25.2.2015
af
Sven Johannesen
Forsvarsadvokat og Krim-formand Claus Bonnez er kritisk over for politi, domstole og Kriminalforsorgen – og ikke mindst samfundets retspolitik. Alt for kritisk, mener nogle om den aktivistiske advokat med den kriminelle fortid.
Født i 1955.
Advokat i Advokaterne Bonnez & Ziebe.
Formand for Landsforeningen Krim, som er en retspolitisk forening, der blandt andet yder gratis retshjælp, og som kæmper for en retspolitik med større fokus på resocialisering.
Gift med advokat Hanne Ziebe.
Har to stedbørn.
Bor i aarhusforstaden Risskov.
Løber og svømmer i sin fritid.
Claus Bonnez opdaterer løbende en kommenteret lov- og domssamling på www.krim.dk.
Som 23-årig fik Claus Bonnez en dom på to års ubetinget fængsel. Mens han afsonede, fik han hurtigt udgangstilladelse, så han hver dag kunne forlade fængslet for at følge et studenterkursus. Da hans klasse skulle på studietur til Sicilien, betalte Kriminalforsorgen Claus Bonnez´ billet og hotel og gav ham endda lommepenge med til turen. Det var i slutningen af 1970erne, ”dengang man gik amok med resocialisering,” og inden samfundets syn på de kriminelle ændrede sig fra en ambition om at hjælpe til et ønske om at straffe, forklarer Claus Bonnez.
Men ikke kun samfundet har forandret sig de sidste 35 år – også Claus Bonnez har ændret sig fra at være kriminel til i dag at være advokat i Bonnez & Ziebe, formand for Landsforeningen Krim og en markant kritiker af både den udøvende, lovgivende og dømmende magt. De seneste år har Bonnez & Ziebe i forskellige sager fået både Odense Universitetshospital, Kriminalforsorgen og Københavns Politi dømt for overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel tre, om forbud mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling.
Og i disse måneder har advokatkontoret fået den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at se nærmere på den såkaldte Tilst-sag om politiets skuddrab på to biltyve i 2001.
Nogle mener, at Claus Bonnez er for skinger i sin kritik. Selv siger han, at han blot nærer en ”sund skepsis” over for magthavere, der lever højt på en blind borgertillid.
”Jeg tror ikke altid på, at mine klienter taler sandt, men jeg går heller ikke automatisk ud fra, at systemet gør det,” siger Claus Bonnez bag en kakao med flødeskum på en café i det centrale Odense. Tidligere i dag var han i retten i Aarhus, og nu har han gjort et eftermiddagsstop, inden han senere skal besøge en klient i Nyborg Statsfængsel. Claus Bonnez betegner sine typiske klienter, som ”dem, der føler sig jagtet af fængselsvæsnet og politiet, eller har været tvangsindlagt på psykiatriske hospitaler. Ofte er det personer, der er utryg og utilpas ved myndighederne. Så vil man have mig til at tackle dem, og det kan jeg jo godt li´.”
Derfor tilbagelægger Claus Bonnez hvert år cirka 60.000 kilometer, når han besøger retssale, arrester og fængsler i sin udslidte og brugte Ford Mondeo, en bilmodel, der i øvrigt også er ganske populær hos politiet. I start tyverne havde Claus Bonnez dog en mere eksklusiv smag for dyre, fabriksnye køretøjer, men dengang betalte han hverken for bil eller benzin. Da Claus Bonnez var fem, gik hans forældre fra hinanden, og i de følgende år boede han hos forskellig familie. Som 15-årig blev han anbragt af Greve Kommune, og teenageopvæksten fandt sted på forskellige institutioner - blandt andet en indremissionsk kostskole på Djursland. Hvad der startede med hærværk, indbrud og biltyverier med skolekammeraterne førte i de følgende år til en tilværelse med kriminalitet som omdrejningspunkt.
I perioder var Claus Bonnez hjemløs, sov på venners sofaer og stødte stadigt oftere på politiet. Først fik han betingede domme, men da Claus Bonnez som 23-årig blev dømt for fjerde gang, fik han to års ubetinget fængsel.
”Mine talegaver kom mig lidt til skade. Når man hele tiden lover bod og bedring og får en betinget dom, men ikke kan leve op til det og laver ny kriminalitet, bliver regningen ret stor til sidst,” siger Claus Bonnez.
Hvorfor begik du kriminalitet?
”Det er lige så svært at svare på, som hvorfor jeg ikke laver kriminalitet i dag. Overordnet tror jeg, at muligheder er meget styrende for folks valg. I dag har jeg så mange andre spændende ting at gå op i og et netværk, der ville synes, jeg var en klovn, hvis jeg stjal biler. Men dengang synes mit netværk, at det var sjovt, så det var naturligt for mig. Vi mennesker er sociale individer, og vi har en tilbøjelighed til at gøre, hvad de andre gør. Når vi sidder på den her café, stiller vi os ikke op på bordet og råber. Men vi kunne jo også have siddet på et værtshus, hvor normerne er nogle andre,” siger Claus Bonnez.
De to års fængsel skulle bliver starten på en længere proces, hvor den unge Claus Bonnez langsomt byttede det kriminelle normsæt ude med et lovlydigt. Han fik udgangstilladelse fra fængslet til at følge et studenterkursus i Aalborg. Her mødte han et nysgerrigt, intellektuelt og diskuterende miljø. Samfundet åbnede sig for Claus Bonnez, der med egne ord ikke kendte navnet på Danmarks statsminister, da han blev anholdt. Samtidig oplevede han at kunne leve for en SU i stedet for sin tidligere livsstil, som tilbad materielle statussymboler.
”Mange kriminelle tænker uhyre konventionelt. Jo dyrere biler vi kunne stjæle, jo bedre. Samtidig med at vi brød samfundets normer, lå vi i høj grad under for dem.”
Men nu passede Claus Bonnez sin skole, holdt sig fra kriminalitet og blev til sidst udsluset fra fængsel til kollegium. Efter nogle års rejsen rundt i verden og et mislykket forsøg på at læse statskundskab endte han på jurastudiet. I dag er det længe siden, han har set sine gamle venner.
”Jeg har haft nogle af dem som klienter, og det har været meget mærkeligt. Men mange af dem, ved jeg ikke, om lever i dag,” siger Claus Bonnez, der egentlig ikke har lyst til at tale om sin kriminelle fortid. Ikke fordi han skammer sig over den, men fordi han frygter, at det kan blive opfattet som et salgstrick.
”En del advokater undrer sig over, at jeg har så mange klienter, og så siger nogle advokater, at det er fordi, jeg reklamerer med min fortid. Men jeg fortæller aldrig mine klienter, at jeg selv har været i fængsel. Tit ved de det i øvrigt alligevel fra fængselsbetjentene eller de andre fanger”
”Der ringer tit en klient og siger: ´Dav Claus, kan jeg ikke få dig som advokat, du har jo prøvet det selv’. Så siger jeg, at jeg ikke håber, de vælger mig af den grund.”
«Hvis jeg har en øjensygdom, der kan gøre mig blind, vil jeg jo ikke vælge en øjenlæge, der reklamerer med, at han selv er blind. Jeg vil da finde en øjenlæge, der er specialist i min sygdom. På samme måde er det da vigtigere at vælge en advokat, der er inde i stoffet, end en, der forstår klienten,” siger Claus Bonnez.
I det hele taget bestræber han sig på at have en professionel og ikke privat relation til sine klienter.
”En advokat skal ligne en advokat og skrive som en advokat og tale som en advokat. Man kan også sige det på en anden måde. En maskinpistol er en grim genstand, men den er jo meget god at have, hvis man selv er i knibe. På samme måde kan man sige, at en advokat er en maskinpistol. Jeg diskuterer sommetider med min kone, om man skal tale klientens sprog. Det synes jeg ikke. Jeg taler det der grimme kancelli-sprog, for jeg er ikke klientens ven, men en maskinpistol. Jeg skal være en hæslig advokat, som klienten pudser på politiet.”
Udover sit arbejde bruger Claus Bonnez tid på at være formand for Landsforeningen Krim, som deltager i den retspolitiske debat. Her mener Claus Bonnez grundlæggende, at danskerne har en alt for stor og naiv tillid til politi, domstole og politikere, hvilket betyder, at vi som oftest ikke ser, når de misbruger deres magt. Mere konkret er Claus Bonnez kritisk over for det nuværende system med beneficerede advokater, hvor politiet er med til at lave listen af forsvarsadvokater, som anholdte bliver tilbudt. Han er kritisk over for den danske praksis med at pålægge dømte kriminelle at betale sagens omkostninger, da det risikerer at få en tiltalt til at fravælge advokat af økonomiske årsager – til skade for hans retssikkerhed. Claus Bonnez er kritisk over for dele af den danske dommerstand, som, han mener, har al for stor tillid til politiet. Og han er kritisk over for Kriminalforsorgens dobbelte rolle med både at skulle resocialisere og frihedsberøve dømte kriminelle. Allerhelst burde resocialisering og bevogtning udføres af to forskellige faggrupper, for i dag er fængslerne med til at fastholde indsatte i kriminalitet, mener Claus Bonnez.
”Hvis Jønke hyrede mig som højrehånd, så ville jeg anbefale ham at sende en check til Kriminalforsorgen, for det er i fængslerne, at HA henter både sine kunder og sine medarbejdere,” siger han.
Ikke mindst er Claus Bonnez kritisk over for fængselsbetjentene, som han mener i vid udstrækning burde erstattes af civilt personale, så der blev større fokus på resocialisering i fængslerne.
”Jeg har sommetider overvejet, om indsatte, der doper sig med stoffer under afsoningen, klarer sig bedre end andre indsatte efter løsladelsen, fordi de ikke i samme grad registrerer og dermed tager skade af overgrebene fra fængselsmyndighederne under opholdet,” siger Claus Bonnez.
Og det er netop udtalelser som ovenstående, der får kritikere til at kalde Claus Bonnez´ kritik for en smule skinger.
”Jeg er ikke i tvivl om, at Claus Bonnez er en fighter, og at han gør det i en god sags tjeneste og mener det af et godt hjerte. Men han opnår sjældent de resultater, han håber på. Han har nemlig en blind side i sin retfærdighedskamp,” siger Kim Østerbye, der er formand for fængselsbetjentenes fagforening, Fængselsforbundet.
”Hvis man ønsker indflydelse eller vil ændre adfærd hos andre mennesker, så er man nødt til at inkludere og ikke ekskludere folk. Claus Bonnez gør det sidste, når han bevidstløs kommer med det budskab, at vi skal fyre betjente og ansætte pædagoger,” siger Kim Østerbye, der mener, at ’Claus Bonnez står ude på tømmerflåden med en megafon og råber.’
”Han siger, at fængselsbetjente er voldspsykopater, som skal fyres. Han er al for hård i sin retorik,” siger Kim Østerbye. Han medgiver, at der i disse år er kommet stærkere kontrol med de indsatte, men at man i Kriminalforsorgen er i gang med en historisk ambitiøs indsats på resocialiseringsområdet.
”Hvis Claus Bonnez vil opfattes om en seriøs spiller, bliver han nødt til at ændre stil. Han skal være mere konstruktiv og pragmatisk, så vi i fællesskab kan løse problemerne. Det er jo ikke sådan, at jeg bare ønsker mere pigtråd, større knipler og højere mure. Jeg er dialogorienteret, men det anerkender han ikke. Han er en enmandshær imod systemet,” siger Kim Østerbye.
Selv medgiver Claus Bonnez, at det nok ikke er tilfældigt, at han som levevej har valgt at forsvare klienter mod systemets anklager i stedet for omvendt.
”Jeg skulle være meget sulten for at være i anklagemyndigheden. Jeg vil ikke repræsentere statsmagten mod en borger. Det passer mig ikke.”
”Jeg tror ikke på, at det er relevant at putte et ungt menneske i fængsel, det vil jeg ikke bruge min tid på. Jeg vil hellere gøre ham til en habil samfundsborger, der kan komme ud og betale min plejehjemsplads, når jeg bliver gammel,” siger Claus Bonnez. Han tilføjer, at han jo sommetider i praksis arbejder som en anklager, når han skal finde beviser for, at systemets repræsentanter har brudt loven.
Er du en indigneret person?
”Nej, men mit arbejde får mig nok til at lyde sådan, for jeg er dedikeret til at gå i kødet på magtsystemet. Men jeg tror også, at det er godt med en sund indignation - man må bare ikke tage den med hjem.” Det prøver han at lære de frivillige jurastuderende, der tilbyder gratis retshjælp i Landsforeningen Krim.
”Mange nye jurastuderende, der starter i Krim, er jo sådan nogle overklassebørn, for det er jurastuderende generelt. De bliver undertiden rigtig indignerede og vrede, når de ser, hvordan Kriminalforsorgen og politiet behandler folk, for det troede de ikke, kunne ske. Der må jeg nogle gange være lommepsykolog og forklare vigtigheden af at parkere de her ting,” siger Claus Bonnez.
”Jeg siger til dem, at de skal se det som et privilegium, at de har mulighed for at hjælpe folk. For alternativet var jo, at du tog skyklapperne på og lukkede øjnene for, hvordan samfundet også er.”
Nu har vi talt om en del ting, du er kritisk overfor. Hvilke ting fra det danske retssystem vil du fremhæve positivt?
”Jeg går ikke så meget op i ting, der fungerer. Når jeg laver hus, er jeg ikke imponeret af den radiator, der virker - men jeg er træt af den, der ikke virker,” siger Claus Bonnez. Og tilføjer så, at de danske fængselsbygninger er pænere end mange andre landes, og at vi herhjemme er bedre til i vores strafferetspleje at informere forsvarerne om sagens akter. Som endnu en positiv ting nævnes de tre sager, hvor Bonnez & Ziebe fik Kriminalforsorgen, Københavns Politi og Odense Universitetshospital dømt. Det giver nemlig håb om, at ting rent faktisk kan ændres, mener Claus Bonnez, der også er glad for den nye politiklagemyndighed.
”Men jeg oplever en deroute i retspolitikken. Man er blevet for fokuseret på myndighedernes behov og mindre på de indsattes behov. I det hele taget er der i samfundet de senere år kommet langt mere kontrol af underklassen og mindre kontrol af dem, der har magt.”
Claus Bonnez nævner igen sit eget fængselsophold, dengang længe før han tog sit sociale kvantespring fra hjemløs kriminel til advokat med villa i Risskov.
”Jeg tror, det ville komme på forsiden af Ekstra Bladet, hvis jeg i dag som indsat kom til Sicilien på det offentliges regning. Det var jo bare helt i orden dengang.”
Synes du, man burde have ret til det i dag?
”Ja, det synes jeg. Mit forløb gjorde, at jeg ikke blev bitter. Al min negativitet over for systemet er først kommet 20 år senere på grund af mit arbejde.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER