Whistleblowerordninger skjuler kritik

Whistleblowerordninger vinder frem i både Danmark og resten af verden. Men hvor whistleblowing traditionelt har handlet om at informere offentligheden om problematiske eller direkte ulovlige forhold i organisationer og virksomheder, går de nye ordninger mere ud på at afskærme interne problemer fra medier og offentlighed, viser ny forskning.

”Med de nye whistleblowerordninger er formålet i højere grad, at kritikken ikke kommer offentligheden for øre, men holdes i nogle lukkede kredsløb internt i organisationen. Det er i højere grad blevet et arbejdsgiverredskab end den traditionelle whistleblowing, der har haft et mere demokratisk og offentlighedsrettet sigte,” siger ph.d. Erik Mygind du Plessis, der forsker i ytringsfrihed og whistleblowerordninger ved Roskilde Universitet.

Ifølge ham forbinder de fleste ellers whistleblowing med folk som Edward Snowden eller Bradley Manning, der trodser staten eller magtfulde organisationer og lækker oplysninger til offentligheden, så befolkningen kan tage demokratisk stilling.

”Der er en klar forskel mellem den klassiske forståelse af whistleblowing og de whistleblowerordninger, der eksisterer,” siger Erik Mygind du Plessis.

”Folk tænker, at whistleblowerordninger er noget med åbenhed og transparens. Det er det faktisk ikke, men det bliver det ofte markedsført som. Virksomheder bruger det til at promovere sig selv. I virkeligheden er der i højere grad tale om et kontrolredskab.”

Ytringsfrihed under pres

Flere undersøgelser og fokusgruppe-interviews har vist, at selvcensur og frygt for repressalier er et voldsomt problem på især offentlige arbejdspladser. Og flere forskere har udtrykt bekymring for, om de nye whistleblowerordninger blot vil reproducere problemet.

”Et af hovedproblemerne ved de whistleblowerordninger, vi ser i dag, er, at de har en meget lille og eksklusiv modtagerkreds. Det er typisk en bestyrelsesformand eller HR-chef, som modtager indberetninger og beslutter, hvad der skal ske,” siger Erik Mygind du Plessis.

Og det kan være mere end vanskeligt at finde ud af, hvilke oplysninger ordningerne modtager, og hvordan de behandles.

”Specielt i det private er man meget tilbageholdende med at udtale sig om ordningerne. Ofte får medarbejderne ikke engang at vide, hvor mange indberetninger der har været. Der er ofte en ekstremt stor lukkethed om disse ordninger.”

Der kan således let opstå mistanke om, at ledelser kan bruge ordningerne strategisk, hvis der er bestemte medarbejdere, man gerne vil af med.

Medarbejderrepræsentanter og civile domsmænd

Ifølge Erik Mygind du Plessis kunne en af løsningerne være at udvide modtagerkredsen, så fx medarbejderne også blev inddraget.

”Mere radikalt kunne man også have repræsentanter fra offentligheden, fx i form af civile domsmænd, som kunne være med til at beslutte, om noget har offentlighedens interesse,” siger han.

En anden mulighed kunne være at droppe snakken om whistleblowerordninger, som virksomheder gerne promoverer som CSR-tiltag, der kerer sig om medarbejderes ytringsfrihed. I stedet kan man arbejde på at sikre bedre lovgivningsmæssig beskyttelse af medarbejdere, der vælger at stå frem med kritik, mener Erik Mygind du Plessis.

Han erkender dog, at det ikke er nogen let opgave, da de repressalier, medarbejdere møder, ofte er af uformel karakter.

”Pludselig stagnerer karrieren, man bliver ikke længere inviteret til de vigtige møder, eller måske spiser man ikke længere frokost med chefen. Det er ting, der er svære at bevise og vanskelige at løse med lovgivning,” siger han.

Da der i april i år kom en ny betænkning om offentlige ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, blev der lagt op til at øge kompensationen til ansatte, der fyres på grund af deres ytringer.

”En øget kompensation kan muligvis ændre noget. Det, man kunne have håbet på, var, at man havde indført omvendt bevisbyrde, som vi fx kender det fra England. Sådan at medarbejdere, der hævder at være blevet fyret på grund af ytringer, ikke selv skal bevise, at det er tilfældet. Det ville i højere grad batte noget,” siger Erik Mygind du Plessis.

Han påpeger, at Danmark fortsat er det eneste land i Norden uden sammenhængende love om whistleblowing og beskyttelse af whistleblowers.