Danske studerende går mest efter løn

15.7.2015

af

Finske og norske studerende går efter et godt arbejdsmiljø, mens de danske vægter løn og lederkarriere højt.

De danske business-studerende drømmer om en karriere i Lego, mens danske jurastuderendes ønskearbejdsplads er A.P. Møller - Mærsk.

Når de studerende fra begge uddannelsesretninger skal udpege deres fremtidige ønskearbejdsgiver, er de enige om, at høj løn og fremtidige karrieremuligheder er noget af det, der tæller mest. Business-studerende er især også optagede af, om deres kommende arbejdsgiver giver dem optimale muligheder for en senere lederkarriere.

Det viser den årlige ’Universum Talent Survey 2015’, der er baseret på besvarelser fra 38.519 studerende på videregående uddannelser i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Mænd har fokus på penge

I Norge og Finland ligger ’et godt arbejdsmiljø’ og varierede opgaver i top, når det gælder de studerendes præferencer. Svenske studerende minder mere om de danske. Her har begge grupper unge nemlig høj løn og udfordrende opgaver højt på listen over ønsker til et fremtidigt job.

Men det er nu heller ikke sådan, at alle danske studerende har de samme ønsker til en fremtidig arbejdsgiver. Mænd og kvinder har derimod klart forskellige præferencer.

Et godt arbejdsmiljø er absolut topscorer hos kvinderne, mens det hos mændene er høj løn, der ligger nummer et. Kvinder og mænd er dog enige om, at ’et kreativt og dynamisk arbejdsmiljø’ skal placeres som den næstvigtigste præference, mens tredjepladsen hos kvinderne er ’mulighederne for gode referencer’, og hos mændene er den ’muligheden for en lederkarriere’. 

 

Jurastuderendes top-5 over ønsker til et fremtidigt job:

  1. Høj fremtidig løn
  2. Udfordrende arbejde
  3. Gode referencer for den fremtidige karriere
  4. Godt arbejdsmiljø
  5. Respekt for medarbejderne 

Business-studerendes top-5 over ønsker til et fremtidigt job: 

  1. Muligheden for en lederkarriere
  2. Høj fremtidig løn
  3. Gode referencer for den fremtidige karriere
  4. Et kreativt og dynamisk arbejdsmiljø
  5. Ledere, der vil understøtte min udvikling

Kilde: Universum Talent Survey 2015

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet