise i konkurrencestaten’ af professor i statskundskab og institutleder Lars Bo Kaspersen, KU, og organisationsstrateg, direktør Jan Nørgaard, Cairos – er først og fremmest stilet til ’administrationsregimet’. Altså djøferne.

Nemlig: Hvad er problemets kerne egentlig, og hvad kan generalistlederne gøre anderledes for at komme ud af balladen, som påvirker både trivsel og effektivitet negativt?

Droneledelse

”Lars Bo Kaspersen og jeg delte den samme undren over, hvorfor ledelse er så svært i den offentlige sektor. Vi var ikke ude efter skyld og enkeltpersoner, men vi ville finde forklaringen på splittelsen mellem generalistlederne og de professionsuddannede,” siger Jan Nørgaard.

Forklaringen er strukturel, fastslår bogen. Det handler om skiftet fra klassisk velfærdsstat – hvor professionsværdierne herskede – til konkurrencestaten, som med ændrede værdier og styringsfikseret ledelse kæmper for at sikre Danmarks overlevelse som stat.

Konkurrencestatens styringsfiksering kolliderer direkte med professionsværdiernes DNA. Dermed opstår der et uklart ledelses- og samarbejdsrum, og derfor hedder bogen ’Ledelseskrise i konkurrencestaten’.

Symptomerne er fx vejrhaneledelse, stresset ledelse, pseudoledelse og teflonledelse, hvis fællestræk er, at generalistlederne befinder sig meget langt fra de problemer, som professionsuddannede ledere og medarbejdere møder i praksis.

Droneledelse kalder en af bogens interviewpersoner det. I bogen finder man endnu flere bedrøvelige kategorier for det samme.

Trivsel og effektivitet halter på grund af åbne eller skjulte konflikter. For hvor skal loyaliteten ligge? Hos professionsværdierne eller hos den styringsfikserede ledelsestænkning? Det gør ikke kun ondt på medarbejderne. Også lederne lider i dette værdidilemma.

Djøferne svigtede

Men har Rune Lykkeberg ikke også ret i kritikken af de fagprofessionelle, som ikke kunne finde ud af at regere deres egne institutioner?

”Jo. Jeg forstår godt, at man sagde ’nu må vi tage over’, da man fx så tallene for, hvor mange børn der ikke kunne læse, når de gik ud af skolen. Men dét, som den styringsfikserede ledelse glemte, var, at den er dybt afhængig af professionerne. Når der gennem tiden har været alvorlige kriser i Danmark, har vi været i stand til at finde nye veje ved at være uenige på en intelligent måde.”

Men dét, som den politisk-økonomiske elite her svarede igen med, var ikke dialog, men styringsfiksering, understreger han.

”Man overså, hvor dyb modsætningen er i det uklare ledelses- og samarbejdsrum. Man tog ikke fat i værdimodsætningen, men bød ind med styringsfiksering, hvor man skulle have udfordret professionerne på deres kerneområde og taget en substansdialog i fuld respekt.”

Altså fx med lærerne om, hvorfor så mange børn kunne gå ud af folkeskolen uden at kunne læse?

”Ja. Men man har i stedet købt så meget styringsisenkram ind fra dygtige sælgere i IT- og konsulentbranchen, at vi har fået en overstyring i lille Danmark. For vi har jo i forvejen masser af lovgivning og regler.”

Stå af den høje konkurrencehest

Men fx statens Moderniseringsstyrelse er jo begyndt at tale om ’tilbage til kerneopgaven’ og ’færre, men meningsfulde mål’, og der er også aftalt en såkaldt Tillidsreform?

”Jo. Der er kommet mange gode, nye takter og intentioner fra Moderniseringsstyrelsen og andre på det seneste. Men så længe den strukturelle værdimodsætning ikke indgår i arbejdet med at få det implementeret, er det begrænset, hvad der reelt vil virke i praksis. Det er dér, den store samfundsmæssige hurdle ligger: At få genoprettet tilliden mellem professionerne og generalisterne – og det sker ikke uden erkendelse af forskelligheder og ægte involvering. For professionerne har ikke oplevet at blive set, hørt og forstået i mange år.”

Jan Nørgaard mener, at den politisk-økonomiske elite – på rådhusene, Slotsholmen og i Folketinget og dem, som har mest magt og højst uddannelse i Danmark – har et, om ikke andet så moralsk ansvar for at få gjort det godt igen.

”De må stige af den høje konkurrencehest og gå tilbage til professionerne og lytte: Hvordan kan vi sammen gøre det bedre? Det er en god business case.”

Kys dæmonerne

Bogen har et forslag til en kur, som generalistlederne bør gå på: ’Substantiel ledelse’.

”Den helt korte formel på dét er: Gå ind i dæmonerne! Lederskabet skal anerkende og anvende den energi, som ligger i værdimodsætningerne,” siger Jan Nørgaard.

Hvilket bl.a. handler om at forstå den konkrete velfærdsopgave. Om at bruge relationen med medarbejderne til at skabe arbejdsglæde. Og om at sætte en strategisk retning, som forstår helheden.

Det er ikke let, understreger han, for mange offentlige ledere kæmper med endnu et dilemma.

”Hele karrieresystemet er bygget op på den styringsfikserede tænkning. Det er en identitet med egne sproglige koder og adfærdsnormer, som det er svært og karrieremæssigt risikabelt at bryde ud af. Der er da heller ikke ret mange, som har modet til at gøre det. Det er umiddelbart tankevækkende, at mennesker, som er så dygtige og har så høj uddannelse, ikke er i stand at at løfte sig ud af det.”

Men Jan Nørgaard understreger igen, at bogen ikke er ude efter enkeltpersoner.

”Det her er strukturelt betinget og kan ikke reduceres til dårlige djøf-ledere. Vi er blevet fanget i en historisk og strukturel fælde, som vi sammen skal se at finde en vej ud af.”