Din øverste leder ser ikke, at du er stresset

Stressen hersker i høj eller nogen grad på de fleste djøf-arbejdspladser. Sådan ser billedet i hvert tilfælde ud, når djøferne uden ledelsesansvar og mellemlederne bliver bedt om at vurdere tilstanden på deres egen arbejdsplads. Og mange af dem synes heller ikke, at der bliver gjort nok for at forebygge stress.

Hos toplederne er billedet et andet. Her er det kun 15 procent, der oplever, at der slet ikke bliver gjort nok for at forebygge stress, mens det altså gælder 44 procent af de menige medarbejdere og 35 procent af mellemlederne. Og toplederne oplever også i signifikant lavere grad, at deres arbejdsplads er præget af stress, end de to øvrige medarbejdergrupper.

Men det er slet ikke overraskende, at der er så forskellige syn på udbredelsen og forebyggelsen af stress på de enkelte arbejdspladser. Det mener, Pernille Steen Pedersen, der netop har afleveret sin ph.d.-afhandling på CBS, hvor hun relaterer stress til uhensigtsmæssig ledelse.

”Der har kørt kampagner om, at vi skal tale åbent om stress, men det gør vi tilsyneladende ikke. Så det er nok heller ikke løsningen. For det bliver opfattet som skamfuldt at tale om stress – særligt mange djøfere skammer sig over det, fordi deres reaktion er: ’Jeg kan ikke klare mosten, og hvis jeg ikke kan klare mosten, så bliver jeg nok fyret’.”   

Topledernes blinde øje

Karen Albertsen, der er arbejdsmiljøforsker ved TeamArbejdsliv, er enig i, at stress sjældent er noget, man skilter med af frygt for at udstille manglende robusthed og arbejdsevne.

”Derfor kan det sagtens være, at toplederne reelt ikke får at vide, hvad der foregår,” siger Karen Albertsen.

Men det er formentlig ikke udelukkende, fordi medarbejderne og mellemlederne ikke italesætter stressen, at toplederne ikke er opmærksomme på den. Måske vender nogle af dem bevidst eller ubevidst det blinde øje til. Stress bliver nemlig altid italesat som noget negativt – også selv om det ikke nødvendigvis er al stress, der er nedbrydende, siger Pernille Steen Pedersen. Og igen bliver stress koblet til noget skamfuldt.

”Når vi udråber stress til at være noget dårligt, vil toplederne måske tænke: ’Hvis der er stress her på arbejdspladsen, så må jeg jo have fejlet’, og det har de ikke nødvendigvis lyst til at udstille,” siger hun.

Og ja - der kan sagtens ligge en manglende indrømmelse i det, mener også Karen Albertsen.

”Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af. Men det er arbejdspladsens ansvar at kunne håndtere stress og sårbarhed – også i de tilfælde, hvor det skyldes privatlivet. Hvis vores medarbejdere ikke trives, kan de ikke præstere.” 

Ledernes ansvar

Pernille Steen Pedersen mener, at der er et tydeligt problem, når tallene fortæller, at mange djøfere oplever stress, mens de, der bestemmer, ikke mener, der er stress på arbejdspladsen.  

”Hvis vi prøver at være realistiske, så er der stress i det her samfund. Det er ikke det, der er det største problem – problemet er, hvis det ikke bliver håndteret, og hvis det er den enkelte, som står tilbage med ansvaret. De, der bliver syge, er ikke dem, der gør oprør og siger fra. Derfor er det vigtigt, at ledelsen tydeligt tilkendegiver: Det her er mit ansvar – det er ikke dit’,” siger Pernille Steen Pedersen.