Jeg blev så træt af Johnny Depp, at jeg måtte droppe ham. Han er simpelt hen for kedelig. ”Jeg bliver glad af at lytte til Bob Marley” og ”Jeg elsker at gå på stranden” var nogle af hans meldinger på Twitter – og så tweetede han ”Top ti mærkeligste spray-tan oplevelser”. Ud. For selv om jeg i starten næsten følte, at jeg var hans ven, fordi jeg fulgte ham på Twitter, så blev jeg nødt til at indse, at selv Johnny Depp muligvis er en kedelig midaldrende mand, der lige som os andre har kedelige dage. Det er ikke hver dag, man kan være Edward Scissorhands eller Jack Sparrow … Men så er det måske de dage, man skal holde sig fra at meddele sig til verden?
Jeg var selv kun på Facebook i to dage, og så fik jeg en overdosis af ligegyldighed. Twitter er bedre, for det er korte beskeder, og folks venners venner og disses kattekillinger eller babyer har ikke nær så nemt ved at invadere. Men efter et stykke tid kunne jeg godt mærke presset – det, der startede som fjol, blev pludselig til, at jeg stressede over, at jeg ikke havde tweetet i et stykke tid. Og så er det, at man kommer til at skrive noget ligegyldigt, bare for at vise, at man stadig er i live. Lige som når man er kommet til at tilmelde sig et nyhedsbrev og får mails om, at Matas har mange forskellige cremer (?), eller at Flügger har mørke farver. Eller at en rejesalat nu er med ’forbedret smag’. ’Ligegyldig information er vel også information’, er der nogen, der tænker, og glemmer, at der ikke skal så meget til, før man afmelder dem. I en så hurtig verden som vores får man ikke mange chancer. Og måske er der nogle mennesker, der gør sig mere interessante, end de reelt er, af frygt for, at folk ikke gider læse deres Facebook-opdateringer.
Jeg fulgte Robin Williams på Twitter, til han valgte at tage sit eget liv. Og det havde man ikke set komme ud fra hans beskeder. Selvfølgelig. For der er den person, man er, når man meddeler sig til verden, og så er der den rigtige. Eller hvad? Kan man være to forskellige? Eller ti? Der er ingen, der siger, at vi har krav på at kende den rigtige Johnny Depp, bare fordi han er på Twitter. Men hvis ikke han er sig selv, hvorfor skulle man så følge ham? Og hvis folk optræder på Facebook, som den de ønsker at være i stedet for den, de er, så bliver de uinteressante. Jeg er godt klar over, at det kan være ret praktisk at iføre sig en maske, et skjold, hvis man er verdenskendt. Men hvad med os andre? Er det sundt for os at pendle mellem vores forskellige alias’er?
Ledige stillinger