’Overenskomster hører det offentlige arbejdsmarked eller LO-forbundene til. Djøfere kan selv forhandle deres løn og vilkår.’ Sådan synes tankegangen at være hos mange arbejdsgivere og djøfere på det private arbejdsmarked. Arbejdsgiverne står fast, men der er tegn på, at interessen for det kollektive er stigende hos djøferne.
Konsulenterne i Djøf oplever i hvert fald en stigende efterspørgsel efter et fælles forum, hvor privatansatte medlemmer kan diskutere arbejdsvilkår og i nogle tilfælde også løn. Det har ført til, at der er kommet flere såkaldte akademikerklubber rundt omkring i de private virksomheder, ligesom der er kommet flere husaftaler. Og Djøf forhandler i øjeblikket overenskomster på et par private arbejdspladser, fortæller chefkonsulent i Djøf, Mads Kildegaard.
”Selv om de fleste af vores privatansatte medlemmer typisk er individuelt orienteret, mærker vi ønsket om et forum, hvor djøferne eller akademikergruppen på den enkelte virksomhed i fællesskab kan komme i dialog med ledelsen om forhandlinger af løn- og ansættelsesvilkår. Det er ikke, fordi de tror, de ikke kan forhandle selv, men de kan se store fordele ved, at visse vilkår er ens for akademikergruppen, fx løn under barsel,” siger Mads Kildegaard.
Første skridt kan være en akademiker- eller Djøf-klub på arbejdspladsen. Ud over at det samler gruppen af djøfere eller akademikere, slår det også nogle myter ihjel – såsom den med, at du bliver bundet på hænder og fødder af en overenskomst, siger Mads Kildegaard.
”Mange af de overenskomster, vi indgår, er rammeprægede. Fx løn kan sagtens være til fri forhandling, mens vilkårene for barsel, seniorordninger og ekstra feriedage er ens for alle, der er dækket af overenskomsten.”
Men hvorfor tænker privatansatte djøfere i stigende grad på fællesskab og i nogle tilfælde også overenskomster?
Det kan blandt andet skyldes krisen, mener fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, Center for Fremtidsforskning.
”Selvom vi er på vej ud af krisen, er det ikke nødvendigvis lige så nemt at være djøfer på arbejdsmarkedet, som det har været. Mange private virksomheder er fx ikke villige til at betale en særlig høj løn – særligt når det gælder nyuddannede. ”
Når det gælder den yngre generation af djøfere og unge i det hele taget, er der også sket en mental ændring, der kan spores ud på arbejdspladserne, siger Jesper Bo Jensen.
”Unge er blevet mere gruppeorienterede. Vi taler ikke om røde faner og solidaritet, men de vil gerne fællesskabet. Og så vil de gerne være sammen med ligestillede.”
Ud over krisen, der flere steder har forringet arbejdsvilkårene for djøferne, peger Mads Kildegaard også på, at et fælles forum for ligestillede kan være det, der trækker de privatansatte djøfere i retning af fællesskabet.
”Der kommer flere og flere djøfere ud på det private arbejdsmarked. Det betyder, at hvor de før kun var et par stykker i den enkelte virksomhed, er de måske vokset til en større gruppe af akademikere. Hidtil har de haft vilkår svarende til en HK- eller 3F-overenskomst, fordi de grupper har været i overtal på virksomheden, men efter akademiker- eller Djøf-gruppen er vokset i antal, vil de gerne have deres egen overenskomst, da de oplever, at deres arbejdsvilkår på flere måder er forskellige fra de andre faggruppers.”
Der er ganske rigtigt kommet flere djøfere ud på det private arbejdsmarked – direkte fra studiestederne, men også fra de statslige arbejdspladser, påpeger Jesper Bo Jensen, og det kan også have betydning for den stigende efterspørgsel efter Djøf-klubber, husaftaler eller deciderede overenskomster, mener han.
”Efter 2010 er antallet af embedsmænd, der er vandret ud af staten, steget. Og en del af dem, der før var offentligt ansatte, har flyttet noget af kulturen med over på det private arbejdsmarked.”
Det kan godt være, at de privatansatte djøfere i stigende grad begynder at efterspørge et fælles fagligt forum. Men arbejdsgiverne er skeptiske – særligt når det gælder deciderede overenskomster, siger Mads Kildegaard. Og det kan de bekræfte i Dansk Arbejdsgiverforening.
”Vi har ikke noget ønske om at indgå overenskomster med akademikergrupperne. Akademikerne er ansat på individuelle kontrakter. Og set ud fra hensynet til fleksibilitet og konkurrence er det måden, vi ønsker at indrette os,” siger Keld Burmølle, overenskomstchef i DA.
Men DAs medlemsvirksomheder indgår gerne overenskomster med andre faglige organisationer. Hvorfor så ikke med Djøf og de øvrige AC-organisationer?
”Vi mener, at jeres medlemmer sagtens selv kan klare at varetage deres egne interesser – måske med bistand fra Djøf,” siger Keld Burmølle.
Både Jesper Bo Jensen og Mads Kildegaard mener, at arbejdsgiverne har en ubegrundet frygt for overenskomster med akademikergrupperne.
”I langt de fleste tilfælde ligger der en stor fleksibilitet i Djøf-overenskomsterne, fordi det er arbejdsgivernes ønske, men så sandelig også mange privatansatte djøferes ønske. Der er ingen, der bliver bundet ind i et detaljeret regelkompleks,” siger Mads Kildegaard.
Jesper Bo Jensen mener også, at arbejdsgiverne langt hen ad vejen vil gøre det nemmere for sig selv, hvis de også indgik overenskomster med akademikergrupperne.
”Generelt set har virksomhederne stor fordel ved at have organiserede medarbejdere. Så ved de, hvem de skal gå til, og det er da noget nemmere at tale med én mand end med 10 mand. Og på det private djøf-arbejdsmarked er lønnen til enhver tid reguleret af udbud og efterspørgsel – nogle ligger langt under gennemsnittet, mens andre ligger langt over – det behøver overenskomster ikke at ændre noget på,” siger Jesper Bo Jensen.
Som nævnt er der lige nu forhandlinger om overenskomster på et par private arbejdspladser. Men der er lang vej endnu, før de lander – hvis de overhovedet lander. Ifølge Mads Kildegaard er arbejdergiverne nemlig stadig skeptiske.
Ledige stillinger