Vejen til det (næsten) perfekte arbejdsliv

Nanna Bolund lagde ud som advokatfuldmægtig i 2005, da hun havde sin juridiske kandidatgrad i hus. Det var ikke et hit. Alt for meget fokus på penge og ingen tæt kontakt til kunderne. Det gav ikke nok mening for én, der er ligeglad med ’penge og prestige’. Derfor videre til Integrationsministeriet og derefter procesbevillingsnævnet, hvor hun kom til at arbejde med familieret, som hun blev meget glad for.

Men efterhånden kom Nanna Bolund til at mangle ansigt på sagerne. Det fik hun sidenhen i Statsforvaltningen, hvor hun blandt andet holdt møder med forældre om samvær og forældremyndighed. Samtidig tårnede sagerne sig op på hver side af skrivebordet. Hun ovelevede fyringsrunde nummer ét og to – hun og kollegerne løb stærkere og stærkere, og kollegerne kom syge på arbejdet. Nanna Bolund blev tillidsrepræsentant og blev kaldt ’uartig’ af direktøren.

Det blev bare for meget. Hun tog beslutningen om at sige op efter en dag, hvor hun kun nåede at pille to sager ud af de tårnhøje dynger – én med en dreng, der var selvmordstruet og én med en dreng, der blev tortureret af sin far. De andre sager måtte vente. Det var en prioritering, hun ikke kunne leve med.

Nanna Bolund tog på en ti måneders rejse i Sydøstasien. Her skulle der nok blive tid til at finde ud af, hvad hun skulle med sit videre arbejdsliv. Ét var sikkert: Ikke flere ’fordi jeg siger det’-argumenter fra chefer og ikke flere ’her møder vi klokken halv ni, fordi sådan er reglerne’-argumenter.

Da Nanna Bolund vendte hjem, var det til et kriseramt arbejdsmarked. Hun søgte forgæves job, var til et par samtaler og til flere af sådan nogle ’anden aktør’-kurser, hvor man bliver spurgt: ’Hvad tror I, det er godt at skrive i et CV?’ Det var degraderende, syntes 
Nanna Bolund.

Men så skete der noget, hun ­aldrig havde regnet med. Hendes Linked­In-profil blev indgangen til et nyt job. Direktøren for rådgivningsvirksomheden ’Hvert 3. barn’, der giver juridisk og børnesagkyndig bistand i skilsmissesager, havde fundet hendes profil, og hun ville gerne invitere Nanna Bolund på kaffe.

’Hvert 3. barn’ tilbød hende at blive tilknyttet som juridisk rådgiver. De kunne ikke tilbyde hende fastansættelse, da de selv var en nystartet virksomhed og derfor stadig var i gang med at oparbejde et kundegrundlag.

Derfor blev Nanna Bolund selvstændig med ’Hvert 3. barn’ som fast kunde. Og kunder var der nok af. Der gik derfor ikke mere end et par måneder, før hun blev fastansat – på nogle vilkår, der matchede hendes drømme. Stor fleksibilitet, store frihedsgrader og en arbejdsuge på 30 timer med en ugentlig fridag.

Nanna Bolund arbejder meget hjemmefra og har åbent for kundesamtaler to aftener om ugen. Til gengæld kan hun løbe en tur midt på dagen eller gå på café med en veninde. Samtidig har hun fået luft til at gøre en bog færdig – der skal gøre op med begrebet normalitet – som hun startede på, mens hun var ledig. Nanna Bolund har lige nu det arbejdsliv, hun ønskede sig og ikke vidste fandtes.

Hvad tænkte du om din jobsituation, da du kom hjem fra din ti måneders rejse?”

”Jeg finder aldrig et arbejde, hvor jeg ikke bliver kvalt og betragtet som et brokkehoved, så det kan være, jeg skal være selvstændig.”

Hvad drømmer du om arbejdsmæssigt på den lange bane?

”Jeg vil helst aldrig arbejde mere end 30 timer om ugen. Og så er det min helt store drøm, at jeg får mulighed for at tage min computer under armen og klare mit job via Skype fra New York, Barcelona eller Berlin.”

Hvad undrer dig mest, når det gælder vores måde at skrue vores arbejdsliv sammen på?

”Jeg har aldrig forstået, hvorfor der ikke er bedre plads til individuelle hensyn på arbejdspladser. For eksempel at folk ikke kan komme på deltid. Hvis x antal gerne vil arbejde på deltid, så kan vi jo ansætte nogle flere.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”At mit arbejde giver mening, og jeg føler, at jeg gør en forskel. At jeg får anerkendelse, og der hele tiden bliver vist mig stor tillid. Det betyder, at jeg genererer helt vildt mange idéer. Og så er jeg meget glad for den fleksibilitet, jeg har – det gør, at jeg selvfølgelig også er meget fleksibel den anden vej.