Stor forskel på offentlige og private chefer

22.5.2015

af

Der er enorme forskelle på lederstilen og ledelsesrummet i den offentlige og den private sektor, viser ny undersøgelse.

En privatansat chef har mere plads og bemyndigelse til at træffe beslutninger og til at gennemføre dem end en offentligt ansat chef. I det offentlige lægges der til gengæld mere vægt på et demokratisk lederskab, skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

De henviser til en ny stor svensk undersøgelse blandt både danske og svenske ledere, der påviser store forskelle på lederne på det offentlige og det private arbejdsmarked.

Det er måske ikke overraskende, at der er forskelle mellem ledere i de to sektorer. Det overraskende er, hvor store forskellene er, mener én af forskerne bag undersøgelsen, professor Trevor Archer fra Göteborgs Universitet, til Magasinet Arbejdsmiljø. Han synes ganske enkelt, at forskellene er ’enorme’.

Her følger nogle af ulighederne blandt offentlige og private chefer, som forskerne har fundet frem til:

  • Chefer i det offentlige er mindre omhyggelige og bliver lettere stressede af deadlines.
  • Chefer i det private er mere utålmodige og kræver hurtigere handling, end hvad der er muligt i det offentlige.
  • Det er mere accepteret at vise følelser og have temperament i den private sektor.
  • I den offentlige sektor findes der ikke lige så mange enegængere som i den private, og entreprenante ledere kan have svært ved at blive accepteret.
  • Mellemlederne i det offentlige er dem, der udviser mindst social interesse. Det kan skyldes, at det er dem, der skal agere brandslukkere og gøre det beskidte arbejde, hvilket gør dem mere kyniske.
  • Hos topchefer i det private er det essentielt at kommunikere. Topcheferne i det offentlige prioriterer derimod ikke kommunikation nær så højt.

Når nu forskellene på ledelsesstilen og ledelsesrummet er så store i de to sektorer, er det vigtigt at have det for øje, når man rekrutterer nye ledere, siger Trevor Archer til Magasinet Arbejdsmiljø.

”Man bliver nødt til at se nøje på, hvad deres tilgang til ledelse er, og om den passer til den sektor, de søger. Skifter en leder fra det private til det offentlige, kan det være en opskrift på skuffelse og potentielt en katastrofe.”

 

ANNONCE

Kommentarer

Bjarne Nielsen
10 år siden
Ja, der er meget stor forskel på lederstil i den offentlige og den private sektor. Ledelsesstilen må nødvendigvis svare til ledelsesrummet, som i væsentlig grad skabes af sektorernes eksistensberettigelse. Efter min erfaring er det faktisk meget sværere at være chef og udøve ledelse i den offentlige sektor , fordi, man har mere diffuse mål som følge af den overordnede politiske "ledelse". Den private sektor derimod har en profitmålestok, som gør mange ting meget nemmere for chefen Det har jeg skrevet om her: http://www.nielsencompany.dk/ArtiklerTilDownloadHjemmeside/070531ARBerlBusSynsKanOffentligeLedereLaereAfPrivate.pdf, hvor jeg også advarer offentlig chefer mod at se for meget op til de private kolleger.