En af den moderne embedsmand M/K’s mange arbejdsopgaver er at fungere som garanti for faglighed og saglighed på de travle kontorer rundt omkring i stat og kommune. Der skal altså hives i den modsatte retning, hvis man fra ledelsens eller politisk side er parat til at gå så vidt som til at gennemtrumfe et resultat, som ikke kan rummes inden for faglighedens og saglighedens ofte ret elastiske grænser. Hvis man som embedsmand siger fra og måske endog udadtil råber op om uforsvarlige forhold eller ulovlige processer internt i systemet, er en af vejene frem at gå ind i rollen som whistleblower. Det er dog en svær rolle at spille med mange dilemmaer, og man kan ende i både helterollen og skurkerollen, alt efter hvilke øjne der ser. Man skal tænke sig godt om, hvis man vil spille rollen som whistleblower.
Et aktuelt eksempel er Eritrea-sagen, hvor to navngivne ansatte i Udlændingestyrelsen offentligt valgte at kritisere en fact finding-mission til Eritrea. Efter de to ansattes opfattelse var missionen udtryk for bestilt arbejde, og rejsen til Eritrea var forhåndsbestemt til at munde ud i en embedsmandsrapport, som flugtede godt med et bredt politisk ønske i Folketinget om asylretlig opstramning på dette område. I Udlændingestyrelsens ledelses øjne var der omvendt intet usædvanligt i forløbet. De to ansatte er nu på vej væk fra deres stillinger, og der er lagt låg på sagen indtil videre. Med Dansk Magisterforenings mellemkomst er der indgået et forlig om fratrædelse.
Brug for stærkere beskyttelse?
Sagen har næppe øget lysten til at agere whistleblower. Uanset hvilken version af forløbet der er tættest på realiteterne, viser forløbet i mine øjne endnu en gang, hvor svagt whistleblowers står som målvogtere. Der er derfor grund til at overveje et styrket ansættelsesretligt værn. Som medlem af Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger har jeg sammen med andre været med til at se nærmere på dette, og det er der i april også kommet en diger udvalgsbetænkning ud af, nemlig Betænkning nr. 1553. Der er meget juridisk stof i betænkningen med den naivistiske tegning på forsiden. Der er både mange tanker og meninger om fænomenet whistleblowing og om den palet af regler, som knytter sig til whistleblowing.
Mht. betænkningens buket af anbefalinger er der efter min opfattelse grund til at arbejde videre med især forslagene om at skrue på de ansættelsesretlige håndtag i form af f.eks. øget lovmæssig beskyttelse mod afskedigelse, en stærkere bevismæssig beskyttelse af whistleblowers mod afskedigelse og mulighed for øget godtgørelse, hvis der er sket uberettiget fyring. I det hele taget er der i forhold til faglig rådgivning af offentligt ansatte grund til at være så skarp som muligt på spørgsmål om ytringsfrihed og også om adgang til whistleblowing, hvis det kommer så vidt.
Kun få djøfere råber op
I forhold til offentligt kendte whistleblowers er det i den forbindelse interessant, at der kun synes at være meget få djøfere i denne eksklusive gruppe, og at flertallet altså har andet organisationsmæssigt tilhørsforhold. Det kan selvsagt skyldes flere forhold, men det er svært at undgå den tanke, at den faglige rådgivning, som ydes gennem Djøf, kan være noget forskellig fra den medlemsrådgivning, som f.eks. Dansk Magisterforening yder. Det er derfor positivt, at man i Djøf-regi for tiden sætter fokus på området. Det er bl.a. illustreret af det meget besøgte arrangement en kold og mørk efterårsdag i 2014 med Jesper Tynell, som berettede om sine journalistiske undersøgelser af spørgsmålet om politisering af embedsmænd i bogen ”Mørkelygten”.
Hvis politiseringen griber om sig i det daglige, kan såvel ytringsfrihed generelt som den ultimative nødbremse i form af whistleblowing få øget betydning som modvægt og modtræk. Man kan i det lys kun hilse Djøfs aktuelle satsning på faglig diskussion velkommen.
Michael Gøtze er professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor han bl.a. forsker i whistleblowing.