Da Hans Engell i 70'erne startede som reporter på Christiansborg, var halvdelen af Folketingets medlemmer faglærte eller ufaglærte arbejdere. I dag er halvdelen djøfere. Det er også den yngste generation af Christiansborg-politikere nogensinde.
Vi er på vej til et generationsskifte i dansk politik, lyder det fra den tidligere minister og K-formand. Det startede ved valget i 2005, fortsatte i 2007, accelererede i 2011 og sker for alvor ved dette folketingsvalg.
”De unge politikere ser politik som en profession. Som en karriere, man uddanner sig til ligesom til andre professioner,” siger han.
De har ikke noget videre kendskab til private virksomheder. De er vokset op i ungdomsorganisationer og partier, kender spillet indefra og har arbejdet sammen med journalister og kampagnefolk i mange år. Deres interesse er politisk magt og synlighed, påpeger han.
Læg dertil en mere ambitiøs og krævende personlighedsprofil end nogensinde.
”De føler ikke, at de skylder nogen noget, og de er hverken imponerede over erhvervslivet, dets organisationer eller embedsværket.”
De møder ikke op hos departementschefen med hatten i hånden, men med blikket skarpt rettet på, om embedsmændene er fagligt dygtige nok, har politisk forståelse nok og forstår den nye medievirkelighed. Og om de er loyale – og det er så især over for ministeren, påpeger Engell.
Som højtuddannede har de stor respekt for faglighed. Især hvis fagligheden kan omsættes til ideer, synlighed og politiske resultater.
De er samtidig meget kritiske og vil stille hårde krav. Det kræver et svar fra embedsværket, påpeger Hans Engell.
”Det store antal sager i de senere år har jo i dén grad inddraget embedsværket på en helt anden måde end før. Moralen for embedsværket er, at jo tættere du er på den politiske magt, desto større risiko for at brænde både vingerne og karrieren.”
Så embedsmændene må også selv stille nogle krav til de moderne politikere, fastslår han.
”Det skal de, sådan at begge parter er fuldstændigt klar over, hvilket sæt spilleregler der arbejdes under.”
Politisk analytiker på Politiken, Sigge Winther Nielsen, ph.d., cand.scient.pol. og selv tidligere embedsmand, er enig med Hans Engell.
”Den nye politiske klan vil kræve noget mere.”
Som ministre vil de kræve et langt større frirum end fortidens ministre til at sige, at ’dét her er ikke mit, men embedsmændenes ansvar’, siger han.
”De finder sig ikke bare i at skulle hænge på alt, der sker ude i en fjern krog af en styrelse. De vil brede ansvaret ud – især når det ikke går godt. Det så du allerede konturerne af i SRSF-regeringen. De lidt yngre ministre som Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, Ida Auken og Nick Hækkerup ville ikke stå i TV-Avisen og forsvare deres embedsmænd, hvis de oplevede, at der var lavet en skævert, som ikke kunne forklares til vælgerne på menneskesprog. Så var det en ’ommer’.”
Vi vil kort sagt få en større gråzone i forhold til, hvem der har ansvaret for hvad, og hvem som får aben, pointerer han.
Den udvikling kan man så håndtere forskelligt både som samlet embedsstand og som individuel embedsmand, mener Sigge Winther Nielsen.
”Hvad standens synspunkt gælder, så venter vi med spænding på, hvad Djøfs såkaldte Bo Smith-udvalg kommer frem til om fremtidssikrede spilleregler for forholdet mellem politikere og embedsværk.”
Nede hos den enkelte embedsmand kan gråzonen om ansvaret hurtigt trække i en for alle parter uheldig retning: Nemlig hvis der ikke rigtig er nogen, som tør noget mere, og nulfejlskulturen accelerer yderligere.
Hastighed er den enkeltfaktor, som har ændret hele det politiske system mest af alt de sidste 10-15 år, mener Sigge Winther Nielsen. Ministrene skal svare her og nu, og embedsmændene skal lave svarene her og nu.
”Og når det så er gået lidt for hurtigt, hvem skal så have ansvaret for det?”
Hastighed og politisk tænkende sekretariater, lyder stikordene fra Susanne Hegelund, tidl. chef for bl.a. TV-Avisen, nu strategisk kommunikationsrådgiver i HEGELUND & MOSE og medforfatter til bl.a. ”Javel, hr. minister – topembedsmænds magt og ministrenes afmagt”.
”Hastighedspresset gør, at der ikke er tid til at vente på, at alting går og ned gennem systemer. Og det er Google-generationen, som nu kommer ind. De er vant til lynhurtig information.”
Politisk tænkende sekretariater bestykket med håndplukkede ministerielle embedsmænd, men som er ’særligt fingernemme til at skabe indhold til ministerens politik’ – som Sigge Winther Nielsen skrev i en klumme – er ikke noget nyt. Anders Fogh Rasmussen oprettede ét som skatteminister, Lars Løkke ét som indenrigs- og sundhedsminister. I den seneste regering har adskillige ministre forsøgt sig med det: Nicolai Wammen, Ida Auken, Pia Olsen Dyhr, Thor Möger og i høj grad Mette Frederiksen.
”De er kommet for at blive. Tag Dan Jørgensens sekretariat i Fødevareministeriet. Ville klassisk embedsmandstænkning være kommet på ideen med at kåre danskernes nationalret? Jeg tror det ikke,” siger Susanne Hegelund.
Dygtige ministre vil kræve et hold tæt omkring sig af dem i ministeriet, som er dygtigst til at sammentænke politik, analyse og kommunikation, siger hun.
”De skal hjælpe ministeren med at få sat den nødvendige dagsorden og med at få hende til at stråle. Jo bedre de er til det, desto mindre risiko er der for djøfernes skrækscenarium med et tykt lag af politisk udpegede rådgivere.”
Men når embedsmænd skal have deres minister til at stråle, kommer de måske til at skære fagligheden for hårdt til. Det var dét, som hele debatten om Jesper Tynells bog, ”Mørkelygten”, handlede om.
Men Susanne Hegelund afviser, at faglighed og ’moderne’ ministersupport er hinandens modsætning.
”Diskussionen om at styrke den politiske servicepakke stopper ikke. Der vil blive stillet krav om en nutidig support, og selvfølgelig skal fagligheden være i orden. Det står overhovedet ikke til diskussion, og det har den dygtige embedsmand gefühl for.”
Sigge Winther Nielsen siger, at ministeren har lige så meget brug for sandheden som embedsmanden.
”Jeg tror ikke på, at der sidder en flok Slotsholmshøge og udtænker strategier for bevidst at lyve over for Folketinget. Så ender både minister og embedsmand i problemer. Men debatten har på sin vis været god, fordi vi nu alle sammen kigger hinanden i øjnene og spørger: Er der noget i systemet, som er gallopperet fra os,” siger han.
Bo Smith-udvalget har talt med rigtig mange mennesker om alt dette, vurderer Susanne Hegelund.
”Jeg er spændt på, hvilke refleksioner dets rapport afføder på Slotsholmen. Noget af dét, som udvalget helt sikkert vil cirkle om, er den øgede hastighed i politik – at alle parter bliver nødt til at forholde sig til det.”
På Folkemødet præsenterer Bo Smith-udvalget (bosmithudv.dk) – som er et uafhængigt udvalg nedsat af Djøf, der i nu et år har arbejdet med at belyse samspillet mellem embedsværk og politisk ledelse – dele af deres analyse. Djoefbladet.dk rapporterer fra præsentationen.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER