Drop drømmen om at blive chef

Som nyudnævnt chef havde Øystein Bonvik hyret to organisationskonsulenter til at analysere ham selv og hans ansatte. Billedet var helt tydeligt, ­forklarede de ham.

”I din virksomhed er der 24 mennesker, der er relations­styrede, og én, der ikke er det,” sagde den ene organisationskonsulent og holdt en kunstpause. Hendes kollega tog over: ”Den ene er dig.”

”Du trives egentlig ikke som leder, gør du vel?” spurgte den ene konsulent.

”Du føler, at alle vil have noget af dig, som du ikke har lyst til at give?” fortsatte den anden.

Øystein Bonvik nikkede, for de havde ret. Det havde taget den norske kommunikationsrådgiver 11 år at blive chef – og blot to uger at indse, at det ikke var noget for ham. Han knoklede videre i jobbet for at vise sig selv og hele verden, at han skam godt kunne lykkes. Men det gik ikke, og det var en enorm lettelse for ham at trække stikket et års tid senere. Slut med konstante afbrydelser fra medarbejdere, der lige ville ­have to minutter af hans tid. Slut med at administrere, mens de ansatte løste de spændende opgaver. Og slut med at skulle forholde sig konstruktivt og empatisk til medarbejdere, der blev hjemme, fordi katten var død.

Han følte sig ædt op af at skulle tage hensyn til andres ­behov.

”Jeg opfattede de ansatte som et redskab for mig og ­mine ambitioner. Men de ansatte ser tværtimod chefen som et ­redskab for dem.”

Burde du ikke have vidst, at ledelse netop handler om ­andres behov?

”Det kan du have ret i. Men jeg – og mange andre, der ­bliver ledere – har ingen lederuddannelse. Mange er uddannet i økonomi og strategi, men ikke i at arbejde med mennesker. De er gode til Excel-ark, men ikke til personaledimensionen. Så jo, jeg burde have vidst det – men det er en helt gængs problemstilling.”

Cheftitler som flidspræmier

Øystein Bonvik har brugt sine refleksioner til at skrive bogen Frist meg ikke inn i ledelse, som han kalder ”en ­velmenende advarsel til dig, der stræber efter et lederjob”. Med afsæt i en selvudleverende genfortælling af hans cheffiasko udfolder bogen pointer fra ledelses- og organisationsforskningen, der viser, at Bonvik langtfra er alene: Mange andre burde ­heller ikke beklæde lederstillinger, men gør det alligevel – bl.a. ­fordi cheftitler fungerer som en slags hædersbevisninger.

”Desværre anerkender man ofte dem, der har anstrengt sig for at blive fagligt dygtige, ved at gøre dem til ledere. Men når man gør sådan, mister man en vældig dygtig medarbejder 
– og får måske en dårlig chef i bytte,” siger han.

Selv om det ikke ligefrem er revolutionerende nyt, at ­ledelse er et fag i sig selv, er den indsigt fortsat ikke trængt ind hos mange direktioner – og hos mange menige medarbejdere med chefdrømme.

Topledelserne er nødt til at sikre alternative karriereveje, så de dygtige ansatte får andre mål at gå efter end et job som mellemleder. I mellemtiden skal de menige medarbejdere og studerende, der har en chefstilling skrevet ind i karriereplanen, tænke grundigt over, hvorfor de gerne vil det, pointerer Øystein Bonvik.

Der er mange slags ansvar

Da Djøf i 2014 undersøgte medlemmernes chefambitioner, handlede et af spørgsmålene om grundene til at ville være chef. De, der gerne snart ville have et lederjob, pegede på to primære motivationsfaktorer: mere ansvar og muligheden for mere indflydelse.

Man skal imidlertid ikke stirre sig blind på chefstillinger som det eneste sted i hierarkiet, hvor man kan opnå de ting, understreger Øystein Bonvik.

”Er du chef for andre, er det selvfølgelig et ansvar – men hvis du får det faglige ansvar for et prestigeprojekt eller for at udvikle et nyt fagområde, kan det sagtens være et større ansvar. Hvis du gerne vil være ansvarlig for at udvikle noget, du synes er fagligt spændende, er ledelse formentlig en blindgyde, for den slags får du ikke tid til,” siger han.

Han mener, at mange overvurderer den indflydelse, de kan få, hvis de rykker opad i organisationsdiagrammet.

”Det er klart, at du har indflydelse som topchef, men det bliver de færreste jo. At du er mellemleder, betyder ikke, at du kommer med i fora, hvor du får en masse indflydelse, du ikke havde før. Selv har jeg haft mindst lige så meget indflydelse i de stillinger, jeg havde, inden jeg blev chef. Samtidig er du som mellemleder ofte nødt til at forsvare beslutninger, som du egentlig ikke bryder dig om, fordi du skal være ­loyal over for resten af ledergruppen. Sidder du derimod som fagekspert, undgår du ansvaret for beslutninger, du ikke er enig i.”

Et chefjob fylder hele dagen

Djøfs undersøgelse fra 2014 viste, at to ud af tre djøfere under 35 gerne vil være chefer. Et lignende mønster kan man se i norske tal, og Øystein Bonvik gør sig ingen illusioner om at kunne slukke tusindvis af lederdrømme med et fingerknips. Havde en anden udgivet samme bog for 10 år siden, ”havde jeg sandsynligvis hverken købt eller læst den,” erkender han.

Ikke desto mindre håber han at kunne være med til at dæmpe det skær af glamour, som meget af den ­traditionelle ledelseslitteratur ynder at polere frem. Vil man være chef, skal man være klar over, hvad jobbet reelt indebærer: Man skaffer og videreformidler information i ét væk, fordeler afdelingens ressourcer, administrerer, registrerer, mægler i små og store konflikter og bliver ustandseligt forstyrret. Glamourøst? Ikke just.

Tværtimod er chefjobbet fyldt med hverdagsaktiviteter, og det er dem, man skal være begejstret for. Ikke for statussen ­eller det, man drømmer om, at jobbet går ud på.

”Skal du lykkes som leder, er du nødt til at være motiveret af selve ledelsesopgaverne. Derfor skal du forstå, hvad de går ud på. Synes du så, at det er spændende, skal du selvfølgelig gå efter det. Men hvis du tror, at ledelsesopgaverne er noget, du kan gøre mellem andre opgaver, skal du lade være,” siger Øystein Bonvik.

Er pædagoger de nye ledertalenter?

Selv om hans bog zoomer ind på bagsiden af ­chefmedaljen, vil Øystein Bonvik ikke skræmme alle og enhver væk fra den arena. Trods den udbredte tendens til selvledelse er der ­stadig brug for dygtige chefer, påpeger han. Det er bare ikke sikkert, at de bliver udklækket fra handelshøjskolerne eller de store konsulentfirmaer. I bogen beskriver Bonvik, hvordan støtte og omsorg er blevet det, lønmodtagerne efterspørger mest hos ledelsen. Og set i det lys bør fremtidens ledere måske snarere findes blandt sygeplejersker og pædagoger, skriver han spøgefuldt.

Lige så vigtigt som det er at få de rigtige ind på chefposterne, er det at give de fejlplacerede chefer muligheden for at komme ud igen. Det kan være vanskeligt i dag, fordi det opfattes som finere at være chef end at være almindelig ansat.

”I Norge er det at stoppe som leder og vende tilbage til at være menig medarbejder næsten et tabu. Derfor håber jeg, at min bog kan være med til at give dem, der er ledere og har det svært med det, lidt mere mod til at træde ud af rollen,” siger Øystein Bonvik.