Når bare direktionen har det sjovt

Det var mandag. Der var morgenbriefing i direktionssekretariatet, og stemningen var på nulpunktet. 

Det var ellers startet så godt. Direktøren havde besluttet, at vi skulle have ny vision, og alle havde været fyr og flamme. Det var en ønskeopgave med tårnhøj bevågenhed hos topledelsen og minimale krav til viden om, hvad der rent faktisk foregik i virksomheden. Som skabt til direktionssekretariatet, kort sagt. 

I starten var det også gået fremragende. Vi havde udarbejdet tre forslag, og direktionen havde kastet sig over dem. Endelig en sag, hvor man kunne snakke med uden at skulle læse uendelige notater om teknologiplatforme og amortiseringsprincipper. Her kunne alle lege med, hvis bare man vidste, at det var klart mere funky at skabe ’innovationskraft’ end at være ’omstillingsparat’. Selv HR-direktøren havde følt, at hun kunne bidrage. 

Der havde kun været et enkelt tilbageslag, da køen af buzz-words var blevet så lang, at visionen ikke kunne være på PowerPoint ‘en. Men der havde direktionssekretariatet vist sit værd: Målrettet var vi gået en skriftstørrelse ned og havde skiftet til bredformat. 

Men så var visionen blevet færdig, og nu sad vi her. For hvordan skulle den nye vision kommunikeres til medarbejderne? Oppe fra enden af mødelokalet fiskede kontorchefen efter kreative idéer. Plakater? Informationsmøder? Specialtrykte musemåtter, så medarbejderne altid havde visionen ved hånden, når de blev i tvivl, om ledelsen … gik ind for innovation. 

Omkring bordet sank stemningen endnu et hak. Tanken om en ny kommunikationskampagne var næste ubærlig. Vi havde lige kommunikeret strategiprojektet. Og trivselsplatformen. Og ledelsesinitiativet. Et sted i baghovedet lurede en fornemmelse af, at medarbejderne ikke ligefrem sad og tørstede efter en ny kampagne fra direktionssekretariatet.    

Vi havde næsten givet op, da studentermedhjælpen sagde de forløsende ord:

”Behøver vi at kommunikere den?”

Omkring bordet lyste øjnene op i begejstring. Det var jo genialt. Visionen var færdig. Direktionen havde haft det sjovt. For en gangs skyld følte de, at de havde fået noget fra hånden. Kunne vi ikke bare stoppe her?

Et øjeblik var der stille, mens vi skævede til hinanden. Var der nogen, der ville sige det? At visionens formål var at sætte strategisk retning for medarbejderne. Og at det måske ville blive svært, hvis vi … undlod at fortælle medarbejderne om den. Men selvfølgelig var det ikke det.

Få timer senere var den nye vision bragt i sikkerhed på en fjern underside af intranettet, hvor ingen ville opdage den.

Direktionssekretariatet havde slået til igen.