Gadejuristen

Skønt boligpriserne i området omkring Istedgade på Vesterbro i København er steget eksplosivt det seneste årti, er gadebilledet stadig præget af et miljø, som er alt andet end bedsteborgerligt. Sådan må det nødvendigvis være i en bydel, der har placering tæt på Hovedbanegården og er hjemsted for fixerum, herberg, masser af beværtninger, et større illegalt narkomarked samt sexsælgere fra alle verdenshjørner.

Midt i det hele står jurist Nanna W. Gotfredsen en bidende kold tirsdag forårsaften foran herberget Mændenes Hjem. Her byder hun hjemløse, stofbrugere, sexsælgere og andre gadefolk på kaffe, kakao og kage og juridisk rådgivning. Nanna W. Gotfredsen leder retshjælpsorganisationen Gade­juristen, der i København, og senere i Aarhus og Odense, siden 1999 har leveret retshjælp til udsatte borgere.

Ud over Nanna W. Gotfredsen er Gadejuristen i aften repræsenteret af en socialrådgiver og to frivillige – en sygeplejerskestuderende og en tidligere landsretsdommer. For 10 år siden bragte Djøfbladet et portræt af Nanna W. Gotfredsen og Gadejuristen. Portrættet tegnede et billede af en idealistisk organisation, der arbejdede hårdt og op ad bakke for socialt udsatte, som ofte oplever ikke at blive hørt af det etablerede socialsystem.

“Mennesker er stadig i nød og dør i et unødigt omfang. Men nogle ting er blevet bedre‚” svarer hun, da hun bliver bedt om at kommentere udviklingen siden sidste interview. Der er eksempelvis kommet behandling med lægeordineret heroin, og der er blevet oprettet fixerum. Især det sidste har gjort tilværelsen lidt lettere for stofmisbrugerne, der ikke længere er henvist til at fixe i gader og baggårde. Det var netop for at forbedre denne gruppes miserable forhold, at Nanna W. Gotfredsen i sin tid var med til at søge de første penge til det, der skulle blive til Gadejuristen.

“Stofbrugerne døde i hobetal op gennem 90'erne, ­både på Vesterbro, men også i resten af landet. Vi havde nogle af de højeste dødstal i Europa. Det var simpelthen en katastrofe, der udspillede sig, og det var ikke til at holde ud,” siger hun.

Afmægtige sagsbehandlere

Ved at være på gaden både dag, aften og nat kommer Gadejuristen i kontakt med folk på en anden måde end sagsbehandlere med åbningstid fra ni til fire. Den indledende kontakt med klienterne handler tit om alt muligt andet, men efterhånden viser der sig ofte en række uløste og vidt forskellige problemer.   

“Det handler meget ofte om at hjælpe folk med at komme i psykosocial eller medicinsk behandling. Det kan også dreje sig om deres anbragte børn eller deres økonomiske situation, såsom førtidspensionssager, eller de evindelige sanktioner på kontanthjælpen, som bliver stoppet i et væk. At skaffe hjemløse adgang til herberg og forsorgshjem, boligindstillinger, tandbehandling, you name it,” opremser Nanna W. Gotfredsen om de 1.000 til 1.500 sager, som Gadejuristen er involveret i hvert år. Og selvom der som nævnt er sket fremskridt på visse områder, er hovedproblemerne langt hen ad vejen de samme som for ti år siden.

“De mest udsatte kender ikke deres rettigheder og de får dem ikke formidlet, selvom kommunerne har vejledningspligt. Samtidig mærker vi, at kommunerne fattes penge, og at de tilsyneladende mener, at det er nogen af de mest udsatte, der skal holde for,” siger Nanna W. Gotfredsen.  

“Vi bliver sommetider kontaktet af afmægtige sagsbehandlere, der sidder og ved, at de forvalter ulovligt, fordi økonomichefen eller et skuffecirkulære siger, at de skal,” siger Nanna W. Gotfredsen. Det er således ikke lovgivningen, men forvaltningen af den, der er det største problem, mener hun.

“I udgangspunktet er vores sociallovgivning faktisk helt ­udmærket. Den giver mulighed for nogle rigtig gode ­kreative løsninger, der passer til den enkelte. Det er bare ikke det, der sker.”

Magt frem for pædagogik

Nogle dage senere sætter Nanna W. Gotfredsen kaffe over i Gadejuristens lokaler i et baghus på Værnedamsvej på Frederiksberg. Gadejuristens faste team består af syv medarbejdere, tre studerende og cirka 10 ansatte og 40 frivillige. Med undtagelse af souschefen, som er socialrådgiver, har ­ingen af de fastansatte nogen socialfaglig uddannelse.

“Det er simpelthen ikke socialpædagoger, der bliver efter­spurgt. Rigtig mange – men ikke alle – af dem, der kommer hos os, har virkelig haft brutale opvækstvilkår og har ­været anbragt hos plejefamilier og på børnehjem. De har haft social­pædagoger ude og inde i deres liv i enormt antal, og de efter­spørger ikke sådan noget som åndedrætsterapi og kognitiv adfærdstræning, for det er de blevet tudet ørene fulde med i så mange år. Derimod efterlyser folk magt til at få deres rettigheder gennemtrumfet,” siger Nanna W. Gotfredsen.

“Når man igen og igen fra man blev sat på denne jord har oplevet sig magtesløs, er det virkelig fantastisk at opleve, at man på 20 minutter kan få genetableret sin kontanthjælp, som man er blevet nægtet i otte måneder, at man kan få bevilget døgnbehandling, eller at man kan få penge tilbage, som politiet har konfiskeret. Det giver en oplevelse af, at man har magt. Det vokser man af,” siger Nanna W. Godfredsen, der i sin tilgang er inspireret af den tyske retsfilosof Axel ­Honneths tanker om rettigheders betydning for den enkelte borgers ­positive identitetsdannelse.

“Det er fuldstændig fundamentalt. Oplever man derimod konstant at blive krænket, er det en trussel mod ens identitet. Man knuses under krænkelserne.”

Heroin og metadon

Selvom der altid er en vis risiko for fejlslutninger og forsimp­linger, når man prøver at forklare nutiden ud fra enkelte fortidige hændelser, nævner Nanna W. Gotfredsen særligt to episoder, når man spørger til baggrunden for hendes stærke engagement i socialt udsattes levevilkår. Under sin opvækst i Haderslev var hun i sine oprørske teenageår en del af byens alternative ungdom. Her blev hun venner med Michael, som var et par år ældre, og som tog heroin.

“Jeg husker ikke, at jeg nogensinde så ham bruge det, men han fortalte mig to ting om heroin, som jeg bed mærke i. Den ene var, at han ikke brugte heroin for at dø, men for at holde ud at leve. Den anden ting var, at han ville slå mig ihjel, hvis jeg nogensinde overvejede at prøve det.”

Dengang kunne man ikke som i dag købe heroin i en mindre provinsby, så byens heroinbrugere tog til København for at købe stof. På en af disse ture døde Michael af en overdosis på Hovedbanegården.

“Han var et godt menneske, og jeg har tit tænkt på, at det var et enormt spild af liv, og om det virkelig var nødvendigt,” siger Nanna W. Gotfredsen.

Den anden episode skete over 10 år senere, hvor hun nu boede i København og var med jurastudiet på besøg i et fængsel.

“Alle os møgforkælede privilegerede jurastuderende rendte rundt med vores mapper under armen – det var lidt som at besøge Zoologisk Have og egentlig en ret frygtelig oplevelse,” siger hun. Under besøget udpegede personalet en indsat i ­metadonbehandling.

“Han var ravende skæv, virkelig påvirket, og jeg spurgte fængselsbetjenten, om de mon ikke ved en fejl havde ­målt en for høj dosis metadon op til ham. Betjenten svarede, at Nej nej, ham der har bare indkasseret gæld. Når indsatte får metadon, sker det under grundig overvågning, men efterfølgende kastede nogle af de indsatte deres metadon op og gav det videre som afdrag på gæld til andre fanger, der så kunne få dobbelt dosis den dag og få en skævert. Det blev fortalt af personalet, som om de beskrev, at fangen lige havde været i Lalandia. Jeg synes, det var så vildt, at der er afsætningsmulighed for metadonholdigt opkast i et dansk fængsel. Noget strukturelt måtte være helt galt.”

Nanna W. Gotfredsen skrev speciale i kriminologi om heroin og søgte efterfølgende midler til at opstarte det, der blev Gadejuristen, som i starten blev ­finansieret af satspuljemidler, men som i dag er på finansloven og desuden støttes af en række fonde og privatpersoner.

Brændes på bålet

Selv om stofbrugere udgør størstedelen af Gadejuristens målgruppe, er den med årene blevet udvidet med andre grupper af gadens minoriteter, eksempelvis sexarbejdere og særligt i de senere år udenlandske hjemløse. Og mens Nanna W. Gotfredsen de seneste år har mærket en meget langsom opblødning i samfundets syn på stofbrugere og hjemløse, oplever hun, at behandlingen af andre grupper er blevet hårdere.

“Det er skræmmende at se, hvordan man først har været efter hjemløse og stofbrugere, derefter de udenlandske gadesexsælgere og de seneste år de udenlandske hjemløse. Repressionen ser ud til at være konstant, men samfundet har åbenbart behov for at have nogen at træde på.”

“Det er det samme reaktionsmønster, som dengang man brændte kvinder på bålet, lagde sorte i lænker eller chikanerede homoseksuelle. Vi udnævner en gruppe til at være dem, vi ikke synes om, og for dem gælder retsstaten og velfærdssamfundet ikke. Det er det hul, Gadejuristen prøver at navigere i, så vi kan trække vor tids sorte ind i retssikkerhedskredsen.”

Det er jo en ganske voldsom kritik. Hvor ser du konkret, at velfærdsstaten og retssamfundet svigter de grupper, du arbejder med?

“Alene det, at vi i 2014 havde flere end 1.500 sager, og at det endda forslår som en skrædder i helvede. Og det faktum, at man med den økonomiske krise har brugt anledningen til at spare dobbelt så meget på de udsatte grupper, som man gør på andre borgere. Eksempelvis har kommunerne inden for de senere år halveret antallet af visitationer af stofmisbrugere til døgnbehandling til fordel for den billigere ambulante behandling. Det er jo ikke fordi, gruppen har fået det bedre og har mindre behov. Folk lider, men døgnbehandling koster mellem 40 og 50 tusinde kroner om måneden, så her har kommunerne virkelig kunnet spare penge.”

Den evigt løftede pegefinger

Som administrerende direktør i Socialforvaltningen i Københavns Kommune er Anette Laigaard på mange måder repræsentant for det system, som Nanna W. Gotfredsen er så kritisk overfor.

“Nanna Gotfredsen er en meget dedikeret fighter, der altid er parat til at kæmpe for de svage. Det kan man kun have respekt for,” siger Anette ­Laigaard.

Nogle kritikere mener, at Gadejuristen sommetider kan have en tilgang, der er lige så sort/hvid som organisationens hjemmeside. Men at Nanna W. Gotfredsen altid er på de udsattes ­side, generer ikke Anette Laigaard.

“Der er ingen tvivl om, at hun også somme­tider er irriterende, men det er også det, Gadejuristen skal være i forhold til nogle afgørende retssikkerhedsmæssige principper. I sidste ende er det med til at gøre os skarpere. Gadejuristen er den der vedvarende løftede ­pegefinger, der holder os i systemet i ørerne,” siger Anette Laigaard. 

Engang havde Nanna W. Gotfredsen en ambition om at blive beneficeret forsvarsadvokat eller måske en advokat, der arbejdede med børnesager. Dengang tænkte hun, at Gadejuristen kun skulle være et mindre projekt, der i løbet af et par år kunne rydde op i det sociale system og derefter lukke. Måske en lidt for naiv tilgang, erkender hun i dag.

“Det har aldrig været min ambition at være gadejurist til jeg blev gråhåret, men sådan er det blevet. Min ambition har været at få retssystemet til at fungere, også for de mest udsatte.”

En ambition der betyder, at ­Nanna W. Gotfredsen i årevis har arbejdet omkring 60 timer om ugen. Den sparsomme fritid går med at læse faglitteratur og at være sammen med sin mand og teenagedatter, som hun bor med på Vesterbro. Der går dog ­også en del ferie og fritid på at rejse verden rundt og fortælle om Gadejuristens ­arbejde og på at undervise indtil videre 4.000 sagsbehandlere fra forvaltninger, herberger og behandlingssteder i socialt udsattes rettigheder.

Gadejuristens mål er stadig at overflødiggøre sig selv, siger Nanna W. ­Gotfredsen:

“Vi har ingen interesse i, at vi skal eksistere. Systemet skulle jo kunne ­fungere uden os, og vi holder en kæmpe fest den dag, hvor vi kan lukke. Vi burde ikke skulle være her.”