Fra hashvrag til fagforeningsjurist

Erindringsbogen ’Fra rod til rose’ er en usentimental og munter beretning om juristen Erik Herss´ (f. 1955) skæve vej fra Brøndbyvester – hvor ungdomsoprør var uløseligt forbundet med hashrygning – til jurist i fagbevægelsen og engageret samfundsborger på de svagestes side.

Skæv skal forstås i bogstavelig forstand. Fra 2. real og til og med han var fyldt 45 og fuldt udstyret med både job, kone, hus og søn – som i dag læser jura ligesom far – gik der ikke en dag, hvor han ikke røg hash efter dagens dont. Efter sønnens fødsel dog altid kun i smug.

30 sider først

Herss har en livslang, aldrig svigtende sans for et godt antiautoritært indslag. Det prægede naturligvis også eksamensbeviset fra gymnasiet, men forstanden fejlede ikke noget. Hans helt var den legendariske forsvarsadvokat Carl Madsen, og 1984 blev han cand.jur.

De lærde haller på Frue Plads blev ikke overrendt, men han havde flair for faget og var – ’henset til den beskedne indsats i årets løb’ – godt tilfreds med sine karakterer.

På et tidspunkt lagde han en seddel i sin mixerskål (ikke den til at piske flødeskum i, men den til at nulre rygeklumpen i): ’30 sider først’.

På job nederst i velfærdssamfundets hierarki

Den daglige klump blev i mange år finansieret ved en hård, men engageret og hjertevarm indsats som ufaglært sygeplejer i velfærdssamfundets mindst prestigiøse skyllerum – såsom åndssvageinstitutionen Vangedehuse og det gerontopsykiatriske plejehospital Brøndbylund.

Det er på Kim Leine-højde, hvis man har læst den sygeplejerskeuddannede succesforfatters selvbiografiske bøger Tunu og Kalak, når Herss beskriver arbejdets indhold og udfordringer.

Som fx når afføringspillerne ikke har den ønskede virkning, og man må hjælpe patienten med fingrene. Men ikke noget problem, man vænner sig til det, forklarer han.

Fra papkasse til mappe og slips

Alt får en ende, også jurastudiet. Herss drømte om at blive advokat for de svage eller jurist i fagbevægelsen, men efter 200 ansøgninger meldte han sig som frivillig retsjurist i Mødrehjælpen for at have noget at stå op til.

Han og Hanne Reintoft (karismatisk leder af Mødrehjælpen, red.) blev dog så uvenner over en efter Herss’ mening uretfærdig fyring af en fastansat socialrådgiver, at det endte med gensidige krænkelser i Ekstra Bladet. Dog med Herss som dén, der fik det sidste ord, påpeger han.

Endelig lykkedes det ham at sætte en fod i døren til fagbevægelsen, først i Ergoterapeutforeningen, siden Husligt Arbejder Forbund – dét, som senere blev til FOA, den store fagforening for bl.a. sosu-assistenterne.

To uger inde i sit nye job i Ergoterapeutforeningen deltog han i sin første forhandling ude i byen – i Finansministeriet – medbringende sine papirer i en papkasse. Næste dag forærede formanden, Bente, ham en mappe. Den første månedsløn gik til to blazere, to par bukser, en uldjakke og et slips.

Lønforhandling hos kommunisterne

Den del af fagbevægelsen, han kom ind i, var – ifølge Herss – dengang præget af, at man helst ansatte, forfremmede og belønnede medarbejdere, som var medlem af DKP. ’Du kunne jo bare blive hemmeligt medlem’, som en kollega hjælpsomt foreslog.

Nu var og er Herss aktivt udøvende socialdemokrat på lokalt plan – dér kom ’rosen’ i bogens titel ind – så lønforhøjelse fik han ikke på trods af, at han fik ros for sit arbejde og sin arbejdsindsats.

Han lagde derfor sin helt egen forhandlingstaktik. Han lod være med at blive klippet. Ingen sagde noget, mens håret groede til skulderlængde. På et tidspunkt – det var lige efter, at FOA havde indgået sin første aftale med Kristelig Arbejdsgiverforening – skulle han til møde med alle buschaufførerne (dengang kommunalt ansatte, red.) i Aarhus Kommune. ’Jeg har i dagens anledning taget Jesus med’, præsenterede hans kollega ham.

Få dage efter fik han sit løntillæg. Rygtet var for længst løbet i forvejen ude i byen. ’Tillykke med lønforhøjelsen, Erik’ lød det fra en repræsentant for de kommunale arbejdsgivere, da han så Herss’ nyklippede hoved.

Flittige år i FOA

Nu fulgte en række flittige år i FOA. For nørder i arbejdsretsjura og kendere af fagbevægelsens og arbejdsgivernes organisationshuse er der en grundig gennemgang af en række vundne og tabte fagretlige sager, som Herss var involveret i.

Plus af overenskomstslagene på det offentlige område i 90´erne og 00´erne, herunder striden om den såkaldte ’ny løn’. Naturligvis med indlagte anekdoter.

Erik Herss er i dag JØP-invalidepensionist på grund af en nedarvet hjertefejl, som hans far døde af som 48-årig.

Hash har han ikke rørt, siden han lagde det helt på hylden i august 2002 efter at have løbet en halvmaraton over den nye Øresundsbro. Men han er fortsat en varm tilhænger af legalisering af rygeklumpen til privat brug.

Portræt af 78-generationen

Erik Herss´ bog er, udover hvad den ellers er, et generationsportræt af 78´erne; dem som kom efter 68´erne.

78´erne er dem, som kørte på grøn Puch og hørte Pink Floyd, mens de gik i realskolen, og læste på uni, dengang statskundskab var et marxistisk metodefag, før de tog den lange vej gennem institutionerne.

Så til unge djøfere, som måtte have hængt på:

Hvis farmand er 78´er, så er her et bud på en lille, hård pakke under træet med en køretur ned af Memory Lane.