Født 1953
Opvokset i Mosbjerg og Bindslev ved Hjørring.
Videregående studier ved universitet Sorbonne-Panthéon i Paris og cand.polit. fra Københavns Universitet.
Arbejdede i årene 1983-92 først for FN’s fødevareorganisation, FAO, i Mozambique og Nicaragua og siden for ulandsorganisationen WUS (i dag Ibis) i Nicaragua.
Fra 1993 ansat i Udenrigsministeriet.
I årene 2003-2010 Danmarks ambassadør i Bolivia og Burkina Faso.
I årene 2010-11 eksekutivdirektør ved Den Afrikanske Udviklingsbank.
Fra 2011 har han været Danmarks ambassadør i Mozambique.
Tiltræder 15. august som Danmarks ambassadør i Uganda.
Gift og har tre døtre.Da det gik værst for sig i borgerkrigen i Mozambique i midten af 1980’erne, var Mogens Pedersen tilknyttet FN’s fødevareorganisation, FAO, med ansvar for et kooperativprogram i en provins små 2.000 km fra hovedstaden Maputo. Han havde søgt jobbet, selv om det umiddelbart lå milevidt fra uddannelsen som cand.polit.
Den daglige transport til arbejde foregik tit med militæreskorte. Ofte tilkom det unge Pedersen at indtage den farlige position forrest i konvojen, gerne med et par soldater på bagsmækken, hvilket gjorde bilen til oplagt skydeskive for guerillastyrker.
En dag kom to skolelærere fra kooperativet hjem uden deres ører. Overskårne ører var et makabert visitkort fra guerillaen Renamo, som bekæmpede det daværende marxistisk inspirerede Frelimo-styre i landet. Kort efter trak FN alle kooperanter ud af området på grund af sikkerhedssituationen.
Mogens Pedersen tog i stedet til det ligeledes borgerkrigsramte Nicaragua, hvor han arbejdede for FAO og siden kooperativrådgiver for WUS (I dag Ibis, red.).
I dag er Mogens Pedersen tilbage i Mozambique som dansk ambassadør.
I den mellemliggende periode har han været ambassadør i Bolivia og Burkina Faso samt direktør ved Den Afrikanske Udviklingsbank i Tunesien.
Mogens Pedersen slap ud af 1980’ernes borgerkrige med både ører og socialt engagement intakt.
Som en del andre unge danskere var han i 1980’erne tiltrukket af de sociale forandringsprocesser i Mozambique. Landet var en af de såkaldte frontlinjestater, der støttede antiapartheidbevægelsen ANC i Sydafrika. Mens nogle vestlige magter så apartheidstyret som en allieret i kampen mod kommunismen, støttede de nordiske lande omvendt styret i Mozambique, der gav ly til ANC.
Efter fredsaftalen mellem Frelimo og Renamo i 1992 var Mozambique verdens fattigste land. De ambitiøse socialistiske landbrugseksperimenter var slået fejl.
Landet har dog verdens største kulforekomster og fjerdestørste naturgasreserver, hvilket giver store udviklingsmuligheder.
Ifølge Mogens Pedersen er den store udfordring i dag for Mozambique ligesom for mange andre afrikanske lande at sikre, at indtægten fra de mange naturressourcer i landet kommer det fattige befolkningsflertal til gode – og ikke blot eliten og de multinationale selskaber.
”I Mozambique har man haft syv-otte procents årlig vækst i de sidste 20 år. Børnene er kommet i skole, borgerne har fået adgang til de mest elementære sundhedsydelser, og mange fattige har kunnet arbejde sig ud af absolut fattigdom. Men halvdelen af befolkningen lever fortsat i fattigdom. Vi ser større og større ulighed. Det skaber konflikter. Udfordringen er at fremme en mere inklusiv vækst, der skaber beskæftigelse for de mange unge, der årligt kommer ud på arbejdsmarkedet. Der skal skabes større indtægter i landbruget, hvor ca. 80 procent af befolkningen er beskæftiget. Det er noget af det, Danmark støtter. Sidste år var Christine Lagarde (direktør for IMF, Den Internationale Valutafond, red.) på besøg. Hun sagde: Jamen, det er jo helt fint med de høje økonomiske vækstrater, men den meget ulige fordeling af indtægterne har negative sociale konsekvenser. På sigt har den også en meget negativ indflydelse på den økonomiske vækst. Det er en vigtig pointe, at det heller ikke ud fra en økonomisk betragtning er en god idé med ulige vækst. Det slår tilbage på selve økonomien og gør, at den vokser mindre. Forestil dig fx alle de unge mennesker, som ikke får en uddannelse, fordi de ikke har midler til det. Der har vi i Danmark haft SU, som er en kæmpe social løftestang. Mange af os havde jo ikke fået nogen som helst uddannelse, hvis ikke der var noget, som hed SU.”
For en købmandssøn fra Mosbjerg lå en karriere i Udenrigsministeriet ikke lige til højrebenet. Den gode veninde fra studietiden i Paris, chef for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Nanna Hvidt, erindrer, da Mogens Pedersen fik sit første job i Udenrigsministeriet, og hun måtte lære ham at binde slipset.
”Mogens var kendt for altid at gå i træsko,” husker hun.
”Det var lidt af et kulturchok at starte i Udenrigsministeriet. Det tog mig et par år at komme ind i rytmen,” siger han selv.
Selv om opgaven i dag ikke er at hjælpe kooperativer på vej i en socialistisk etpartistat, men derimod at støtte generel økonomisk udvikling og opbygningen af en demokratisk stat samt at fremme danske erhvervsinteresser, er drivkraften stadig den samme.
”Indsatsen mod korruption skal fx hindre, at skatteindtægter fra udvinding af naturressourcer havner i private lommer i stedet for at gå til sundhed og uddannelse. Jeg tror også, at det er godt for både dansk erhvervsliv og erhvervslivet her i landet, at korruptionen bliver voldsomt reduceret. Den er jo en sten i skoen for den private sektor. Så hvis vi kører frem mod korruption, er det indirekte en støtte til et bedre erhvervsklima. Danmark er verdens mindst korrupte land ifølge organisationen Transparency International. Samtidig har vi det bedste erhvervsklima i Europa ifølge Verdensbanken. Jeg tror, der er en sammenhæng. Men naturligvis kan man ikke forvente, at et fattigt land som Mozambique kommer korruptionen til livs fra den ene dag til den anden.”
Under mit ophold i Maputo står det hurtigt klart, at Mogens Pedersen er en arbejdshest. Portrætfotografen beretter, at Mogens vil videre i lektien, når han blot har stået model et par minutter. Han er heller ikke forhippet på at tale om sig selv – selv til et aftalt portræt – men er ivrig efter at dele sin viden om et land, som har været dansk bistandsdarling i årtier. Ringer man til Mogens ud på aftenen, er sandsynligheden endog stor for, at han er ved at læse relevante artikler eller arbejdspapirer igennem.
At tage med ham rundt i hovedstaden Maputo er ikke kedeligt. Hans lune, underspillede humor går rent ind hos de lokale på markedspladser og gader. Og han øser gavmildt af sit kendskab til landet.
Da vi kører forbi en politikontrol langs vejen, fortæller Mogens Pedersen en lille anekdote:
”Der var jo den her ældre mand, som for nylig blev standset på cykel af politiet, fordi han manglede et cykelkørekort. Det forstod den ældre mand jo ikke noget af, og han ville bare cykle videre. Så skød de ham i benet… Det skete et afsides sted, men endte alligevel på mange avisers forside i Maputo. Korruption er et af de store problemer i fattige lande. Bekæmpelse af korruption er et af hovedindsatsområderne for dansk bistand.”
Er den gamle befrielsesbevægelse blevet til en ny elite?
”Det med at en tidligere frihedsbevægelse har omdannet sig til et parti, som mener at det har en slags førstefødselsret til at råde og regere, er ikke usædvanligt. I Mozambique modvirker eksistensen af flere politiske partier, et ret livligt civilsamfund og en uafhængig presse heldigvis tendensen til monopolisering af magten.”
Mens der var mange tegn på misbrug af magten under den tidligere regering, lyder nye toner fra den nytiltrådte præsident, Filipe Nyusi. I modsætning til forgængeren er han ikke forretningsmand.
”Nu er der kommet ny lovgivning om korruption,” fortæller Mogens Pedersen med begejstring.
”Den indebærer bl.a., at alle nytiltrådte ministre skal deklarere deres formueforhold. Loven siger ikke, at de skal offentliggøre det. Men det vil vi foreslå fra nordisk hold. Det ville være et stort fremskridt.”
Uden at ville blande sig i dansk debat om neoliberal managementkultur eller direktørvælde og dimensioneringsreform på universiteterne vil Mogens Pedersen gerne slå et slag for gode takter i offentlig forvaltning:
”Vi kunne godt bruge nogle dygtige djøfere herude. Noget af det, som er afgørende nu, er at bidrage til at få den offentlige sektor til at fungere effektivt. For den er på mange måder stadigvæk under opbygning. Måske ikke så overraskende kun 40 år efter uafhængigheden. I Danmark tog det vel over 200 år.”
Mogens hilser generelt den nye præsidents løfter om en indsats mod korruption velkommen. Bl.a. skal faglige kvalifikationer frem for partimedlemskab fremover afgøre, om man kan få ansættelse i det offentlige.
”Mozambique var et etpartisystem indtil fredsaftalen i 1992. Og hvis man er medlem af partiet, så har ens faglighed måske stadig mindre betydning, når man skal have en stilling i den offentlige sektor.”
Mogens Pedersen understreger igen, at der sker store fremskridt:
”Men der er et langt stykke vej -endnu. Fattige i landbruget og i små virksomheder skal have mulighed for at øge deres indtægter, og der er behov for en mere inkluderende regeringsform.”
Det er den mozambikanske kvindes dag. Scenen er sat i et fattigt kvarter i Maputo. Mogens – som i dagens anledning er iklædt afrikansk skjorte – er inviteret til at tale ved et møde arrangeret af det lokale busselskab og den danske ambassade til fordel for ligestilling. Ambassaden har støttet selskabet i træning af kvindelige buschauffører.
”Jeg ved, at der er en næsten euforisk stemning i Mozambique i disse år over de mange nyfundne naturressourcer. Men tro ikke, at naturressourcerne -alene kan redde udviklingen i Mozambique. Kvindernes inddragelse i det politiske og økonomiske liv udgør måske en endnu vigtigere ressource,” siger Mogens Pedersen til tilhørerne.
”At være diplomat handler jo ikke blot om at opbygge relationer, men også om at omsætte sine netværk til indflydelse,” forklarer Mogens efterfølgende:
“For os handler det om at fremme nordiske værdier som udvikling for den brede befolkning, ligestilling, gennemsigtighed og ansvarlighed i forvaltningen.”
Ledige stillinger