Lykken ligger på landet

13.4.2015

af

Ved at søge væk fra København har Maria Boye Larsen fået et konsulentjob med indflydelse og råderum.

”Vi var vildt glade for at bo i København. Men vi så jo, hvordan vores venner måtte igennem en hel værnepligt af løntilskudsjob. Vi ville gerne have et rigtigt job hurtigt, og med to børn havde vi også brug for et hus. Derfor begyndte vi at se ud over Valby Bakke,” fortæller Maria Boye Larsen, 30, digitaliseringskonsulent i Lolland Kommune.

Hun er cand.mag. i sprogpsykologi og Djøf-medlem. Hendes mand, Peter Boye Larsen, 30, er cand.scient.pol. og stabsmedarbejder i Lolland Kommune.

Genvej til job og fremtidssikring

I København var rekorden 1.782 ansøgere til et af de jobs, Maria søgte. På Lolland var der et job til hende efter fem måneder. Peter, som var et speciale bagud i forhold til hende, brugte kun en uge, da det blev hans tur.

Jobbet som digitaliseringskonsulent er en to-årig projektansættelse, men det holder hende ikke vågen om natten.

”Jeg har fremtidssikret mig, for jeg arbejder med implementering af velfærdsteknologi på ældreområdet. Det bliver der brug for kompetencer i. Ikke bare i alle kommuner, men også mange andre steder.”

Begrænsede hierarkier

Lolland lokkede også med et sæt bedsteforældre til Laura på 6 og Ulrik på 3. Maria er fra Silkeborg; Peter har boet mange steder i sin opvækst, bl.a. i udlandet, men hans forældre slog sig for 15 år siden ned i Maribo.

”I Maribo kunne vi på kun én dagpenge og én løn låne til et godt parcelhus på 164 m2,” fortæller Maria.

Hernede er hierarkierne ikke så høje. Man bliver bedt om at byde ind med dét, man selv mener, man kan – og så bliver man taget på ordet.

”Da jeg fx en fredag spurgte, hvorfor vi ikke havde en kommunikationspolitik på Ældre og Sundhedsområdet, lå opgaven på mit bord mandag.”

Nære fællesskaber

Maria cykler til Ældre og Sundhed på fem minutter. Peter snupper de 15 km ned til Teknik og Miljø i Rødby på en halv time på kabinecyklen.

De har Maribo-søerne, Smålandshavet og økologiske æbleplantager lige om hjørnet. Men det bedste er alle de dejlige mennesker, der tog godt imod dem.

Nære, små forpligtende fællesskaber omkring skole, fritid, kirke og lokalaktiviteter – og kvindenetværket QLF, som Maria har stor glæde af.

De savner deres venner i København, men man kan godt køre til Valby til en børnefødselsdag på en tirsdag aften, hvis det skal være.

”At afstanden mentalt så er meget større den anden vej, må vi bare arbejde med.”


 

Djøfernes danmarkskort

Der er ikke voldsomt mange andre Djøf-medlemmer i Lolland Kommune.

Kortet nedenfor viser, hvor i Danmark djøferne bor. Klik på din kommune for at se, hvor mange djøfere I er i lokalområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen
Job
Rytmisk musikkonservatorium
ANNONCE

Kommentarer

Carsten Andersen
10 år siden
Det er interessant at læse - og som de fleste andre, der er modige nok til at tage springet ud af København eller de andre større byer, bliver de fleste glade for Lolland og for den sags skyld også Falster. Men når der nu er så mange, der er glade for at de tog springet, hvorfor kan vi så ikke få medierne overbevist om at der er andet end elendighed på vore breddegrader. Så sent som i dag (den 19. april 2015) har BT fx 9 sider om udkanten af udkanten - om folk på værtshuset Arken i Nakskov. Ikke noget ondt om det. Men der kunne lige så godt være en historie om at nu tager nakskovitterne "på landet" - ud i deres mange sommerhuse, som selv lavtlønnede københavnere ville have råd til at holde sommerferie i. Hvis de altså turde at tage så farligt et sted hen, hvor busserne ikke kører hvert 5. minut og hvor der hverken findes S-tog eller Metro... men masser af fred til fordybelse og afslapning. For det er jo netop det mange byfamilier gerne vil have. Det findes nemlig lige uden for døren. Og ikke kun på Naxos, Kreta eller Maldiverne. Men i Nakskov, Kramnitze og Maribo
Inge Rasmussen
10 år siden
Forholdene for DJØFere "på landet" er ikke altid så optimale. Det er let nok at få jobbet, da der ikke er megen konkurrence. Til gengæld er både løn og ansættelsesforhold hos lokale myndigheder af en ganske anden karakter end i hovedstadsområdet, hvor de mere ordnede statslige forhold slår igennem. Har selv prøvet 2 år i provinsen hos en region. Her var omgangstonen så lavpraktisk, at det var normalt at have "kontorkærester". Aftaler med cheferne var ikke noget cheferne betragtede som bindende eller forpligtende i øvrigt. Jeg flygtede tilbage til hovedstadsområdet, rystet over hvad mine skattekroner går til.