EU-chefens højre hånd

Goddag. Kom ind.“ Der er intet smil og ingen varm velkomst, men jeg tager det ikke personligt. En EU-kilde havde advaret mig: 52-årige Jeppe Tranholm-Mikkelsen virker udadtil “en smule alvorstung“ og «ikke særlig munter“. Vi traver lydløst henover de fnugfri, blå gulvtæpper ind på hans rummelige, spartanske kontor. Den eneste larm kommer, da han sætter gang i kaffemaskinen oven på pengeskabet i hjørnet.

Vi befinder os på 5. sal i Justus Lipsius i Bruxelles, en firkantet arkitektonisk kolos kendt som EU’s Ministerråd, hvor repræsentanter for EU’s lande med jævne mellemrum indfinder sig for at forhandle alt fra fiskerikvoter til gældskriser. Til at sørge for at alt går ordentligt til, har man et sekretariat på 3.000 personer, herunder 1.000 tolke. I toppen af hierarkiet sidder en generalsekretær, der siden 1. juli har heddet Jeppe Tranholm-Mikkelsen.

“Vi er ikke bare garanten for, at rammerne er der. Vores rolle er også at være garanten for, at beslutningerne bliver truffet på en måde, så alle lande har mulighed for at komme til orde,” forklarer Tranholm--Mikkelsen, da kaffe og mineralvand er serveret. “For det er en måde at skabe legitimitet af beslutningerne på. For hvis ikke der er legitimitet af beslutningerne, så kan det være en trussel mod systemet som sådan. Men derudover tilsiger al erfaring også, at hvis ikke der er legitimitet i beslutningerne, så bliver de ikke implementeret.”

Generalsekretærens stigende indflydelse

Fra hans kontor er der udsigt over et kæmpe atrium. Tidligere var området blot en åben gård, man krydsede på vej ind i Rådet. Men efter EU’s udvidelser er det blevet overdækket og integreret i Justus Lipsius for at kunne huse det stigende antal journalister ved EU’s topmøder. Så bliver der stillet borde frem, rullet kabler ud og sendt direkte tv. Lige nu er der stort set mennesketomt. Der står endda en stribe liggestole i en halvcirkel, som ingen dog synes at turde sætte sig i.

I takt med at EU har fået flere lande, har også sekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union, som det officielt hedder, ændret sig.

“Rådssekretariatet har udviklet sig enormt. Det har intet at gøre med, hvad det var i begyndelsen,” husker franskmanden Pierre de Boissieu, en af Tranholm-Mikkelsens forgængere med en lang karriere i EU-systemet.

“Dengang tog rådssekretariatet noter, verificerede procedurer og havde ikke en større rolle end som så.”

Kort fortalt er EU-systemet indrettet således, at Kommissionen udarbejder lovforslag, som derefter vedtages af Rådet  altså EU’s regeringer  dog ofte i forhandling med Europa-Parlamentet. Rådet ledes af et formandsskab, der går på skift mellem landene hvert halve år. Men eftersom der i dag er 28 EU--lande, oplever ingen regeringschef i praksis længere at lede EU to gange. Og må derfor i højere grad end tidligere trække på generalsekretæren og hans rådssekretariat. Desuden er generalsekretæren også højre hånd for EU’s faste formand, Donald Tusk, der leder EU’s topmøder  altså når stats- og regeringscheferne møder frem.

“Posten som generalsekretær er blevet en vigtigere stilling,” siger tidligere EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen. “Det skyldes, at det i praksis er i rådssekretariatet, man sidder og redigerer kompromisforslag til parlamentet, som kan vedtages som lovforslag.”

Formandens venstre øre

Vi tager elevatoren op til de hellige haller på ottende og øverste sal i Justus Lipsius, hvor forhandlingslokalerne ligger. Her er journalister normalt forment adgang, især når forhandlingerne foregår. De må pænt vente nede i stueetagen på, at noget filtrerer ned  eller en af de delegerede lækker et par godbidder via Twitter.

Lokalerne er firkantede, runde eller ottekantede, men har alle en formand i den ene ende, kommissionen i den anden og landene rundt om  alle med lige mange pladser.

“Den grad af ligeberettigelse i lokalet skaber rum for en rationel diskussion og ikke kun en styrkeprøve. Fordi når alle har en mikrofon, og alle kan se hinanden, så får du en diskussion, hvor argumenter tæller, og du kan gøre en forskel,” siger Tranholm-Mikkelsen.

“Lige til venstre for formanden sidder altid en fra råds-sekretariatet. Når vi er sammen med stats- og regerings-cheferne, så er det mig, der sidder ved siden af Tusk. Normalt tager rådssekretariatet ikke ordet ved møderne. Populært sagt er rådssekretariatets mikrofon formandens venstre øre. Hvor meget der så kommer ud af det, kommer dels an på kvaliteten af den rådgivning, der bliver givet, dels an på den til enhver tid siddende formands vilje og evne til at lytte og bruge det til noget. Derfor er det per natur en relativt usynlig rolle udadtil.”

Og det bekommer Tranholm-Mikkelsen vel ifølge Poul Skytte Christoffersen, der har arbejdet tæt sammen med ham.

“Han søger ikke rampelyset. Derfor er det også en, Tusk har tillid til. Han forsøger ikke at være Tusk, men Tusks hjælper. Han befinder sig meget godt med at operere bag scenen.”

Planlagde alle scenarier

Tranholm-Mikkelsen var Danmarks EU-ambassadør, da han på vej hjem fra arbejde en aften i marts blev ringet op af Tusks kabinet. Den daværende tyske generalsekretær, Uwe Corsepius, var uventet blevet kaldt hjem til Berlin af kansler Angela Merkel.

“Inden for en time eller to efter de havde fået at vide, at Corsepius var på vej tilbage, ringede de for at føle sig frem, om jeg var interesseret,” husker Tranholm-Mikkelsen. En uge senere var han godkendt af samtlige stats- og regeringschefer i EU.

Trods to måneder til at forberede sig fik han en hæsblæsende begyndelse på sit nye job. Fire dage efter tiltrædelsen 1. juli afholdt den græske regering en folkeafstemning, hvor et flertal af grækerne afviste skrappe sparekrav i bytte for en ny redningsplan fra EU og den Internationale Valutafond  hvilket førte til, at partnerne fra eurozonen på et topmøde tirsdag 7. juli gav Grækenland et ultimatum: “Indtil nu har jeg undladt at tale om deadlines, men i aften må jeg sige højt og tydeligt, at den endelige deadline udløber denne uge,” sagde Donald Tusk. Han indkaldte de 19 stats- og regeringschefer fra eurozonen til topmøde søndag 12. juli i håb om at nå en aftale. Uden en aftale ville Grækenland ikke få nye lån udefra, og uden nye lån ville Grækenland forlade eurozonen og gå statsbankerot.

Hvad var din rolle ved Grækenland-topmødet?

“I høj grad at være rådgiver for Tusk. Det handler om at have tænkt igennem, hvad der kan ske undervejs og have forberedt de tekster og kompromiser, som kan blive aktuelle i den ene eller anden situation i topmødet. Vi havde en tekst klar også for det tilfældes skyld, at vi ikke havde en aftale. Den fik vi så ikke brug for, og den går vi ikke rundt og viser til folk. Men det er klart, vores hovedsigte var at komme til en løsning og i den forbindelse at tilrettelægge mødet på en sådan måde, at det bliver så sandsynligt som muligt. Igen handler det også noget om legitimitet. Så selvom man ved, at sådan et møde her vil en del af tiden blive med kun nogle få aktører, hvor der vil være afbrydelser i det store møde, så er det ikke desto mindre vigtigt for Det Europæiske Råd at starte med alle lande. At man ikke starter med for eksempel Tysk-land, Frankrig og Grækenland, men hører, hvad alle har at sige for at være sikker på, der ikke er noget, man har overset. Man planlægger et forløb, og så må man improvisere hen ad vejen, men som vi i det her tilfælde stort set fulgte,” siger Tranholm-Mikkelsen og tilføjer med et smil: “Vi havde ikke planlagt, det skulle tage så lang tid.”

Møder i enrum

Forhandlingerne varede nemlig fra klokken 16 søndag eftermiddag til klokken 9 mandag morgen.

“Der var  i modsætning til det indtryk man kan få, hvis man læser pressen  en meget ansvarlig og seriøs stemning i rummet. Der var ikke nogen, der hidsede sig op eller hævede stemmen,” husker Tranholm-Mikkelsen.

“Det var ikke depressivt, for der blev også fortalt vittigheder undervejs, og folk grinede. Men der var en fælles forståelse af, at man måtte finde en løsning.”

Som spået blev en del af de hårde knaster hamret ud i enrum mellem den tyske kansler og den græske premierminister Alexis Tsipras med Donald Tusk og den franske præsident François Hollande som en slags mæglere. Tranholm-Mikkelsen sad også med en del af tiden. Forhandlingerne varede hele natten.

“Så mødtes vi igen klokken 4 med alle 19, og så var der efter den runde ét spørgsmål tilbage, nemlig spørgsmålet om fonden,” siger han med henvisning til en fond, der skulle privatisere græske statsvirksomheder, havne, veje og andre offentlige aktiver: “Noget af det var, hvordan den fond skulle styres. Noget andet var, hvor meget af det, der kom ud af fonden, der skulle bruges til at betale af på gælden, og hvor meget af det der kunne bruges til nye investeringer.”

Merkel ønskede, at udbyttet af fonden skulle gå til kreditorerne, hvilket Tsipras så som en national ydmygelse. En ny omgang forhandlinger for lukkede døre måtte til. “Det var her, mødet foregik fra klokken cirka 5 til klokken 8 om morgenen,” forklarer Tranholm--Mikkelsen og viser ind i et mindre lokale på ottende sal med mødebord, sofa-arrangement og planter  men ingen mikrofoner og tolkebokse. Klokken 6 var både Merkel og Tsipras ifølge Financial Times på vej mod døren i frustration.

Ifølge Tusk sagde han til Merkel og Tsipras, at de ikke fik lov til at komme ud, før de havde fundet en løsning. Var det din idé?

“Det ligger i min rolle, at hvad jeg giver af råd til formanden for Det Europæiske Råd, altid vil være mellem ham og mig. Og derfor vil jeg aldrig kommentere på, hvad jeg rådgiver ham til eller ikke rådgiver ham til.”

Men man må konstatere, at det virkede?

“Det var i hvert fald en væsentlig del af det. I sådan en situation spiller formanden en faciliterende rolle, der bringer folk sammen og somme tider også kommer med kompromiserne. Men sommetider skal disse kompromiser også vokse ud af diskussionen. Man kan ikke påtvinge folk dem. Det er ligesom den med hesten, man kan tvinge til truget, men ikke til at drikke.”

Et spørgsmål om legitimitet

Til sidst gik Tsipras med til at sluge kameler: Til gengæld for knap 600 milliarder kroner i nye lån, forpligtede han blandt andet Grækenland til nye privatiseringer, højere pensionsalder, forhøjelser af moms og skat samt automatiske nedskæringer i tilfælde af bud-getoverskridelser. Klokken 8 var en aftale på plads i det lille rum.

“Som det sidste sikrede jeg mig, at jeg havde forstået, hvad det var, de var blevet enige om, og så gik jeg ud og fik teksten omsat til noget, vi kunne fordele rundt omkring på bordet,” siger Tranholm-Mikkelsen. De øvrige stats- og regeringschefer fra eurozonen klappede og bankede i bordet, da løsningen blev præsenteret i det store mødelokale klokken 9.

Du har talt meget om legitimitet. Synes du, aftalen var legitim?

“Jeg synes, den var legitim i den forstand, at den afspejlede en proces, hvor alle de relevante beslutningstagere havde mulighed for at komme til orde, som de skal have. Og i den forstand mener jeg, det var en legitim proces og dermed også et legitimt resultat.”

Mange mener, at Tsipras fik en pistol for panden og ikke havde andet valg. Hvordan ser du på den kritik?

“Grækenland er ikke den eneste delegation her, og andre delegationer var af den opfattelse, at man godt kan stemme om, hvordan man bruger sine egne penge, men man kan ikke stemme sig til at bruge andres penge,” siger Tranholm-Mikkelsen, inden han afslutter interviewet med at rose den slående dedikation til arbejdet, han har mødt hos medarbejderne i Rådet. Jeg skrår gennem atrium ud af Justus Lipsius. Der sidder stadig ingen i liggestolene.