”Sådan nogle tuscher har vi også derhjemme,” sagde mit søde barn, da hun var på besøg på min arbejdsplads. Mine kolleger grinede. For det var sjovt nok de samme tuscher, vi havde til fri afbenyttelse ude i printerrummet.
Så kom vi til at tale om, hvad vi i tidens løb havde stjålet på vores arbejdsplads, og jeg blev faktisk lidt forskrækket over, at en af mine kolleger fortalte, at hun engang havde snuppet en farveprinter. Ikke sådan en man har derhjemme, men en professionel én til mange hundrede tusind kroner. Hun tog den, fordi hun følte, at hun fik en meget dårlig løn.
Jeg har aldrig scoret andet end skriveredskaber, men til gengæld må jeg indrømme, at jeg nok aldrig i mit voksenliv har købt en kuglepen, så det må være blevet til en del …
Det er naturligvis forbudt at stjæle fra sin arbejdsplads. Og det er forkert. Men hvorfor gør folk det så? Jeg havde engang en kollega, som ofte ringede til sin veninde fra arbejdstelefonen. Veninden boede i Tokyo. Og min kollega kaldte opringningerne for ”løntillæg”, fordi hun aldrig fik betaling for overarbejde.
Jeg har arbejdet steder, hvor vi lukkede kontoret og tog i Field’s når der var et godt udsalg, eller alle tog til ansigtsbehandling under påskuddet ”møde ude i byen”, men det lå samtidig i kortene, at man selvfølgelig altid gjorde sit ypperste, ingen forlod redaktionen før alt var klart til tryk, og at man sad på sit arbejde til ti-elleve om aftenen uden ekstra betaling.
Måske er det det? Engang gik man på arbejde og havde fri når man kom hjem. I dag arbejder de fleste også, når de er derhjemme. Det kan jeg f.eks. se, når jeg sender en artikel klokken ti om aftenen og får svar fra redaktøren kort efter.
Vi er begge på arbejde en onsdag aften, hvor vi burde have slukket computeren for længst og være i gang med hyggelige familiesysler. Det hele flyder sammen, og så kan det måske godt være, at man til sidst synes, at det er så synd for en, at det er helt rimeligt, at man giver sig selv et hjemmelavet løntillæg i form af gratis telefoni, et par blokke eller frankering af bryllupsinvitationerne - og min kollega, som gjorde dette, var ved at blive fyret. For uheldigvis gik maskinen i stykker, midt i hun var i gang, og en tekniker kom forbi. Og da det skete måneden efter, at en anden kollega ødelagde en printer ved at forsøge at trykke sin datters konfirmationsinvitationer ud på meget tykt pap, var vores chef en lille smule træt … Og jeg havde også ødelagt printeren, men det var bare fordi, jeg skulle printe alle de ting, jeg skulle huske at lave inden mandag morgen. Hun opdagede aldrig, at jeg også havde udskrevet 40 invitationer til en barnedåb. Dog bare på almindeligt papir – jeg havde jo kun arbejdet til klokken otte en uge i træk …
Måske er det en god idé at forhandle løn og arbejdstid, når man bliver ansat, og så droppe arbejdet de sene nattetimer – og den hjemmelavede kompensation.
Ledige stillinger